”Hvilke tre reklamer (danske eller internationale) synes du har været de bedste i 2026 indtil videre – og hvorfor?”
Sådan skrev vi til seks kendte navne fra den danske reklame- og marketingbranche.
Søren Christensen, partner og strategy director på Robert/Boisen + Like-minded, tager sig af første skud.
”Alle tre bud fra mig stammer fra sportens verden, som er et univers, hvor brands kan blive en del af samtalen på en måde, der ikke føles påtaget,” skriver han og tilføjer:
”Vi har et slide, der siger: ”If it looks like advertising, you’re doing it wrong.” Alle tre nedslag er gode eksempler på, hvordan man kan skabe kulturel relevans uden at lade brandet forsvinde.”
Her er hans tre udvalgte cases.
ADIDAS
”Efter at Nike i årevis havde bygget store kampagner op omkring jagten på de magiske to timer på maratondistancen – blandt andet med Breaking2 – lykkedes det ikke bare én, men to adidas-sponsorerede løbere at bryde grænsen ved London Marathon.”
”Efter Sabastian Sawes historiske sub-2-maraton blev tiden skrevet direkte på skoen, som han holdt op foran kameraerne. Ét autentisk billede med produktet helt i centrum gik verden rundt. En sprittusch, perfekt timing og autenticitet gjorde arbejdet.”
”Jeg tror, vi stadig kigger på det billede om 10 år.”
Artiklen fortsætter under billedet.
LEVI’S STADIUM VED VM
”FIFA forsøgte at gøre Levi’s usynlige under VM ved at dække stadionnavnet til. Det blev i stedet et viralt billede, som Levi’s hurtigt greb og foldede ud på sociale medier og i butikker, samtidig med at brandet smart spillede ind i den generelle skepsis over for FIFA.”
”Kulturel relevans handler også om at være vågen nok til at eje øjeblikket, når det opstår. Og så er det et fantastisk eksempel på, hvor langt et stærkt brand device som formen på et logo kan tage én.”
”Tag den Infantino.”
Se film om Levi’s-idéen her.
KFC: KYLE F*CKING CONNOR
”Vores kreative direktør Heinrich (Vejlgaard, red.) sagde: ”Du vil elske den her”, da han delte den med mig. Og det havde han 100 procent ret i. Det er et virkelig godt eksempel på, hvordan man kan blive en relevant del af noget, der betyder ALT for en målgruppe.”
”Og hvis man gør det med kant, overraskelser og humor, gør det heller ikke noget, at man smører det ind i branding devices. KFC fik en hel by til at gå rundt med kyllingespande på hovedet.”
”Stærkt spillet.”
Se også case-film under billedet.