Mona Juul er blevet udpeget som ny politisk leder af Konservatives folketingsgruppe efter Søren Pape Poulsens bortgang.
Det bekræfter partiet i dag på et pressemøde på Christiansborg, hvor man også fortæller, at hovedbestyrelsen i Konservative enigt peger på Mona Juul som partiformand.
Mona Juul er indtil videre ikke valgt som formand for partiet – den beslutning ligger hos partiets medlemmer. For nu er Michael Ziegler fungerende formand for Konservative. En rolle, han ikke ønsker at have fremadrettet, sagde han på pressemødet.
Mona Juul selv brugte både pressemødet til at takke for tilliden – og mindes Søren Pape Poulsen.
”Vi giver ikke slip på Søren. Men vi er nødt til at få en ny politisk leder af vores parti. Også selvom det ikke føles helt rimeligt,” sagde hun på pressemødet.
“Også selvom mange af os stadig har brug for plads til at være i sorg. Det har jeg haft brug for og har stadigvæk. Og det tillader jeg at give mig selv lov til. Men på klassisk konservativ maner søger vi også en orden. Sådan ville Søren også have ønsket det. Selvom vi gerne ville have været denne situation foruden, og selvom der ligger en dyne over glæden, så er jeg stolt over, at jeg er blevet betroet rollen som politisk leder for Konservative,” sagde hun.
Hun takkede også Søren Pape Poulsen for det, hun har lært af ham.
”Vi har stadig brug for plads og tid til at begribe og bearbejde Sørens død. Vi har været privilegerede over at have kendt ham og har lært meget af ham. Det har jeg også. Det var under Søren som partiformand at jeg stillede op første gang. Jeg elskede at Søren interesserede sig for rigtige mennesker og resultater,” sagde hun og tilføjede:
”Sammen kommer vi til at klare det her. Vi lover at passe godt på partiet. Og vi lover at gøre det så godt, som vi overhovedet kan.”
Stor bureaubaggrund
Inden Mona Juul i 2019 blev valgt ind i Folketinget, havde hun en lang karriere i den danske reklame- og bureaubranche.
Fra 1997 til 2018 arbejdede Mona Juul på reklamebureauet Envision. I 11 af årene var hun adm. direktør, og fra 2003 til 2022 var hun bestyrelsesmedlem og partner i bureauet, der leverede flere stærke regnskaber under hendes ledelse.
Mona Juul annoncerede i 2022 i et interview med Markedsføring sit endegyldige farvel til den danske reklamebranche, da hun stoppede i tre bureaubestyrelser.
”Det er sindssygt vemodigt, men op til et kommende folketingsvalg, hvor gode mennesker har opfordret mig til at stille op igen – og hvor jeg kommer til at give den fuld smadder – så synes jeg, tiden var kommet,” sagde Mona Juul dengang til Markedsføring.
Da Mona Juul i 2019 blev valgt ind i Folketinget fortalte hun til Markedsføring, at hun mente, at hendes bureaubaggrund ville være en styrke i hendes politiske liv.
“Ja, det tror jeg afgjort, det vil kunne. Som udgangspunkt kunne man jo ellers mene, at erhvervsperspektivet kunne risikere at blive ‘lidt kedeligt’, men jeg tror, at netop min baggrund i reklamebranchen vil kunne gøre en forskel,” sagde hun.
Hvordan?
“Især i min måde at gå til tingene på. Jeg får i hvert fald at vide, at jeg gør tingene anderledes: At jeg er meget kommunikerende, at jeg giver meget af mig selv, og at jeg er meget ærlig og ikke bange for at sige tingene lige ud.”
Udover en bestyrelsespost i Envision trak hun sig også fra bestyrelserne i Orchestra og i First Chair Group.
Mona Juul er også tidligere formand for brancheorganisationen Kreativitet og Kommunikation.
Opdateret kl. 12.13 med kommentarer fra Mona Juul på pressemødet.