Danske Spil topper listen over de brands og virksomheder, der købte flest reklamer i Danmark sidste år.

Det viser en liste over de 20 største danske annoncører i 2022, som Kantar Gallup har udarbejdet for Markedsføring.

Spilgiganten købte ifølge analysehuset reklamer for godt 190 millioner kroner – hvilket er nogenlunde på niveau med investeringerne i 2021.

Elgiganten tager igen andenpladsen som den største reklamekøber med en medieinvestering på godt 162 millioner kroner. Det er fem procent mere end i 2021.

Det er dog vigtigt at understrege, oplyser Kantar Gallup, at tallene dækker bruttoinvesteringerne i reklamekøb. Det vil sige investeringerne før alle former for rabatter.

Disse medier er med i målingen

Dagblade
Søndagsaviser
Ugeblade
Magasiner
TV
Biograf
Radio
Outdoor
Display desktop og mobil
Search

Disser medier er ikke med

Husstandsomdelte ugeaviser (kun opmålt 2021),
Online Video desktop og mobil (opmåling startet 2. halvår 2021),
Sociale Medier (opmåling startet 2. halvår 2022)

Kilde: Kantar Gallup

På tredjepladsen er Boozt.com trods en reduktion på seks procent i investeringerne tilbage igen. Her lå Sundhedsstyrelsen sidste år – primært på grund af store investeringer i corona-kampagner.

“2023 bliver spændende”

Kantar Gallups tal viser, at 16 ud af de 20 største danske annoncører øgede deres reklamekøb i 2022, mens blot fire skar ned sammenlignet med året før.

De fire brands, der reducerede deres reklamekøb i 2022 sammenlignet med året før, er Lidl, der har skåret med 20 procent, YouSee, der har skåret med ni procent, og henholdsvis Boozt.com og Skousen, der begge har reduceret deres reklamekøb med seks procent.

Blandt de brands, der øgede investeringerne mest i reklamer i 2022 i forhold til 2021, finder man Coca-Cola Danmark (+91 %), Kvickly/Superbrugsen (+73%), Zalando (+65%) og Disney (+54%).

Hvordan billedet kommer til at se ud for indeværende år, tør Claus Nyvold, Senior Client Director hos Kantar Gallup, ikke spå om, men siger:

”Det bliver  i hvert fald spændende at se om ét år, når vi kender 2023, om faktorer som inflation, krig, energipriser/-krise, recession, faldende forbrugertillid, måske stigende arbejdsløshed og faldende huspriser vil slå igennem på reklamespend.”

Se de 20 største annoncører i 2022 – og udviklingen i deres reklameinvesteringer i forhold til 2021 – i tabellen herunder.

Kilde: Kantar Gallup Adfacts. Alle beløb er brutto-kroner, dvs. beløbene er før alle former for rabatter. Alle mediegrupper, som er opmålt i begge helår, er medtaget. Illustration: Infogram/Markedsføring

Og herunder kan du se udviklingen i faktiske tal for de 20 største annoncører: