Det er monsterkoldt for fingrene, hvis man skal nyde en Jägermeister ved den rette serveringstemperatur – som er 18 minusgrader.

Så forbrugerne slækker lidt på principperne og drikker i stigende grad den kendte bitter ved stuetemperatur. 

Så for at bringe fokus tilbage på den korrekte servering har det kreative bureau Marketsquare udtænkt verdens mest nuttede løsning: Bittesmå, strikkede luffer, så fingerspidserne kan holde varmen, når man griber om glasset.

Det skriver Marketsquare i en mail til Markedsføring.

Idéen samles lige nu op af branchemedier verden over, herunder amerikanske AdAge og Ads of the World, og ud over at det er god, international PR for brandet, så er det faktisk også gået rigtig godt for den mørke driks popularitet, siden samarbejdet med Marketsquare startede.

Artiklen fortsætter under billedet.

Såda ser de små fingerluffer ud på tæt hold. Foto: PR

”Siden vi begyndte at arbejde med Jägermeister, er der sket en vækst på 36 procent i følgerskaren, og alene på Instagram er der kommet over 19.000 opslagsinteraktioner – så det bliver enormt spændende at følge effekten af vores lille strik,” lyder det fra Melissa Kahraman Nielsen, der er social media strategist hos Marketsquare, i mailen, hvor hun tilføjer:

”Det er også meget taknemmeligt at arbejde med Mikkel Søndergaard (senior brand manager hos Hans Just, der står bag Jägermeister i Danmark, red.), som er en kæmpe ja-hat, der kan se den kreative værdi, vi bidrager med.”

Annoncen i Billed-Bladet. Foto: PR

Luffer revet væk via annonce

Kernen i kampagnen er de små strikkede luffer, designet specifikt til fingerspidserne, så man kan holde om de små, iskolde shotsglas uden at fryse fingrene af.

Og selve kampagnen er lanceret med en kort film, der introducerer ’Fingerluffen’ med et glimt i øjet.

Senior art director Anders Winther fra Marketsquare skriver i mailen om arbejdet med idéen.

”Det var lidt angstprovokerende at begynde arbejdet med et så markant globalt brand – med en så stringent platform, der har kørt stort set ensartet i 20 år. Derfor søgte vi bredere i vores idéudvikling for at finde nye vinkler, der kunne forny det iskolde koncept.”

Og fornyet blev det – også medievalgsmæssigt.

Her har man for eksempel – for også at nå den yngre målgruppe fra en mere uventet vinkel – rettet kampagnen mod dem, der bekymrer sig mest om kolde fingre: Bedsteforældre. 

Så via en annonce i Billed-Bladet kunne bedsteforældrene sende Fingerlufferne direkte til deres børnebørn. Kvit og frit. Og de er allerede revet væk, oplyser bureauet.

Siden udkommer en strikkevejledning på sociale medier, så alle får mulighed for selv at lave et par Fingerluffer, og så vil de små stykker strik kunne findes på udvalgte barer i Danmark – ligesom de vil kunne købes på kampagnens website.

Se kampagnefilmen herunder.