De seneste mere end 16 år har danske Søren Koch gjort karriere i England og USA.

Først med en lang række ledende salgs- og marketingroller hos Google i London, New York og Los Angeles. Og det seneste par år som director for media platforms og Google relationships hos Infotrust i Los Angeles.

Men nu er tiden i staterne forbi for Søren Koch, der vender hjem til Danmark og den danske tech-startup 3RD, hvor han bliver salgsdirektør. Det skriver virksomheden i en pressemeddelelse.

“Efter mange fantastiske og hæsblæsende år i USA, hvor jeg har siddet med fingrene helt nede i de største globale tech-aftaler og MarTech-økosystemer, glæder jeg mig enormt til at bringe min erfaring i spil på dansk jord,” udtaler den nye salgsdirektør i pressemeddelelsen.

Fokus hos 3RD er at hjælpe virksomheder med deres GEO – kort sagt, at virksomhederne bliver “fundet, citeret og anbefalet i svar fra AI-sprogmodeller, som ChatGPT, Claude og Gemini”, som virksomheden skriver.

Og netop det sigte ser Søren Koch et stort potentiale i.

“3RD er en innovativ virksomhed med et utroligt spændende produkt, som kan gøre en helt afgørende og vigtig forskel for alle virksomheder, der har en digital tilstedeværelse. Mit fokus bliver at rydde op i den digitale kompleksitet og skabe en vækstmotor for vores kunder, hvor marketing- og tech-investeringer direkte kan måles på bundlinjen”, udtaler Søren Koch.