Imens marketingbranchen har kæmpet med at tiltrække nye talenter i 2022, har flere af branchens skarpe og kendte profiler søgt nye græsgange.

Enten ved at træde ind i et nyt – og måske lignende – job. Eller ved at træde ned ad helt andre stier.

Her får du mediet Markedsførings liste over de 25 mest bemærkelsesværdige ’moves’ i branchen gennem året, der nu går på hæld. 

Se listen – i tilfældig rækkefølge – her.

1. Anna-Marie Kindberg: Siger farvel til Microsoft for at blive kommerciel direktør i Lunar

I februar 2022 sagde Anna-Marie Kindberg farvel til en stilling som COO og CMO hos Microsoft for at blive kommerciel direktør i fintech-virksomheden Lunar.

”Det var faktisk en meget svær beslutning. Jeg synes, at Microsoft er en fantastisk og super innovativ virksomhed, der har transformeret sig helt enormt hen over de sidste fem år. Ærligt talt har jeg været helt vildt glad for mit job hos Microsoft, så Lunar er et rent tilvalg.”

Anna-Marie Kindbergs skift kunne læses som ’et skridt ned’, men det afviste hun dengang over for Markedsføring.

”For mig er det en mulighed for at komme til en organisation med iværksætterånd, hvor jeg får direkte indflydelse på virksomhedens samlede strategi og eksekvering på tværs af landegrænser,” sagde hun.

Før hun kom til Microsoft, havde Anna-Marie Kindberg ledende roller inden for marketing, strategi og drift hos blandt andre Nets, Nordea og TDC.

2. Lars Bastholm: Åbner The Platypus Factory efter et år hos The Story Laboratory

Efter at være stoppet som Chief Creative Officer hos The Story Laboratory (Egmont) i 2021 gik Lars Bastholm i maj 2022 selvstændig.

Sammen med Caroline Deichmann-Bendixen, Jon Voetmann og Michelle Bastholm åbnede han dørene for et nyt bureau – The Platypus Factory.

Platypus betyder næbdyr, og om årsagen til bureauets navn sagde Lars Bastholm dengang, at et næbdyr er ”et meget kreativt dyr, der har fundet sin helt egen niche. Ligesom os.”

Før Egmont havde Lars Bastholm haft base i USA i knap 20 år, hvor han havde ledende stillinger hos bl.a. AKQA, Ogilvy og Google. Hos Google var han øverste chef for tech-gigantens interne reklamebureau med afdelinger i 17 lande.

Inden han tog til USA, var han kreativ direktør hos det daværende Framfab, som vandt tre Grand Prix-løver i Cannes for deres arbejde for Nike.

3. Kåre Grundtvig tager afsked med Reklamelinjen og flytter til Skotland 

I januar 2022 meddelte den ene stifter af Reklamelinjen, Kaare Grundtvig, at han ville stoppe på skolen og rejse til Skotland for at bosætte sig på sin fars gods i nærheden af Arbroath på østkyst ennord for Dundee.

Her ville han fremover hjælpe med driften af godset. Og selv om han erkendte, at det ville blive svært at ’overføre den faglighed, man har opbygget med den handlende idé, udvikling og reklamefilm, til at fikse traktoren, skifte vandpumpen og jage krybskytter væk’, som han formulerede det, så havde ideen ’ligget og luret et stykke tid’.

I forbindelse med skiftet overlod Kaare Grundtvig det fulde ejerskab af Reklamelinjen til medstifteren, Per Holm Henriksen.

Han meddelte dengang i januar, at han først ville tage tre måneder ’for at prøve det af og for at få en forsmag på, hvordan det er at leve der’.

I dag bor han stadig i Skotland, men er ifølge LinkedIn hoppet ind i en ny stilling som Creative Strategist hos Green Island Group, hvor han skal opbygge local communities i den grønne omstilling. I første omgang i Canada, Chile og Tanzania.

4. Michala Svane: Bliver ny CCO i Roskilde Festival efter seks år hos Tivoli

I februar 2022 forlod Michala Svane jobbet som SVP of Sales & Marketing hos Tivoli, hvor hun første gang trådte ind ad døren i 2016.

Kort efter kunne hun meddele, at hun skulle træde ind i i en nyoprettet stilling i Roskilde Festival Gruppen: Som direktør for forretningsudvikling, salg og digitalisering, CCO.

På sin LinkedIn skrev Michala Svane dengang: ”Da jeg var lille, drømte jeg om at komme i Tivoli. Da jeg blev lidt ældre, drømte jeg om at komme på Roskilde Festival – siden er det blevet til mange fantastiske oplevelser på festivalpladsen, og nu bliver det heldigvis til endnu flere.”

Michala Svane, der blev kåret som Årets CMO i 2020, har altid haft digital transformation i blodet. I sine år hos Tivoli havde hun stort fokus på at digitalisere kundeoplevelsen, og det er også et af hendes fokusområder for Roskilde Festivalen, hvor hun også er en del af den øverste ledelse.

Før hun kom til Tivoli, var hun bl.a. marketing og kommunikationschef i HK Danmark og kommunikationschef i PenSam.

5. Patrik Hansson: Fra tysk topjob i Arla til ny CMO hos mejerigiganten 

I marts 2022 meddelte Arla, at man havde oprettet en ny stilling som CMO for Arla, og at Patrik Hansson trådte ind i jobbet fra 1. april. Han trådte samtidig ind i Arlas koncernledelse.

Patrik Hansson kom til Arla i 2011 som Commercial VP for ost, smør og frugtdrikke. I 2015 blev han udnævnt til Vice President for Arlas forretning i Sydøstasien, inden han vendte tilbage til sit hjemland i slutningen af 2016 som landedirektør for Sverige. 

I 2021 tiltrådte han stillingen som landedirektør for Arla i Tyskland. 

“Jeg er meget beæret over at blive udnævnt til CMO for Arla Foods, men jeg er naturligvis også ked af at forlade den tyske forretning og organisation tidligere end planlagt,” sagde Patrik Hansson dengang i pressemeddelelsen.

Arlas hidtidige CMO, Hanne Søndergaard, fik en ny rolle som en del af koncernledelsen med ansvar for medlemsservice Arla i slutningen af 2021.

6. Mads Duzenius overtager CEO-stafetten i Envision

I marts 2022 kunne et af landets største bureauer Envision meddele, at den nye mand i CEO-stolen skulle være Mads Duzenius Christensen, der hidtil havde været COO på bureauet.

Mads Duzenius Christensen, der også er partner på bureauet, overtog CEO-rollen fra Anders Tranæs, der på det tidspunkt havde været CEO siden 2018, hvor den mangeårige direktør Mona Juul forlod direktørjobbet for at gå ind i politik for De Konservative.

Hun sagde i øvrigt også i marts 2022 definitivt farvel til reklamebranchen efter mere end 20 år. 

Mads Duzenius Christensen var tidligere gennem mere end 10 år Managing Director i det kreative bureau Anew, som Envision overtog i januar 2018.

Før karrieren i Anew og Envision var han blandt andet hos det tidligere Saatchi & Saatchi, Uncle Grey og Dansk Reklame Film. Tidligere var han gennem fem år markedschef på Dagbladet Børsen.

7. Lotte Wøldiche Præstgaard: Farvel til Imerco til fordel for Schibsted 

I april 2022 kunne Schibsted Danmark meddele, at man havde ansat Lotte Wøldiche Præstgaard som ny CMO.

Hun kom fra en stilling som CCO hos Imerco, hvor hun var knapt tre år og havde ansvaret for at skabe vækst via branding, service og digitalt salg.

Hos Schibsted har Lotte Wøldiche Præstgaard i sin nye stilling fået ansvaret for kommunikation, branding og markedsføring af den nordiske mediekoncerns danske brands, DBA og Bilbasen.

”Jeg ser et stort potentiale i at arbejde med to så stærke brands, der lige nu taler ind i digitale og bæredygtige markedstrends,” sagde hun om sin ansættelse i foråret og understregede, at hun også glædede sig til at blive en del af en virksomhed med et solidt værdisæt.

”Schibsted arbejder med diversitet, prioriterer work-life-balance, og så har virksomheden et globalt udsyn,” lød det dengang fra Lotte Wøldiche Præstgaard, der kom til i forbindelse med Schibsteds indtog på det danske marked. 

8. Per Lilholt: Fra Novicells bestyrelse til i rollen som CEO 

I januar 2022 blev det med en smule forsinkelse meldt ud, at Per Lilholt var tiltrådt som ny CEO i det store digitale bureau og konsulenthus Novicell.

Han kom fra en stilling som direktør i Aktieselskabet CBH, men han havde på det tidspunkt gennem 14 år siddet i Novicells bestyrelse og havde derfor allerede masser af kendskab til virksomheden.

Per Lilholt understregede dog i forbindelse med skiftet, at det ville bliver noget andet at have sin daglige gang i Novicell.

”Jeg har været tæt på forretningen i mange år, og jeg kender virksomhedens kultur. Men jeg ser frem til nu at komme helt ind i materien, møde kunderne og medarbejderne,” sagde Per Lilholt dengang og tilføjede, at han også tidligere selv havde været kunde hos Novicell.

”Og det tror jeg faktisk også kan være til gavn i min nye position. At jeg har set virksomheden udefra”.

9. Lars Bo Jeppesen: Nordisk Snap-chef efter kort Parken-ophold

Den tidligere direktør i Parken Sport & Entertainment og CEO i Dentsu, Lars Bo Jeppesen, tiltrådte i foråret stillingen som ny General Manager Nordics i Snap Inc.

Snap Inc. er moderselskabet for Snapchat-appen, et instant messaging-program, der også fokuserer på AR.

”Der er bare så meget potentiale med AR, der rækker ud over appen, og Snap er kendt verden over som førende på dette område,” sagde Lars Bo Jeppesen i forbindelse med ansættelsen.

Før han kom til Snap var Lars Bo Jeppesen i godt et års tid direktør hos Parken Sport & Entertainment, der står bag F. C. København. En stilling, han efter eget ønske forlod i maj 2021 – og som siden blev besat at Jacob Lauesen.

Før Parken var Lars Bo Jeppesen gennem næsten seks år CEO med ansvaret for Norden, Benelux, Central- og Østeuropa i mediebureaukoncernen Dentsu, der dengang hed Dentsu Aegis Network.

10. Morten Kjær: Træder tilbage fra CEO-rollen i NoA Consulting

I maj meddelte Morten Kjær på LinkedIn, at han stoppede som CEO i NoA Consulting, som han selv var med til at stifte under navnet Clay i 2015.

“Jeg har taget en af de større beslutninger de senere år: Jeg har bedt om at fjernet ansvaret som CEO for selskabet, som jeg har været medstifter af og har været med til at udvikle siden 2015. Isoleret set er det en meget svær beslutning,” skrev han dengang på det sociale medie.

Morten Kjær arbejdede i 90’erne på internationale bureauer i København og London, typisk med brand- og mediestrategisk rådgivning, som D’Arcy, McCann og Universal Media. 

I juni sagde han ja til at stille op til et interview med mediet Markedsføring om baggrunden for sin beslutning. Det kan du læse her.

Morten Kjær fortsætter som partner og strategisk rådgiver hos NoA Consulting.

11. Eva Lundgren: Rykker fra Bellagroup til Telia 

Eva Lundgren rykkede i sommeren 2022 fra en stilling som Group Marketing Director i Bellagroup til Telia for at indtage rollen som brand- og marketingdirektør for teleselskabet.

Her har hun fået marketingansvaret for Telias privatbrand og erhvervsbrand samt Call me.

Eva Lundgren, der også er bestyrelsesmedlem i Dansk Markedsføring, har tidligere gennem mange år slået sine folder i rejsebranchen. Først hos Ving, siden MyTravel og efter det gennem mere end 10 år som marketingdirektør hos Spies.

Her stod hun gennem en lang årrække sammen med det kreative bureau Robert/Boisen & Like-minded stod bag stribevis af prisvindende kampagner.

Herunder ikke mindst den massivt prisvindende ’Do it-trilogi’, der blandt andet vandt effektivitetspriser som AEA, IPA Effectiveness Award og Eurobest Creative Effectiveness.

12. Steffen Hjaltelin: Forlod livsværket – og så kom der et valg

I maj 2022 kom nyheden om, at Steffen Hjaltelin endegyldigt sagde farvel til bureauet, han var med til at stifte for næsten 20 år siden, og som for nylig skiftede navn fra Hjaltelin Stahl til Accenture Song Nordic.

”Bureauet har været en stor del af mit liv, og jeg har nydt hver eneste dag med kolleger og kunder. Det er heldigvis gået rigtig godt, og jeg er helt sikker på, at den nuværende ledelse kan gøre det endnu bedre,” sagde Steffen Hjaltelin dengang.

Siden har han – senest under valgkampen – været en kendt og meget brugt politisk kommentator i de danske medier. 

”Jeg er meget optaget af politik og samfundsforhold og sætter stor pris på mine roller som henholdsvis bestyrelsesformand i Plastic Change og bestyrelsesmedlem i Cepos. Politik og samfund vil jeg helt sikkert bruge mere tid på,” sagde han blandt andet i maj, da det blev kendt, at han trådte helt ud af bureauet.

Steffen Hjaltelin og Hjaltelin Stahls mangeårige samarbejde med partiet Venstre, fortæller han om i dette interveiw, hvor blandt andet afslører, at det allerede ved folketingsvalget 5. juni 2019 kunne være blevet til en ’hen-over-midten’-regering.

13. Rikke Frelle: Lander job hos Impact efter farvel til Adapt 

Efter sit farvel til rollen som direktør i det digitale bureau Adapt – og tre måneders pause – kunne Rikke Frelle i august på LinkedIn fortælle, at hun havde fået nyt job som Managing Director i Impact Commerce.

“Jeg drømte om et job i en virksomhed, hvor jeg både kan lære og bidrage, en arbejdsplads med inspirerende ambitioner, sunde værdier, udfordrende opgaver og dygtige kolleger. Det fandt jeg hos Impact,” skrev hun på det sociale medie i sensommeren.

Markedsføring interviewede også Rikke Frelle, da hun valgte at stoppe i Adapt. 

I interviewet, som du kan læse her, fortalte hun, at hun trængte til nye udfordringer.

“Det er ikke, fordi jeg skal ud på en stor jordomrejse, som ellers er meget populært for tiden. Men jeg kan mærke, at jeg trænger til at komme ud på dybt vand. Jeg havde ikke noget andet, da jeg sagde op, og det handler også om, at det slet ikke er noget, jeg som leder for Adapt har haft rum til.”

14. Maja Hartmann tager springet ind i CEO-rollen 

Efter 18 år hos Hjaltelin Stahl forlod Maja Hartmann i august Accenture Song, det tidligere Hjaltelin Stahl, for at sætte sig i CEO-stolen hos bureauet Bright.

”Jeg går fra et af landets største bureauer, men jeg elsker den energi, der ligger i at bygge noget nyt og ambitiøst op,” sagde hun dengang og videre:

”Jeg har igennem årene haft mange forskellige ledelsesroller, jeg har drevet nogle af bureauets største kunder, og den erfaring vil jeg gerne sætte i spil som direktør for Bright,” siger Maja Hartmann.

I november 2022 fortalte hun i et interview om sine største inspirationer, om det arbejde, hun er mest stolt af – og om det, der virkelig kan ødelægge hendes dag.

Om sin vigtigste opgave hos Bright sagde hun blandt andet:

”Det er at gøre Bright til en toneangivende virksomhed inden for strategisk og kreativ kommunikation. Og så at skabe vækst. Både for bureauet som sådan og for mine kolleger. Det er vigtigt for mig, at Bright bliver ved med at være et sted, hvor det er sjovt at være.”

15. Lars Gudbrandsson: Skifter fra Bonnier til CEO i IIH Nordic 

Det digitale bureau IIH Nordic fik midt i oktober ny CEO i skikkelse af Lars Gudbrandsson.

Han overtog tøjlerne i det digitale bureau, efter at Henrik Stenmann, der grundlagde og har ledet bureauet i 17 år, valgte at træde tilbage fra posten.

Lars Gudbrandsson kommer med en baggrund som CMO og EVP for Commercial & Marketing hos Bonnier og har tidligere haft ledende marketingroller hos Telia og Nokia.

Han har desuden tidligere været nomineret til titlen som Årets CMO.

Henrik Stenmann forlader ikke IIH Nordic helt, da han fra årsskiftet fortsætter i bestyrelsen for bureauet. 

16. Marianne Hjaltelin: Tager over fra Søren Kaster i LEAD Agency 

1. september 2022 overtog Marianne Hjaltelin CEO-stafetten i LEAD Agency fra Søren Kaster.

Hun bestred i en årrække forskellige ledelsesposter i det tidligere Hjaltelin Stahl og i det tidligere Accenture Interactive.

Senest kommer hun fra en stilling som Managing Director for Group M-bureauet Acceleration Nordic, hvor hun nåede at være knapt et år. Om LEAD sagde hun ved offentliggørelsen af skiftet:

“Det er på alle dimensioner en sund virksomhed med dybe kunderelationer, høj integritet og et stærkt værdifællesskab. Derfor er det både med stor stolthed og en grad ærefrygt, at jeg har sagt ja til at overtage CEO-rollen efter Søren og til i fællesskab med partnerkredsen og vores dedikerede kollegaer at bringe LEAD endnu videre.”

Søren Kaster vil fremover være tilknyttet bureauet som rådgiver på udvalgte opgaver, herunder Folkemødet i 2023, og han bliver siddende i bestyrelsen for en tid.

17. Gitte Lillelund Bech: Siger farvel til Advice til fordel for Dansk Erhverv 

Da efteråret meldte sig, kom det frem, at Gitte Lillelund Bech ville forlade sin rolle som Director og Partner, Publice Affairs hos Advice, som hun havde haft i tæt på seks år.

I stedet skulle hun, der tidligere var medlem af Folketinget for Venstre gennem mere end 13 år og tidligere forsvarsminister, tiltræde stillingen som Direktør for Markeder i interesseorganisationen Dansk Erhverv.

Med sin nye stilling rykkede hun samtidig ind som en del af direktionen i organisationen.

Gitte Lillelund Bech forlod Folketinget tilbage i 2013 og blev allerede dengang Public Affairs Manager på bureauet. Men siden kom en stilling som CEO i Danske Havne, hvor hun var i godt et par år.

Herefter kom hun tilbage til Advice, som hun dengang betegnede som ”et af de kompetencemæssigt stærkest besatte public affairs-bureauer i Danmark”.

18. Roar Rude Trangbæk: Rykker til Arla efter 13 år hos LEGO

Roar Rude Trangbæk sagde i september farvel til LEGO for at tiltræde stillingen som kommunikationsdirektør hos Arla Foods. 

Her efterfulgte han Kasper Ibsen Beck, der tidligere på året forlod mejerigiganten for at vende tilbage til kommunikationsbureauet Radius. Denne gang som partner.

Oprindelig startede Roar Rude Trangbæk i Lego med titel af Communications Manager.

Gennem sine 13 år hos Billund-virksomheden har han også beklædt stillinger som Media Coordinator, Press Officer og Communications Manager, inden han i januar 2020 blev udnævnt til Director, Executive Communication.

På LinkedIn skrev Roar Rude Trangbæk selv i forbindelse med offentliggørelsen af skiftet, at han glæder sig til et nyt ’playful adventure’.

19. Martin Ove Rasmussen: Forlader Mindshare efter 23 år

Efter 23 år i spidsen for Mindshare i Danmark sagde Martin Ove Rasmussen farvel til rollen som CEO. Det fortalte han i oktober til Bureaubiz.

Martin Ove Rasmussen oplyste, at der var tale om en gensidig aftale om fratrædelse, og at han nu skal på jagt efter et nyt job.

”Jeg har fuld gang i nogle spændende hobby-projekter sammen med min hustru, men det ændrer dog ikke på, at jeg skal finde et nyt job. Det glæder jeg mig til,” lød det dengang til branchemediet.

GroupM-bureauet Mindshare har gennem årene defineret sig som et ’integreret bureau’, der ikke rigtig passede ind i ’kasserne’ med kreative bureauer og mediabureauer.

Og resultaterne har ikke fejlet noget: For regnskabsåret 2021 udkom man med et overskud på 12,7 millioner kroner i Danmark. Året før lød tallet på over 10 millioner kroner.

20. Lars Silberbauer: Siger farvel til IOC og bliver CMO i Nokia-selskab

I slutningen af september 2022 kunne Lars Silberbauer fortælle, at han efter to år havde valgt at forlade IOC – Den Internationale Olympiske Komité – til fordel for stillingen som CMO i selskabet HMD Global, der producerer Nokias telefoner og tablets.

Hos IOC havde han gennem to år været øverste ansvarlig for IOC’s marketing som Global Head of Brand, Marketing and Digital, men nye udfordringer lokkede.

“Jeg mener helt reelt, at branchen er klar til at blive disrupted, og det er aldrig nemt at lave forandring i store industrier. Men jeg tror, at vi har en rigtig god mulighed, og det er jeg nødt til at kaste mig ind i,” skrev han dengang til Markedsføring.

Lars Silberbauer skal i sit nye job hjælpe Nokia med at få en plads i markedet som et mere miljøvenligt brand end konkurrenterne.

Før tiden i IOC var Lars Silberbauer Senior VP for MTV Digital Studios, i hvilken forbindelses han flyttede til New York, og før det var han gennem syv år Senior Global Director of Social Media & Video i LEGO Group.

21. Sofie Svarre: Ny strategisk direktør hos Geelmuyden Kiese

Efter godt et år som selvstændig brandstrateg rykkede Sofie Svarre i efteråret 2022 ind som ny strategisk direktør i kommunikationsbureauet Geelmuyden Kiese. 

Bureauet ønskede at have større fokus på kampagnearbejdet, oplyste man i en pressemeddelelse om baggrunden for at hente Sofie Svarre ind i stillingen.

”Vi glæder os enormt over, at vi har fået Sofie Svarre med ombord. Vi er et samfundsbureau, og Sofies kompetencer kommer til at hjælpe vores kunder med at styrke deres position samtidig med, at vi skaber kampagner, som rammer ned i samfundsdebatten,” sagde  Mikkel Salgaard Bendtsen, partner i Geelmuyden Kiese om ansættelsen.

Før tiden som selvstændig var Sofie Svarre på bureauet Advance gennem mere end 15 år. 

Hun startede som planner, blev siden chef for plannerafdelingen, siden partner – og fra 2012 var hun Director, Head of Insight & Strategy på bureauet.

22. Christine Smith: Nyt job som kreativ direktør og farvel til Virtue

I november 2022 fortalte Christine M. Smith til Markedsføring, at hun til årsskiftet skulle skifte rollen som Senior Art Director på Virtue ud med nyt job som kreativ direktør på bureauet Butter.

”En ting, der tiltrækker mig utrolig meget ved Butter, er, at det er et kultur-bureau, der består af mange unge mennesker, der har mange spændende ting kørende ved siden af at arbejde med reklame. De er alle sammen forankret i kultur og har en interesse indenfor kultur, som gør, at de har en hel masse forskellige synspunkter og indgangsvinkler,” sagde Christine M. Smith dengang til Markedsføring.

Med jobskiftet kan hun se tilbage på et helt særligt år, som blandt andet har budt på indtil flere Grand Prix for Virtues case ’Backup Ukraine’ – senest ved Eurobest, EM i reklame, i december.

Tidligere på året blev hun desuden sammen med Henrik Grubak Nielsen kåret som verdens femte bedste art director i Cannes Lions Creativity Report.

Før sine godt tre et halvt år hos Virtue har Christine M. Smith arbejdet for blandt andre Havas og We Are Amplify i London.

23. Steffen Frølund: Forlader CMO-job for at træde ind i Folketinget 

Da stemmerne ved årets folketingsvalg var talt op, stod det klart, at Steffen Frølund, CMO i GreenMobility gennem knapt tre år, var valgt ind i for Liberal Alliance. 

Han havde tidligere fortalt, at han ville forlade CMO-jobbet, hvis han blev valgt ind, og det løfte har han holdt.

Steffen Frølund var i 2010 med til at grundlægge dealplatformen Bownty. 

Siden – i 2017 – vendte han kortvarigt tilbage til virksomheden som investor og CEO, og efterfølgende har han, udover jobbet hos GreenMobility, været en aktiv investor i startups.

Men i de kommende fire år kalder det politiske arbejde som skatteordfører samt klima- og forsyningsordfører for Liberal Alliance.

24. Tobias Smidth-Fibiger: Vender tilbage hos Accenture Song 

I november fik Tobias Smidth-Fibiger nyt job som Executive Director hos Accenture Song. 

Meddelelsen kom blot en måned efter, at han stoppede som direktør i McCann Danmark i forbindelse med, at de serbiske ejere bag bureauet begærede det konkurs.

Tobias Smidth-Fibiger var hos McCann i godt seks år, senest som Group CEO, McCann Nordic, og med skiftet vender han faktisk tilbage til bureauet i Vestergade: Han var Client Service Director på det daværende Hjaltelin Stahl fra 2014 til 2016.

Tidligere har Tobias Smidth-Fibiger været hos blandt andre Kunde & Co, AdPeople og BBDO, og han glæder sig.

”Udover, at jeg har gode minder og masser af gode kolleger fra min tid på Hjaltelin Stahl, synes jeg, at Accenture Song er det mest spændende og ambitiøse projekt i Norden i vores industri,” lød det en pressemeddelelse i forbindelse med skiftet.

25. Frederik Scholten: Vender tilbage til telebranchen 

Tidligere Head of Marketing i 3, Frederik Scholten, kunne i oktober 2022 fortælle, at han fra november skulle være Chief of Marketing & Digital Officer i Telmore, hvor han også bliver en del af direktionen.

Før skiftet var Frederik Scholten i godt et års tid Senior Account Executive hos Salesforce – et job han gik ind i efter at have været hos teleselskabet 3 gennem seks år, senest som Head of Marketing & Proposition.

Hos Telmore får Frederik Scholten “det klassiske CMO-ansvar” samt ansvaret for alle brandets digitale platforme herunder teleselskabets digitale salg. 

Frederik Scholten har fra den tidligere del af sin karriere også erfaring med sig fra bureauside. Som henholdsvis kontaktdirektør hos MediaCom og Client Service Director hos IUM, og om motivationen bag skiftet til Telmore har han tidligere sagt:

“Nogle gange så kan telebranchen gå i blodet på folk, og det har den gjort på mig. Så det er dynamikken i branchen, som jeg synes er superspændende, og som jeg slet ikke er færdig med.”