En række nye film fra DSB og det kreative bureau Accenture Song sætter i den kommende tid spot på ”den gode tog-adfærd”.

Det oplyser bureauet i en mail sendt til Markedsføring.

Kampagnen, der får premiere mandag den 29. september, ridser filmisk en række situationer op – herunder oldemors fødselsdag, en jobsamtale, en fødselsforberedelse og et bestyrelsesmøde – hvor forskellige personer opfører sig temmelig besynderligt.

Med sætningen ”Hvis du ikke ville gøre det her, så skal du nok heller ikke gøre det her” udstilles tosset togadfærd dermed med en god portion humor, så ingen kan være i tvivl om, hvad budskabet er.

Som for eksempel hold fødderne væk fra sæderne, lad være med at spille høj musik på mobilen, drop de højlydte mobilsamtaler med lyd på, tag dit affald med, når du står af – kort sagt: Tag hensyn til andre.

”Vi fremhæver absurditeten ved nogle menneskers adfærd i toget ved at vise den i en anden kontekst. Dermed kan vi på en humoristisk og skarp måde pege på, hvad der er dårlig adfærd – og samtidig lande i den gode adfærd,” lyder det fra Aske Kror, senior kreativ på Accenture Song, i mailen.

Kommunikation i tre spor

Kampagnen, der ruller fra uge 40 og tre uger frem, er den første kampagne under DSB’s nye kommunikationsinitiativ med titlen Sammen om en god rejse.

Kommunikationsinitiativet vil ifølge DSB og Accenture Song fremover være ”den røde tråd i kampagner og aktiviteter med den fælles rejse som omdrejningspunkt”, og aktuelt arbejdes der i tre spor: Fællesskab, tryghed og adfærd.

Fællesskabs-sporet handler om, at DSB vil invitere passagererne ind i nye oplevelser. 

Et eksempel på det sås i sidste uge, fra den 15. til den 21. september, hvor man med ”Offlinetoget” i samarbejde med Headspace opfordrede passagererne til at lægge mobilen væk og være mere nærværende sammen under mantraet #Sluksammen.

Trygheds-sporet handler om en række tiltag, der skal give passagerne ”en rolig og sikker rejse”. Herunder for eksempel ’tryghedsvagter’ og ’børneguider’.

Og endelig skal den første store adfærdskampagne vise, hvordan små handlinger og hensyn kan gøre rejsen bedre for alle, og for DSB er det vigtigt, lyder det i mailen, ”at vise, at man er opmærksom og handler for, at der er plads til alle på rejsen”.

”Toget er et mikrokosmos”

Debatten om larm og hensyn i kollektiv transport har fyldt både i Danmark og internationalt. I London kører man for eksempel netop en kampagne mod høj musik og samtaler på højtaler i metroen.

Og DSB’s egne analyser blandt togpassagerer viser, at der er behov for at tage fat i problemstillingen.

Ifølge analysen siger 58 procent oplever større tryghed, når folk taler lavt i telefon, mens 74 procent peger på affald som en væsentlig kilde til utryghed.

“Toget er et mikrokosmos, en lille model af samfundet. Selvom DSB stiller rammer til rådighed, så er vi fælles om at skabe en god rejse uden utryghed og unødig irritation,” udtaler Niels-Otto Fisker, der er underdirektør for Kommunikation & Branding i DSB, i mailen.

Fra Accenture Songs side oplyses, at kampagnen er udviklet til at kunne leve længe og folde sig ud på tværs af platforme; fra biograf og tv til sociale medier og OOH. 

" Vi arbejder med et kalejdoskopisk greb for at skabe sammenhænge mellem sporene.
Thomas Martin Hansen, senior manager på Accenture Song

Om modellen med de tre forskellige spor lyder det fra Thomas Martin Hansen, senior manager på Accenture Song:

”Vi arbejder med et kalejdoskopisk greb for at skabe sammenhænge mellem sporene. Styrken i Sammen om en god rejse er netop, at vi samler tre meget forskellige spor i ét initiativ. Det gør os i stand til både at bygge positiv nettofølelse omkring DSB og samtidig løse de konkrete opgaver i hvert spor.”

Kampagnen ruller ud på tværs af kanaler mandag i uge 40 – blandt andet på TV, SoMe, biograf, BVOD, railboards og Twitch. 

Der er skudt fem 20 sekunders film til TV og en 30 sekunders film til biograf, suppleret med forskellige edits til andre kanaler.

Smugkig på fire af filmene herunder. Peter Harton har instrueret, og Song Studio og Klub Moderne har produceret.