Der ligger et tyst slør af mystik over McCanns tilstedeværelse i Skandinavien.

Inden for det sidste år er deres kontorer i København, Oslo og Helsinki begæret konkurs. Og i starten af september blev der indgivet en konkursbegæring på Stockholm-kontoret, bureaunetværkets sidste bastion i Norden, skriver det svenske fagmedie Resumé.

Konkursbegæringen blev indgivet af en tidligere ansat, der ikke var blevet betalt løn, og tilgodehavendet lød på knap 80.000 danske kroner. Personen havde sendt gentagne rykkere uden at få svar fra McCann Stockholms adm. direktør, Jacob Stjärne.

Begæringen blev indgivet på selskabet I&F Sweden, der er et af to selskaber bag selskabet i Stockholm. I&F Sweden hører under den serbiske bureaugruppe I&F Grupa, der i 2016 købte rettighederne til at bruge navnet fra fra det internationale IPG-ejede McCann Worldwide.

Men McCanns nordiske endeligt er midlertidigt afværget. Gælden blev betalt den 19. september, og retssagen blev derfor droppet. Den serbiske gruppe I&F Grupa, hvor I&F Sweden hører under, forklarer ifølge Resumé, at den manglende betaling skyldes “forvirring på kontorniveau”.

Det er dog ikke afslutningen, for Resumé kan videre rapportere, at I&F Sweden og McCann Stockholm stadig har en gæld på over en million danske kroner.

Resumé arbejder på at få en kommentar fra I&F Grupa og Jacob Stjärne.

Række af konkurser

Det var også I&F Grupa, der ejede McCann Copenhagen, som blev erklæret konkurs i slutningen af 2022. Bureauet havde omkring 25 ansatte.

Dengang lød forklaringen, at tab af nøgleomsætning og internationale kunder blev dødsstødet for McCann Copenhagen, og at man arbejdede på ”en ny forretningsmodel, der får et forbedret og forenklet organisatorisk setup i Norden”.

I maj 2023 gik McCann i Norge så også konkurs. Det var den anden konkursbegæring for den norske afdeling, første gang blev de reddet på målstregen af en række investorer.

I&F Grupa er stiftet og styres af den serbiske forretningsmand Srđan Šaper.