Matinique sætter fra i dag alle sejl ind på en ny kampagne med Simon Kvamm som frontfigur. 

Det er herrebrandets 50 års jubilæum – og lanceringen af kollektionen M73 – der er anledning til det store tryk fra Matinique. 

”Vi forsøger at fejre og se ydmygt tilbage på de 50 år, vi har har været i markedet. Så vi har lavet en brandingkampagne, der er en større fortælling om, hvad vi har været, men i endnu større grad hvad vi skal være i mange år fremover,” siger Morten Dybdahl, der er brand director hos Matinique. 

”Når mænd bliver 50 år, er der ofte en fortælling om, at man skal ud og købe en stor Harley-Davidson og realisere sig selv. Men vi blev hurtigt enige om, at det slet ikke var den vej, vi skulle gå i kampagnen. Og vi ville heller ikke ud og lave en masse tilbud. Vi er et modent og selvsikkert brand – og det skal kampagnen også være,” siger han. 

Artiklen forsætter efter billedet fra Matinique-kampagnen.

Matinique blev stiftet i 1973, og det er derfor 50 års jubilæumskampagnen med Simon Kvamm i front hedder M73. Foto: Rasmus Weng Karlsen

Moden, selvsikker og med kant

Moden, selvsikker – og ikke bange for at have kant. Sådan beskriver Matiniques brand director netop Simon Kvamm, der som frontfigur for bands som Nephew og Hugorm, og senest som dommer i X-Factor, i hans optik ofte har turdet stå ved sig selv. Og også tage dristige valg i sit look. Og det passer perfekt til Matiniques kampagne, siger han. 

”Simon er blevet lidt mere vovet og lidt mere skæv. Han tør tage neglelak på, og tror på sig selv. Det er også der, vi føler, at Matinique står efter 50 år. Vi er kommet os over de usikkerheder, man normalt kan have i livet. Han står et sted, hvor han siger: Sådan her er jeg. Jeg kan godt gå i et normalt jakkesæt eller chinos, men jeg mikser det også med gamle styles eller en klud om halsen. Han giver det et personligt præg,” siger Morten Dybdahl. 

”Vi står et sted som brand, hvor vi er en stabil leverandør på herremarkedet. Vores målgruppe er mænd på omkring de 25 år. Men der er også mange, der bliver konfirmeret i et jakkesæt fra Matinique. Vi har med andre ord en bred målgruppe, og vi står også ved, at vi er et brand for de mange. Ikke for de få.” 

Det er anden gang, at Simon Kvamm agerer frontmand for Matinique. Det samme gjorde han også i en kampagne for brandet i 2019.

Og generelt er brugen af kendte ansigter med noget på hjerte en effektiv strategi, siger Morten Dybdahl. 

”Det er noget, vi gør rigtigt meget brug af i vores koncept Matinique Icons. Her bygger vi kampagner og reklamer op om personligheder, der bidrager med noget udover at se godt ud,” siger han. Tidligere har brandet også brugt den danske skater Rune Glifberg og skuespiller Ulrich Thomsen i konceptet. 

Du kan her se kampagnefilmen med Simon Kvamm – artiklen fortsætter efter videoen:

For at se indholdet skal du acceptere cookies.

Opdater dine indstillinger
Video: Andreas Braamunk Møller

Dybt forankret marketingstrategi

Den røde tråd i Matiniques brandingstrategi er at være en base i herrernes garderober, forklarer Morten Dybdahl. 

”Matinique har været meget drevet af markedsføring. I de tidlige 80’ere var vi et meget mere avantgarde brand med store internationale kampagner. Det har vi også vundet internationale priser for. Det er har altid været en del af vores branding, at Matinique ikke kun handler om tøjer. Du køber også ind i nogle værdier,” siger han. 

”Men når man er 50 år, har man også haft nogle ups and downs. Det har Matinique også. Vi satte os i år 2000 og lavede en ny brandingstrategi, som gør, at brandet overlever på sigt. Her er målet, at vi skal være en del af fundamentet i herregarderoben,” siger Morten Dybdahl. 

Udover en kampagne med Simon Kvamm i spidsen har Matinique også valgt at aktivere 50 andre personer – herunder nuværende og tidligere ansatte, brancheprofiler og stifteren af Matinique, Niels Martinsen – i et kampagneben, hvor de er blevet fotograferet med polaroidkamera og hver især fortæller en personlig historie om deres arbejde med og forhold til brandet. 

Sådan ruller kampagnen ud

Uge 39-40 kører kampagnen med Simon Kvamm i bybilledet i Danmark.

Polaroid-fortællingerne kører fra onsdag morgen den 9. august og lanceres med stifter af Matinique, Niels Martinsen, som den første. Den 10. august følger Simon Kvamm. De kører ud på sociale medier.

Det bliver i alt publiceret 3 fortællinger med cases fra brandet hver uge fra i morgen.

”De historier kommer til at køre i hele andet halvår. Det er historier, der har fokus på, hvornår man tror mest på sig selv. Og så er det også for at vise, at når man som brand er 50 år, så står man på skuldrene af en masse personer, der har været med til at forme Matinique. De bliver alle iklædt vores nye kollektion. Men vi håber, at en stærk menneskelig historie også vil skabe en større interesse og relevans hos vores kunder,” siger Morten Dybdahl. 

Skruet markant op for budgettet

Morten Dybdahl kan ikke oplyse, hvad marketingbudgettet er for Matiniques nye kampagne. Man han fortæller, at det er en massiv investering for virksomheden. 

”Vores marketingbudget dette år er en del større end normalt. Men vi fyrer ikke det hele af på én reklamekampagne. Hele M73-kollektionen skal ikke fyres af på seks måneder. Vi skal have det med i vores kollektioner fremadrettet, og derfor er det en stor satsning, som vi løbende skal gøre opmærksom på,” siger Morten Dybdahl. 

”En af årsagerne til, at vi lever i bedste velgående, er også, at vi aldrig kun har det korte lys på. Vi skal også huske at fremtidssikre vores brand. Det er en af grundene til, at vi sidste år lavede vores bedste resultat på top og bund i 25 år,” siger han. 

Han understreger, at brandet selvfølgelig også gerne ”vil se et afkast, når man investerer”. Men det er langt fra det eneste mål for kampagnen.  ”Men hovedformålet er ikke at se en massiv vækst med det samme. Det er at fremtidssikre vores brand, blandt andet ved også at få nogle yngre forbrugere i tale. Det tror vi på, at vi kan gøre ved at lave en kampagne, der ikke er for poleret og retoucheret, og hvor der er rigtige mennesker med noget på spil i centrum. Det passer både til vores kerneforbruger, men også til en yngre målgruppe,” siger han. 

Du kan herunder se første kampagnefilm for polaroid-fortællingerne fra Matinique:

For at se indholdet skal du acceptere cookies.

Opdater dine indstillinger
Video: Andreas Braamunk Møller