Den danske tech-virksomhed Zuuvi har fået tilført 12,5 millioner kroner i kapital, oplyser de i en pressemeddelelse.

Omtrent halvdelen af pengene kommer fra eksisterende investorer, mens den anden halvdel er lån fra den svenske udlånsvirksomhed Ark Kapital.

Pengene skal bruges til ekspansion og produktudvikling, fortæller Zuuvis CEO, Alexander Augustesen, til Markedsføring, men ligeså vigtigt, siger han, viser det, at “vores nuværende ejere og Ark Kapital tror på produktet og den rejse, vi er på.”

Zuuvi er en designplatform til marketingafdelinger, hvor man kan designe og eksekvere digitale annoncer på digitale kanaler. De har omtrent 100 kunder i Danmark, der blandt andre tæller Toyota, Salling Group og Shaping New Tomorrow.

“Kapitalindsprøjtningen betyder, at vi kan eskalere vores internationale ekspansion og putte et yderligere pres på markederne i Sverige, Norge, Belgien og Holland. 20 procent af vores forretning er i udlandet, og det skal stige,” siger Alexander Augustesen.

Udover internationaliseringen skal pengene bruges til at investere og udvikle den kunstige intelligens, der er implementeret i Zuuvis designplatform.

Virksomheden ejes delvist af bureauet Sunrise og Johan Ernst Wedell-Wedellsborg gennem hans investeringsvirksomhed Weco, der også har store investeringer i shipping og biotech.

Profitabel i 2024

Siden 2019 har Zuuvi kørt med et voksende underskud. Ifølge seneste regnskab var deres driftsresultat for 2022 på minus 6,4 millioner kroner. I samme regnekab fordoblede de ellers deres løbende indtægter.

Den seneste kapitalindsprøjtning gør, at Zuuvi har fremskudt den dato, hvor de forventer at være en profitabel forretning.

I fordobler jeres abonnementsindtægter, men jeres underskud har været voksende siden 2019. Hvordan hænger det sammen?

“Vi har valgt en vækstrejse, der kræver kapital og investeringer, så vi kan hjælpe kunderne på det rigtige niveau. Vi forventer også et underskud i indeværende år,” siger Alexander Augustesen og tilføjer:

“Men vi har fremskudt vores profitabilitets-punkt til næste regnskabsår. I fjerde kvartal 2024 forventer vi at være profitable. Og den nye investering viser, at der er en tiltro til, at vi har en indtjenende forretningsmodel.”

Vi har set enkelte fyringer og fyringsrunder i reklame og marketing, der begrundes med et svært marked. Kan det gøre dig nervøs for, at der er et behov for jer?

“Ja, det kan godt presse os. Og da vi stod i slutningen af sidste år og kunne se et presset marked, var vi meget opmærksomme på det. Men vi er ikke et performance-tool, vi er et produktions-tool, så det har ikke ramt os. Og så længe vi leverer det bedste produkt, bliver det ikke et problem.”