“Det har helt klart påvirket vores vækst.”

Sådan siger Clara Filippa Damgaard Andersen, medstifter af sexlegetøjsbutikken Peech, der ifølge stifteren er blevet shadowbannet på Instagram første gang i midten af januar.

Shadowbanning — en uofficel term for at blive forvist til skyggerne — betyder kort forklaret, at en profils indhold bliver nedprioriteret af et socialt medies algoritmer og derfor ikke rammer nuværende og potentielle følgere i ligeså høj grad.

For Peech betød det blandt andet, at dets indhold ikke dukkede op i folks feed, ikke blev foreslået under fanen udforsk, at brugerne skulle skrive butikkens fulde konto-navn, når de søgte på den, og at dets stories ikke blev prioriteret.

Følgevirkningerne har været, forklarer Clara Filippa Damgaard, at antallet af nye, daglige følgere er svundet ind til meget få, at Peechs engagement rate er faldet drastisk, og at besøgende på deres webshop direkte fra Instagram er halveret.

“Den største konsekvens er på vores salgstal, fordi vores markedsføring primært foregår over Instagram,” siger stifteren.

I et skriftligt til Markedsføring afviser pressechef, Camilla Nordsted, for Instagrams moderselskab, Meta, at det skulle have reduceret synligheden af Peechs indhold.

Et tretal til forskel

Kimen til uenigheden skal findes den 13. januar, hvor Clara Filippa Damgaard smed et opslag op, hvor hun glemte at selvcensurere sig selv. I stedet for “nud3”, skrev hun “nude”.

Som ejer af en sexlegetøjsbutik er hun vant til at omskrive sine ord for ikke at overtræde Metas retningslinjer. Til en grad, hvor hun på sin vis har skabt sin egen ordbog. Eksempelvis skrives sex som s3x og analsex som 4n4ls3x.

Kort efter at hun havde delt opslaget med “nude”, blev opslaget taget ned. Metas pressechef i Norden, Camilla Nordsted, erkender at de ved en fejl kom til at fjerne opslaget og efterfølgende to yderligere.

“Vi har det seneste halve år fejlagtigt fjernet tre opslag fra Peech’s profil, som alle er tilbage på platformen igen,” skriver hun i et mailsvar til Markedsføring og tilføjer:

“Men vi har i modsætning til, hvad direktøren i Peech jævnligt påstår, ikke reduceret synligheden af deres indhold.”

Clara Filippa Damgaard er uenig. Hun har vist Markedsføring dokumentation for, at antallet af nye følgere faldt fra mellem 50 og 200 daglige til at svinge mellem 0 og 20.

“Man kan tydeligt se det på vores følgergraf, der gik stabilt indtil vores shadowban. Nu selv fem måneder efter ligger det meget lavere,” siger Clara Filippa Damgaard.

Metas regler, når det kommer til shadowbanning, er blevet kritiseret for at være uklare. Er du enig i det?

“Ja. Deres fællesskabsregler er så brede, som de kan være. Du kan altid høre ind under noget. Eksempelvis har de en regel, der hedder følg loven. Men hvad er den globale lov, der findes for Meta? Samtidig giver de ikke besked om, hvornår man bliver shadowbannet,” siger Clara Filippa Damgaard, der mener, at Peechs Instagram-profil er blevet forvist til skyggerne igen.

Der er intet officielt om, hvor lang tid et shadowban varer, men ifølge Clara Filippa Damgaard kan det stå på et sted mellem to uger og tredive dage.

Instagram er vigtigste marketing-kanal

For Peech er Instagram deres primære markedsføringsredskab, og størstedelen af selskabets salg går gennem platformen. Det sker udelukkende gennem organiske opslag, da Meta ikke tillader reklamer for sexlegetøj.

“Selvom der er mange negative sider ved Instagram, har det været en god mulighed for, at virksomheder som os, der ikke har den største pengepung, kan komme direkte ud til kunderne og markedsføre sig på en billig måde,” siger Clara Filippa Damgaard.

Er det ikke okay, at Meta, en privat virksomhed, bestemmer, hvad der må og ikke må være på deres platform?

“Jo, det giver mening, at de har deres regler, men eftersom de har så stor en påvirkning på alles liv, følger der et ansvar. Og de bliver nødt til at forme sig efter det land og den kultur. de opererer i. Du kan ikke skære alle lande og kulturer over én kam og pålægge dem en global, seksuel forståelse. I Danmark ser vi os selv som seksuelt frigjorte, og det selvbillede betyder meget for os. Og på den her måde udvisker Meta landegrænserne,” siger stifteren af Peech og tilføjer:

“Allerede nu tilretter de deres indhold til forskellige brugere og landegrænser, så det kan lade sig gøre. Samtidig kan man slå et filter til, der sorterer i posts.”

Hvordan ser en løsning ud for dig?

“Stærkere, lokaltforankrede Meta-afdelinger så man kan rette mere til brugerne fra forskellige lande, hvor der er andre regler. Og en udvidelse af det eksisterende filter, så man kan frasortere i forhold til sin alder eller andre årsager. Og klarere retningslinjer,” siger Clara Filippa Damgaard og tilføjer:

“Eller hvis de som minimum kunne sige, hvad man må og ikke må. Nogle retningslinjer er specifikke, som at de ikke tolerer nøgenbilleder, mens andre er så brede, at alt kan presses ind under.”

Er I bange for at miste jeres konti?

“Ja,” siger Clara Filippa Damgaard, der derfor aktivt arbejder på at gøre Peechs markedsføring stærkere på andre sociale platforme.

Meta afviser problem

Markedsføring forelagt Meta kritikken per mail. Vi har blandt andet spurgt dem, om de nedprioriterer indhold fra Peech, og hvorvidt deres politik på området kan være problematisk.

Her lyder det skriftlige svar fra pressechef for Meta i Danmark, Camilla Nordsted:

“Vores indholdsregler angiver, hvad der er tilladt – og ikke tilladt – at dele på vores platforme. At bruge ordet ‘nude’ overtræder ikke de regler. Indhold, som en bruger eller virksomhed selv lægger op, vil – medmindre der er tale om falsk eller ikke tilladt indhold – altid være synligt for dens følgere,” skriver hun.

“Vi har til gengæld strengere regler for det indhold, som vi anbefaler til brugerne. Det skyldes, at indholdet kommer fra profiler, som folk ikke følger, og for dermed at sikre, at indholdet er passende for alle, herunder brugere ned til 13 år. Det gælder blandt andet stærkt seksualiseret sprogbrug eller øvrigt seksualiseret indhold, der derfor i visse steder på fx. Instagram ikke vil have samme synlighed som andet indhold.”