”Det har været tankevækkende ved at stoppe, hvor meget af min identitet, der er bundet op på det, jeg laver. Og hvordan det er lidt tomt, når Adapt ikke længere er en del af mit liv. Det er nok et meget sundt perspektiv.”

Sådan lyder det fra Rikke Frelle, som i dag stopper som Managing Director i det digitale bureau Adapt. Rikke Frelle har stået i spidsen for bureauet de sidste tre år, som hun i alt har været hos i 7,5 år. Ny Managing Director er Martin Povlsen, der er hentet internt i Adapt, hvor han har været de sidste 10 år.

Det har været en stor beslutning for Rikke Frelle at sige, at hun ønskede at stoppe i stillingen.

”Der kommer nok mange klichéer nu, men de er svære at komme udenom: Det har været en mega svær beslutning at stoppe, og jeg har tænkt det meget grundigt igennem. Og jeg er nået frem til, at det er sundt, at der sker noget nyt får både mig og Adapt. Det er god timing med luftforandring,” siger Rikke Frelle.

Har det taget dig lang tid at træffe beslutningen?

”Det har været en intens tid. Jeg har haft mange overvejelser – og har haft skiftende meninger undervejs.”

Ingen jordomrejser planlagt

Rikke Frelle ved endnu ikke, hvad hendes fremtidsplaner præcis rummer. Men:

”Ikke konkret endnu, nej. Det handler også om, at jeg har været i Adapt i mange år i mange roller, og jeg kender alle helt vildt godt. Det er ikke, fordi jeg skal ud på en stor jordomrejse, som ellers er meget populært for tiden. Men jeg kan mærke, at jeg trænger til at komme ud på dybt vand. Jeg havde ikke noget andet, da jeg sagde op, og det handler også om, at det slet ikke er noget, jeg som leder for Adapt har haft rum til.”

Hvordan har det været at stå i spidsen for Adapt?

”Det har været et kæmpe privilegie og et drømmejob for mig. Det er også noget, jeg er enormt stolt af at se tilbage på. Det er fantastisk arbejdsplads, med fantastiske kolleger og kunder.”

Hvad har I opnået med dig som leder, som du er mest stolt af?

”Vi har taget nogle store skridt i forhold til at afprøve, hvordan vi kan tilbyde et bedre arbejdsliv til vores medarbejdere Vi har blandt andet fået indført mødefri onsdage, som har fungeret helt vildt godt – også meget bedre end forventet. Vi har også rebrandet Adapt i min tid som direktør, vi er flyttet i nye, flotte lokaler, der passer bedre til vores måde at arbejde på. De ting, vi udkommer med, er af en helt anden kvalitet. Vi har opnået meget.”

Hvad har du lært ved at blive direktør i Adapt?

”Det, jeg mest har fundet ud af, er at det her virkelig bare er en holdsport. Det er ikke mig, der har opnået de ting alene. Det er noget, vi kan sammen. At sætte det rigtige hold er centralt, når du skal opnå noget som helst som bureau.”

Store roser til den nye chef

Rikke Frelle har samtidig store roser til overs for Martin Povlsen, som hun beskriver som sin ”wingman” hos Adapt.

Din afløser, Martin, er din tidligere kollega. Har du et godt råd til ham?

”Han behøver ikke så mange gode råd. Han har været min wingman og er den bedste kollega, jeg kunne ønske mig. Han kommer til at klare det mega godt.”

Kan du sætte lidt ord på, hvad han er god til?

”Han er rigtig, rigtig god til at forstå kultur og at forstå mennesker. Han har en stærk ledelsstil, som gør, at det er rart at være under hans vinge. Det er en helt vildt dejlig egenskab at have, og det er dejligt, at det er blevet mere værdsat i ledelse. Det er tydeligt, at når du giver plads og tror på andre mennesker, så vokser de. Han har også altid været den, der løftede mig og mindede mig om, at vi skulle fejre vores sejre, når jeg havde fokus på det næste, vi skal optimere.”