Sundhedsstyrelsen har valgt fire bureauer til en ny rammeaftale, der skal understøtte styrelsens kommunikation de kommende tre år med mulighed for forlængelse i yderligere ét år.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra styrelsen.
De valgte bureauer er Forte Advice på strategisk kommunikationsrådgivning, &Co/NoA og Lead Agency på kreative ydelser samt WPP Media på medieindkøb.
Ifølge EU’s udbudsportal har rammeaftalen en anslået værdi på samlet set 76 millioner kroner eks. moms.
Strukturen i rammeaftalen er ændret i forhold til tidligere aftaler, således, at strategisk kommunikationsrådgivning, kreative ydelser og medieindkøb nu er opdelt i særskilte delaftaler.
Aftalen fordeler sig således med 40 millioner kroner på kreative ydelser, 28 millioner kroner på medieindkøb og 8 millioner kroner på Strategisk kommunikationsrådgivning.
Og formålet er, skriver styrelsen, at ”sikre en tydeligere specialisering, en stærkere kobling mellem strategi, kreativ udvikling og medieindsats samt bedre mulighed for at bringe de rigtige kompetencer i spil fra opgave til opgave”.
Vil udfordre vanlige metoder
Sundhedsstyrelsen har desuden ønsket at bruge udbuddet til at udfordre den måde, styrelsen traditionelt arbejder med kommunikation på, fremgår det af meddelelsen.
Det gælder blandt andet brugen af kanaler, målgruppeindsigter, effektmåling og samspillet mellem strategisk rådgivning, kreative løsninger og medieplanlægning.
”Vi har ønsket en rammeaftale, der både sikrer høj faglighed og udfordrer os på de områder, hvor kommunikationslandskabet udvikler sig hurtigt,” udtaler Gry Bess Møller, kommunikationschef i Sundhedsstyrelsen, i meddelelsen og tilføjer:
”Vi forventer et samarbejde, der i høj grad bygger på strategiske indsigter, brug af data, en stærk kobling mellem strategi og eksekvering og nytænkning i blandt andet brugen af kanaler. Det har de vindende bureauer i særdeles stor grad vist, at de kan levere.”
Den seneste rammeaftale blev indgået i efteråret 2022 og lød på en treårig budgetramme på 60 millioner kroner eks. moms. Aftalen omfattede bureauerne Advice (i dag Forte Advice), Pong, Radius og Primetime.
Den nye rammeaftale trådte i kraft juli 2026.