Maiken Maria Krüger og Rikke Aagaard Larsens sidste praktikperiode på Kreativ Kommunikation-uddannelsen var 10 uger hos bureauet &Co. Her har de siden praktikken, og endt uddannelse, arbejdet som freelancere.

De føler sig begge heldige over det arbejde, de har fået lov til at lave for &Co. – blandt andet på årets Roskilde Festival, hvor de udviklede en kampagne, der “hackede” Snapchats heat map ved at være til stede til fester, hvor mappet “heatede up”, for at sætte fokus på klimaet.

“Kampagnen gik rigtig godt, og det var fedt at opleve, at målgruppen tog så godt imod den. Artigeardit endte endda med at posere med vores content. Det har været meget lærerigt at følge idéen fra start til slut.”

“Det har været fedt hos &Co. at opleve, at det er ligegyldigt, om det er en junior eller senior, som finder på idéen. Det er de bedste idéer, som kommer med til kunden. Her har vi været heldige at få flere idéer ud at køre.”

”Desværre kan de ikke tilbyde os en fastansættelse, og det er selvfølgelig virkelig ærgerligt. Så vi taler også med andre.”

Meget at lære

Tidligere på uddannelsen fik Maiken Maria Krüger og Rikke Aagaard Larsen fortalt, at bureauerne ville stå i kø for at ansætte nyudklækkede studerende.

“Men man kan godt mærke, at det har ændret sig. Når vi taler med de forskellige bureauer, giver de udtryk for, at de er interesseret i at få dygtige unge kreative ind – især kvindelige, som er en mangelvare – men samtidig siger de, at der desværre ikke er råd.”

Det havde ifølge Maiken Maria Krüger været drømmen at lande en fastansættelse.

Det er Rikke Aagaard Larsen helt enig i.

“Vi har stadig meget at lære og vil gerne blive ved med at dygtiggøre os, og her ser vi en god mulighed i at arbejde fast på en arbejdsplads, hvor de erfarne i branchen kan lære os en masse. Som nyuddannet kan freelancearbejde være en ekstra udfordring, fordi det kræver meget tid at opbygge netværk og finde kunder.”

Få foden indenfor

Planen lige nu er at dygtiggøre sig.

“Derfor er vi stadig åbne over for al den erfaring og læring, vi kan få – om det er fastansættelse, freelance eller projektansættelser. Lige nu handler det om at holde os i gang og få en fod indenfor, og det er der mange måder at gøre på,” siger Rikke Aagaard Larsen.

“Vi fornemmer, at det er en svær tid at blive færdiguddannet i, fordi verden er et usikkert sted – og det kan man også godt mærke på ansættelserne. Men vi synes selv, vi har meget at byde på, så vi tror på, at det nok skal lykkes.”