104 procent til Kina, 39 procent til EU, 64 procent til Indonesien og 61 procent til Schweiz.

Den amerikanske præsident, Donald Trump, banker gigantiske toldsatser ud til højre og venstre for så at udsætte dem igen efter bare et døgn. 

Usikre tider for hele kloden, der samtidig som konsekvens af elastik-meldingerne fra USA kan se verdens aktiekurser drøne ned og pludselig op igen.

Og både som bureau og virksomhed er det utroligt svært at gennemskue, hvad konsekvenserne bliver af toldkrigen. 

Sådan lyder det fra formand for KreaKom samt direktør i bureauet Robert/Boisen & Like-minded, Kim Boisen, og Mikkel Grene, Group CEO og medejer, Søstrene Grene.

Vi bad dem dele deres tanker om situationen.

Mikkel Grene: Ser på situationen med bekymring

Hvad er dine tanker om det, der sker for verdenshandlen i forhold til jeres forretning?

”Vi er ikke direkte berørt, da vi jo importerer vores varer fra mange steder i verden, og vi har ikke nogen direkte handel med USA, men vi følger naturligvis de afledte effekter tæt. Det, der sker lige nu, er noget, der påvirker hele verdenshandlen,” skriver Mikkel Grene på mail til Markedsføring og uddyber:

”Hvordan det vil påvirke vores forretning, kommer meget an på, hvor længe det vil stå på, og hvor store de afledte effekter og dermed konsekvenser vil være. Fx følger vi jo valuta- og fragtmarkedet tæt, og der vil store udsving naturligvis også kunne påvirke vores forretning negativt på sigt.”

" Det vi ser lige nu, er naturligvis helt exceptionelt, og noget, som de fleste ser på med bekymring, og det gør vi naturligvis også.
Mikkel Grene, Group CEO og medejer, Søstrene Grene

Mikkel Grene peger på, at Søstrene Grene er et koncept med produkter med relativt lave prispunkter.

”Så vi er generelt også en forretning, der klarer sig OK i krisetider. Men det vi ser lige nu, er naturligvis helt exceptionelt, og noget, som de fleste ser på med bekymring, og det gør vi naturligvis også,” skriver han og tilføjer:

”Generelt er vi jo alle i detailhandlen afhængige af hinanden i forhold til at skabe god trafik af kunder i gadebilledet og i butikscentrene, så vi håber på, at denne usikkerhed ikke vil påvirke forbrugerne alt for negativt, så forbrugertilliden falder yderligere.” 

Tager I særlige forholdsregler for at imødegå eventuelle udfordringer?

”Ud fra vores forretning og hvordan vi er påvirket pt., mener jeg, det er for tidligt for os at handle eller opsætte scenarier, fordi udfaldsrummet er så stort. Men vi følger situationen tæt og forsøger at være agile og ekstra omstillingsparate, ligesom vi har fokus på at minimere eventuelle sårbarheder i vores værdikæde.”

Kim Boisen: Mange marketingplaner vil få brug for et serviceeftersyn

Hvad er dine overordnede tanker om det, der sker for verdenshandlen i forhold til den danske marketingbranche?

“Det var ikke lige det, branchen havde brug for på bagkant af at have kæmpet først med Covid og så følgerne af Ukraine-krigen/inflationskrisen. Som en af verdens mest åbne økonomier – og med USA som vores vigtigste handelspartner – er vi i Danmark særligt sårbare over for handelsrestriktionerne. Med de varslede toldsatser kan vi se frem til en nedgang i BNP på hele 38 mia. kr. – og nogle brancher vil blive ramt hårdt,” skriver Kim Boisen og uddyber:

”Samtidig er den uforudsigelighed, verden oplever i øjeblikket, og den stigende risiko for recession noget, der kan få mange virksomheder til at træde på bremsen. Det vil utvivlsomt smitte af på nogle marketingbudgetter, men det vil samtidig øge virksomhedernes behov for strategisk rådgivning, som vil kunne løfte omsætningen hos de dygtigste bureauer, da mange marketingplaner vil få brug for et serviceeftersyn. Samtidig er der en spirende tendens i forbrugeradfærden i hele Europa om at boykotte amerikanske brands som protest over USA’s vanvittige beslutninger siden januar, hvilket også åbner nogle interessante positioneringsmuligheder.”

" Vi har en vækststrategi i RB+LM, og det her er selvfølgelig noget, der kan stikke en midlertidig kæp i hjulet.
Kim Boisen, direktør i Robert/Boisen & Like-minded og formand for KreaKom

Vil det komme til at påvirke jeres egen forretning – og i givet fald hvordan?

“Selvom vi på den korte bane i RB+LM ikke er så eksponeret qua sammensætningen i vores kundeportefølje, vil alle bureauer på den lidt længere bane ikke kunne undgå at blive påvirket, da skaden allerede er sket, og der er sat gang i nogle voldsomme globale bevægelser. På nuværende tidspunkt, hvor alt stadig er oppe i luften, er det helt umuligt at sige, hvordan vi konkret vil blive påvirket. Forhåbentlig intervenerer nogle voksne republikanere, inden det går helt galt for USA, men jeg kan have min tvivl.”

Tager I særlige forholdsregler for at imødegå eventuelle udfordringer?

“Vi har en vækststrategi i RB+LM, og det her er selvfølgelig noget, der kan stikke en midlertidig kæp i hjulet. Men så længe der kommer konfliktende meldinger fra USA flere gange dagligt, er det svært at planlægge mere konkret, da vi jo ikke kender udfordringerne i næste uge – eller for den sags skyld i morgen,” skriver Kim Boisen og tilføjer:

”Vi har besluttet at prøve at være så forandringsparate som muligt og opmærksomme på, hvordan vi kan spille en rolle i at løse de behov og strategiske dilemmaer, Trumps selvforskyldte krise skaber for verden, for Europa og for Danmark hen ad vejen. Det tror jeg, er det eneste man kan gøre på nuværende tidspunkt.”