En Super Bowl-reklame fra kosmetikbrandet e.l.f skilte sig under søndagens NFL-finale ud ved at være yderst repræsentativ i sit cast: Her var mænd, kvinder, unge, ældre, farvede, homoseksuelle og en enkelt drag-queen.
Men ellers var diversiteten og inklusionen i Super Bowl-reklamerne ikke noget at råbe hurra for. Det skriver branchemediet Adweek på baggrund af en AI-baseret analyse fra virksomheden Alltold.
Den gode nyhed er dog, skriver mediet, at det går fremad med repræsentationen af kvinder i reklamerne. 43 reklamer gav kvinder 40 procent eller mindre ’screentime’.
10 reklamer gav kvinder mere end 80 procent ’screentime’, og Doritos’ ”Dina & Mita” var en af undtagelserne, der havde kvindelige hovedroller.
Artiklen fortsætter under filmen.
I forhold til hudfarve kommer Alltold til nogenlunde samme konklusion:
Inklusionsraten for ’personer med mørkere hudfarver’ lå på lige knap 32 procent i år mod lige under 27 procent i 2023.
80-årig undtagelse
Til gengæld ser det mindre godt ud for andre historisk underrepræsenterede grupper: Personer med funktionsnedsættelser, LGBTQIA+-grupper og ældre mennesker.
AI-værktøjet identificerede i årets Super Bowl-film kun to lesbiske kvinder, og inklusionsraten af ældre personer er, ifølge Alltolds data, ikke blevet bedre siden 1969.
Der er dog, skriver Adweek, visse begrænsninger i Alltold-værktøjet, da det f.eks. ikke ’ser’ seksuel orientering, medmindre personerne i filmen interagerer med hinanden.
I 44 spots fik ældre personer mindre end 20 procent ’screentime’.
En bemærkelsesværdig undtagelse var naturligvis BMW’s ”Talkin’ Like Walken” med den 80-årige skuespiller Christopher Walken som hovedfigur.
Artiklen fortsætter under filmen.
Der er håb forude
De lidt nedslående tal til trods, er der dog helt overordnet håb forude, mener Jea Hyun Reece, der er design director hos Moving Brands.
“Størstedelen af Super Bowl-reklamerne bevæger sig i en mere positiv retning, når det kommer til repræsentation, selvom denne bevægelse virker trinvis,” siger hun til Adweek og tilføjer:
“Efterhånden som millennials og Gen Z vil udgøre en større og større del af arbejdsstyrken, og især efterhånden som vi ”woke millennials” selv bliver ledere og beslutningstagere, vil tingene ændre sig. Omend det vil ske langsomt.”
I år så omkring 123,4 millioner mennesker, ifølge analysevirksomheden Nielsen, med, da Kansas City Chiefs natten til mandag dansk tid vandt Super Bowl over San Francisco 49ers.
Det er en all time high – sidste år lød tallet på 115,1 million seere på tværs af tv og streamingtjenester.
Se den omtalte Super Bowl-reklame fra e.l.f. herunder.