Optimisme, internationalt look, fængende popmusik og selvironiske, smittende dansemoves.
Det er opskriften i den nye kampagnefilm fra Yousee, der fra i dag ruller bredt ud i Danmark.
Reklamen er første skridt i en ny brandposition og en stor kampagneudrulning fra tele- og internetselskabet. En kampagne, hvor man nu sår frøene, som skal høstes de næste mange år og måneder, lyder det fra CMO Steffen Lundgren Kristensen.
”Vi har fået fornyet vitalitet ind i brandet. Nu skal vi styrke opfattelsen af brandet yderligere og blive mere relevante i kundesegmenter, hvor vi ikke tidligere har været super succesfulde,” siger Steffen Lundgren Kristensen.
”Vi står skarpt i forvejen. Så vi lancerer ikke kampagnen lige nu for at lukke kunder. Vi sår frøene, som vi skal høste af de næste år,” siger han.
Næste store skridt
Yousee har de seneste år arbejdet intenst på at skabe øget opmærksomhed hos danskerne.
Senest har det været med en stribe reklamefilm sammen med blandt andre filmstjernen Nikolaj Lie Kaas i hovedrollen og Magnus Millang som instruktør lavet af Kind Film og Yousee Creative Studio. Kampagnerne har, kombineret med et stort arbejde på Yousee digitalt, styrket Yousees digitale salg.
Men der er brug for at tage næste skridt nu og rykke endnu mere ved opfattelsen af Yousee, siger CMO’en. Derfor ligger der bag kampagnen også et stort strategiarbejde, som er lavet sammen med bureauet Robert/Boisen + Like-minded, der også står bag den nye kampagne.
”Reklamen er toppen af kransekagen,” siger Steffen Lundgren Kristensen.
Han forklarer, at man vil ramme de potentielle kunder, der gerne vil have ”det bedste. De mest gennemtænkte løsninger som indbygget sikkerhed i routeren og mobilnettet. Den bredeste underholdning. Og gerne vil betale lidt mere for det bedste produkt,” som han siger.
”Den nye brandplatform peger os i retning af noget åbenlyst: At de danske forbrugere både kan være begejstrede for den nye teknologi. Men at det også har en skyggeside. Vi vil gerne positionere os i spændingsfeltet mellem techoptimisme og bekymringer,” siger han.
Og den position, fortæller Søren Christensen, der er strategic director hos Robert/Boisen & Like-minded, er der flere fordele ved. For det første skal den være med til at placere Yousee som ”premium”-produktet i en kategori med hård konkurrence. Den kan bruges til at vække følelser hos forbrugerne. Og i sidste ende giver den også mulighed for at fremhæve de produktfordele, som kan skille Yousee ud fra konkurrenterne.
”Yousee har aldrig skullet positioneres som det billigste brand. Det skal positioneres som det bedste. Derfor skal det opfattes som premium,” siger Søren Christensen.
”Både ved, at du får mere, end du forventer. At der er ekstra features i produkterne, som peger fremad. Og en anden del er udtrykket. Vi kører ikke bare 15 sekunder på en masse produktfeatures i reklamerne. Vi skal ramme folk emotionelt, så du også føler, at Yousee er moderne og relevant for dig.”
Fængende pophit
Den nye reklame fra Yousee er instrueret af Torben Kjelstrup fra Immigrant i samarbejde med Gobsmack.
Kampagnen har helt bevidst, forklarer associeret kreativ direktør hos Robert/Boisen & Like-minded, Klara Vilshammer, fået et internationalt visuelt look – kombineret med en jordnær, selvironisk dansk humor i filmen.
”Vi vil gerne understrege, at Yousee er et kvalitetsbrand, men uden at det bliver for poleret og fjernt. Det skal stadig have noget nede på jorden-hed og en dansk humor i sig. Det er netop den kombination af høj kvalitet og genkendelighed, som når der er en HT-bus med i reklamen, vi bevidst har forsøgt at ramme.”
Der er heller ingen dialog i filmen, som i stedet centrer om pophittet ‘KI-KI’ af Yendry. At sætte musikken som en central del af brandplatformen var en meget bevidst beslutning.
”Musik er en gateway til følelser og at skabe en relation til mennesker. At bruge det rigtigt gør det muligt at skabe noget, der er distinkt, underholdende og får folk til at smile. I en kategori, hvor mange taler højt om tilbud og features, tror vi mere på at få folk til at mærke noget,” siger Klara Vilshammer og tilføjer:
“Det er brandplatformen i sin kerne: At der i techen stadig er meget at glæde sig til og begejstre sig over. Vi har skåret helt ind til benet af den følelse. Vi arbejder meget med et begreb, der hedder ”emotional contagion”. At en følelse spreder sig fra menneske til menneske. Her oversætter vi visuelt, at glæden ved tech kan sprede sig på samme måde.”
Skal passe på med at ramme for bredt
Der var undervejs især mange overvejelser om, hvilken sang der skulle bruges til reklamefilmen.
Det var ifølge Klara Vilshammer instruktør Torben Kjelstrup, der bragte nummeret på banen, som blandt andet blev spillet på optagelserne til reklamen. Og i sidste ende hang det bare ved, selvom der blev prøvet mange numre af.
”Vi var mange dage på optagelse, hvor nummeret blev spillet, og det satte sig bare. Det havde en smittende energi, men blev aldrig irriterende. Det er et frisk pust og ikke det, man normalt ville forvente i reklameblokken,” siger Klara Vilshammer og tilføjer:
“Man skal også passe på med at vælge noget sikkert, som alle synes er ‘fint’, selvom man skal ramme en bred målgruppe. Du må gerne vælge noget, der stikker ud, så folk husker det.”
Steffen Lundgren Kristensen tilføjer:
”Musik er et sindssygt vigtigt værktøj. Og jeg vil da gerne indrømme, at da jeg hørte nummeret første gang, tænkte jeg: Spændende bud, lad os høre, hvad der ellers er de næste par dage. Men så måtte jeg tage mig selv i at stå og rokke med på nummeret, selvom vi hørte det rigtigt mange gange,” siger han.
Navneskifte som prikken over i’et
Steffen Lundgren Kristensen fortæller, at kampagnen og den nye platform også har været helt oppe på højeste niveau hos CEO i Nuuday, Christian Thrane, direktør i Yousee, Christian Morgan, og CCO, Peter Buus.
”Det var da en af de sjovere oplevelser at gå fra møder om databriefs til at sidde og tale om følelser med topledelsen. Det krævede lige en kop kaffe,” siger Steffen Lundgren Kristensen.
”Men det har gjort det meget nemmere at arbejde med og briefe på den nye platform. For nu forstår alle, hvad vi mener, når vi taler om, hvilken følelse vi gerne vil ramme hos kunderne med vores tiltag. Det var abstrakt første gang, men det er vigtigt, vi har insisteret på de samtaler,” siger han.
Samtidig med, at Yousee lancerer sin nye kampagne, skifter moderselskabet Nuuday samtidig også navn til TDC Brands. Arven fra TDC bliver også afspejlet i den nye kampagne, hvor det gamle TDC-logo i en ny, grøn udgave er blevet en del af kampagnens afmelding. Ligesom der står: Yousee – et TDC-brand.
Det er på en måde prikken over i’et, at kampagnen også kan være med til at lancere navneskiftet, siger Steffen Lundgren Kristensen
”Vi har timet det, så begge dele går ud samtidig. Vi får størst opmærksomhed, når Yousee også slår på den store kampagnetromme,” siger han.
Du kan se den nye kampagne fra Yousee herunder: