De fleste ved, hvordan en Tuborg Grøn-flaske ser ud, men lige nu kan man møde nogle helt særlige af slagsen i bybilledet over hele landet. 

Det oplyser de to Grøn-arrangører, Muskelsvindfonden og Tuborg, i en pressemeddelelse.

Der er tale om 30 unikke flasker, der er udformet af glaspusteren Mikkel Yerst i samarbejde med formand for Muskelsvindfonden, Simon Toftgaard Jespersen, der selv lever med muskelsvind, og konferencier Jacob Haugaard. 

Flaskerne udgør på deres egen måde en central del af en ny kampagne fra Tuborg og Muskelsvindfonden – ”Fælles om at være forskellige” – som lige nu ruller ud over kongeriget som optakt til koncertrækken Grøn, der har premiere i Tårnby den 16. juli.

Flaskerne kommer således på auktion i samarbejde med Bruun Rasmussen. Flaskerne er her vurderet til 5.000 kroner stykket, og pengene fra auktionen går til et særligt formål, der sigter bredere end blot koncertrækken i juli.

Artiklen fortsætter under billedet.

Fra venstre: Glaspuster Mikkel Yerst, Grøn-konferencier Jacob Haugaard og Simon Toftgaard Jespersen, formand for Muskelsvindfonden. Foto: Malik Eriksson

”Bedre adgang til musikken”

Overskuddet fra Grøn går som vanligt bl.a. til fondens arbejde for et bedre liv med muskelsvind – men med flaske-auktionen håber arrangørerne at skaffe endnu flere midler til et specifikt formål.

“De 30 unikke Tuborg Grøn-flasker fortæller en historie om forskellighed og er samtidig med til at samle ind til at skabe bedre tilgængelighed for mennesker med handicap på spillesteder,” udtaler Christopher Bak Billing, der er sponsordirektør hos Tuborg, i meddelelsen og tilføjer:

”Grøn handler om fællesskab og om, at alle skal kunne være med, og derfor har vi i år igangsat et nyt, målrettet initiativ, der skal skabe bedre adgang til musikken – også når Grøn-turnéen er ovre.” 

Eksempel på en af de skæve flasker, der kommer på auktion. Foto: Thomas Juul

På den måde vil Grøn give lidt tilbage til de spillesteder, som gennem årene har været med til at udklække de talenter, der i mere end 40 har stået på Grøns scener – og samtidig give mennesker med muskelsvind og andre handicap adgang til flere musikoplevelser. 

“30 små kunstværker”

Hos det kreative bureau Wibroe, Duckert & Partners, som har været samarbejdspartner på projektet, er der stor glæde over kampagnen – og projektet.

“Jeg er så glad og taknemmelig for, at alle involverede har haft et stort ønske om at ville lykkes med dette projekt. Og ikke bare på den nemme måde. For selvfølgelig kunne vi lave et flot billede af en skæv flaske med AI, men kunne vi lave 30 forskellige i virkeligheden?,” lyder det i en kommentar fra Rasmus Petersen, kreativ direktør på WDP, til Markedsføring.

Han fortæller om processen:

“Tilfældighederne ville, at Jacob Haugaard udstiller kunst hos glaspuster Mikkel Yerst, og han var klar på at hjælpe og den helt rigtige til opgaven. Men en ting var selve flaskerne. De skulle også tappes, kapsles og have etiketter på. Og bortauktioneres som 30 små kunstværker. Her trådte Bruun Rasmussen til, og de har været enormt engagerede i at støtte den gode sag.”

Rasmus Petersen oplyser, at de første bud i øvrigt allerede er begyndt at lande.

“Det bliver spændende at følge med i. Men kompleksiteten stopper ikke her. For at understrege budskabet om at “Vi er fælles om at være forskellige” har hver af de 30 flasker fået hver sin outdoor, der snart kan ses i bybilledet. Her midt under VM er det nok en halvslidt kliché, men det har været en kæmpe holdindsats at nå hertil – og vi skylder en stor tak til Tuborg, Muskelsvindfonden, Mikkel Yerst og Bruun Rasmussen. Det her er ikke bare en særlig form for flaske. Det har også været en særlig form for samarbejde,” siger han.

”Et af årets højdepunkter”

Og hos Muskelsvindfonden er det en afgørende værdi at skabe plads til forskelle i samfundet.

“Det er fantastisk, at vi sammen med Tuborg nu får mulighed for at give lidt tilbage til de spillesteder, som på mange måder er det springbræt, der gør Grøn mulig,” udtaler Simon Toftgaard Jespersen, formand for Muskelsvindfonden, i pressemeddelelsen.

Han kalder Grøn et af årets højdepunkter, både for mange af fondens medlemmer og for sig selv personligt.

”Så det giver mig et stort smil på læben, at vi gennem denne kampagne kan give et lille bidrag til, at der bliver skabt bedre plads til forskelle flere steder i det danske musikliv. På den måde får endnu flere mulighed for at gå til koncerter, også når der ikke er Grøn.” 

Tuborg og Muskelsvindfonden har arrangeret Grøn siden 1983 – de første mange år under navnet Grøn Koncert.

I år var hele turnéen udsolgt efter fem dage – og med en ny publikumsrekord på 203.500 gæster til følge. 

Se film om projektet her.