Havas Danmark har efter en længere pitchproces vundet Red Bulls danske mediebudget.

Det oplyser bureauet i en mail til Markedsføring.

Dermed siger energidrikken farvel til Dentsu X, som har håndteret de danske medieinvesteringer siden 2012, og som senest genvandt budgettet i 2023.

Og det nye samarbejde vækker ikke overraskende glæde hos Havas.

”Red Bull er et brand med en helt unik position og en stærk kultur, som passer rigtig godt til os. Det er et af de mest konsekvente og stærkeste brands i verden samt markedsleder i deres kategori, så det er et partnerskab, vi er meget stolte af,” udtaler Thomas Lyngsfeldt, der er CEO på Havas Danmark, i mailen.

Thomas Lyngsfeldt udtrykker i øvrigt stor ros til Red Bull ”for en rigtig god, sjov og spændende pitch proces”.

”Vi har oplevet stor åbenhed, stærk faglighed og gode dialoger hele vejen igennem, og det har været med til at skabe et solidt fundament for samarbejdet. Det har været tydeligt gennem hele processen, at ambitionen er høj, både i forhold til kvalitet, tempo og effekt. Det passer ekstremt godt til den måde, vi arbejder på i Havas.”

”Højt fagligt niveau”

Jonas Lundahl og Signe Søder, der er henholdsvis investment director og strategy director på Havas Danmark, har også oplevet pitchen positivt.

Det har været en proces med et meget højt fagligt niveau, hvor Red Bull har budt ind med skarpe spørgsmål. Det har gjort det muligt at gå i dybden og virkelig arbejde med, hvordan vi sammen kan udvikle og styrke deres tilgang fremadrettet,” siger Jonas Lundahl. 

Signe Søder uddyber:

“Noget af det, der har kendetegnet processen, er den gode kemi og den energi, der har været i dialogen fra start til slut. Vi glæder os rigtig meget til at arbejde sammen med Red Bull-teamet og omsætte den gode start til stærke planer og eksekveringer, der kan gøre en reel forskel for brandet i Danmark.”

Det fremgår ikke, hvem Havas har været i konkurrence med, men ifølge Markedsførings oplysninger har blandt andre OMG og Dentsu været med.

Red Bull selv ønsker ikke at udtale sig, ligesom parterne ikke oplyser budgetrammen for samarbejdet.