Tilbudsappen Molly går en alternativ vej i sin markedsføring i Danmark.

Sammen med bureauet Defining Brands Co har tilbudsappen lanceret en kampagne, hvor en gruppe unge mennesker er ved skrædder, øjensynligt engang tilbage i 1800-tallet, og drømmer om, hvor rart det ville være, hvis man kunne sammenligne priser på tværs af alle skræddere.

“Rabatter serveret på et sølvfad,” som payoffet lyder i kampagnen.

I en mail sendt til Markedsføring oplyser stifter af Defining Brands Co, Mads Trondhjem Haakansson, at Molly tidligere har haft et stort fokus på influencere, men at man denne gang har valgt en bredere kampagne, som både kører på flow-tv, streaming og sociale medier.

“Det primære fokus for kampagnen er kendskab, men kampagnen er skruet sammen på en måde, som gerne skulle ende ud i at få flere til at downloade,” skriver han til Markedsføring.

Hvorfor er I endt med den kreative løsning, som I er?

“Da produktet og brandet – for mange – er nyt og ukendt, har ønsket været at holde fokus på produktet og dets fordele, men at gøre det på en måde, hvor vi visuelt skiller os ud fra resten af reklameblokken, og ikke mindst konkurrenterne, som helt generelt bare er meget anonyme og ligner hinanden. Idéen springer ud tanken om at “selv de fineste vil gerne have den bedste pris” og sådan har det nok altid været – med Molly får man de bedste priser serveret på et sølvfad,” skriver Mads Trondhjem Haakansson.

Ifølge bureauet har Molly ca. 250.000 brugere. Appen bruges til at sammenligne priser og få adgang til rabatkoder hos forskellige brands.

Du kan se den nye kampagne for Molly herunder: