Årets Brand.

Den titel tilfalder for andet år i træk TV 2 ved afslutningen af Månedens Kampagne for 2025.

Sejren kommer til TV 2, fordi de er det brand, der har opnået flest “podiepladser” undervejs i årets vurderinger af det kreative kampagnearbejde i Danmark fra den uafhængige jury bag Månedens Kampagne.

Undervejs i året vandt TV 2 også som det eneste brand tre gange Månedens Kampagne. Først for fodboldkampagnen Stop Før Stregen i foråret og med kommunalvalgskampagnen “Er vi ligeglade med kommunalvalget” i efteråret – og med X-Factor-kampagnen i december.

Det vækker stolthed hos creative director hos TV 2, Chaga Signe Boye Bruun, at TV 2 forsvarer titlen som Årets Brand.

“Armen, altså! Det er en kæmpe anerkendelse. Især fordi det nu er for andet år i træk. For os er det et tegn på, at vi lykkes med at skabe et kreativt niveau, der er konsistent, og som er med til at styrke TV 2’s position hos danskerne,” skriver hun til Markedsføring.

I får prisen, fordi I sammenlagt har leveret flest placeringer i top 3 – hvad tænker I om det?

“Det bekræfter, at vores fokus på at levere kampagner på et konsekvent højt niveau virker. Vi forsøger at fastholde den kreative idé og eksekvering uden (for mange) kompromiser, og at det også slår igennem i award-sammenhænge, ser vi som en ekstra bonus, vi naturligvis er stolte af.”

Hvordan arbejder I med kreativitet på TV 2 for at sikre, at det holder et højt bundniveau?

“Mit bedste råd er, at der altid skal være menneskeøjne på det, vi udkommer med. Det betyder, at vi sætter os ned og reelt forholder os til det kreative arbejde, og vurderer, om vi kan mærke det.”

Hvad er det vigtigste, når I går i gang med en kreativ proces om en ny kampagne, for at den bliver succesfuld?

“Det vigtigste er altid det strategiske afsæt. Men det kræver også, at de kreative aktivt forholder sig til det. Og tør udfordre det, hvis den ikke skaber tilstrækkelig klarhed og retning. En god brief er de kreatives ultimative springbræt, og derfor må den aldrig blive vag.”

Hvordan arbejder I med at opstille briefs til jeres egne opgaver?

“The perfect brief does not exist. Den afhænger af opgaven. Hvad der skaber klarhed ét sted, kan skabe støj et andet. Heldigvis er vi omringet af dygtige Brand Managers, der i samarbejde med lige så dygtige redaktører, skærer opgaven ind til kernen og sikrer en tydelig retning.”

Arbejder I nogle gange sammen med eksterne om jeres kreative output – og hvordan kan det styrke det kreative arbejde?

“Vi har været så heldige i år at samarbejde med nogle af Danmarks dygtigste instruktører. Peter Harton på Kommunalvalg og Tour de France, Naghmeh Pour på Knæk Cancer, Christoffer Hr Boe på X Factor og Martin Werner på Stop før Stregen. De bringer nye perspektiver ind, udfordrer vores tænkning og skærper vores idéer. Det er både et privilegie og en vigtig del af at sikre et højt kreativt niveau.”

Hvad er I selv mest stolte af, som I er udkommet med fra det forgangne år?

“Det er svært at vælge mellem sine børn. Men Ligeglad for Kommunalvalget står særligt stærkt. Den sætter fokus på nødvendigheden af at tage stilling og deltage i demokratiet, og derfor føltes den ekstra vigtig at udkomme med. Og så er den et godt eksempel på et stærkt samarbejde med Nyhederne, hvis perspektiver og betragtninger var med til at løfte kampagnen.”

Du kan se en af TV 2’s kommunalvalgskampagne samt en af videoerne fra Stop før Stregen herunder: