Siden Twenty blev stiftet for godt tre år siden, har August Rein været Project & Production Manager på bureauet.
Nu er han også blevet en del af bureauets ejerkreds.
Det oplyser Twentys stiftere og hidtidige eneejere, Thomas Bjerg og Farah Dib, henholdsvis CEO og Executive Creative Director i en mail til Markedsføring, hvor de kalder August Rein ”en vigtig del af det lille, men stærke, seniorhold, som tegner bureauet”.
Farah Dib uddyber:
”Verden i dag kalder på strategier og kreative løsninger, som i høj grad udfordrer, hvad brands har gjort og sagt tidligere. Derfor skal man ikke underkende, hvor vigtigt det er at have nogen om bord, som både forstår at skabe tryghed hos kunderne i processen, og som samtidig kan sætte strøm til den kreative vision. Og på den spillebane har August formået at skabe værdi for alle.”
Nye kunder og overskud
Twenty har siden starten markeret sig på flere fronter i det danske bureau-landskab.
I dette års MyImage Bureau tog Twenty blandt andet topplaceringen som bureauet med størst kundetilfredshed, ligesom man blev nummer to på analysens kvalitative parametre ’strategisk styrke’ og ’forbrugerindsigt’.
Twenty kunne desuden hilse en bred vifte af nye kunder velkommen, herunder ikke mindst Volkswagen, ligesom bureauet har fejret succeser med kreativt arbejde for is-brandet Sun Lolly.
Bureauet er desuden lykkedes med at holde fast i overskuddet, når regnskabets time har meldt sig.
I 2021, som var Twentys første hele regnskabsår, landede Thomas Bjerg & Co en bruttofortjeneste på 3,4 millioner kroner. Den voksede i 2022 til 4,2 millioner.
Selv driftsresultatet og bundlinjen holdt sig stabilt på lige godt 1,1 millioner kroner.
”Den første ansatte i Twenty”
Selv skriver Thomas Bjerg i mailen til Markedsføring, at man anerkender, at ”de flotte resultater skyldes summen af en stærk holdindsats” – derfor også udvidelsen af ejerkredsen.
“Vi er et lille team af seniorfolk, som har en ambition om at gøre en forskel for vores kunder ved at være en hybrid mellem strategisk rådgivning og kreativitet. Og der er ingen tvivl om, at August har bidraget til at skubbe os fremad,” lyder det i mailen fra Twentys CEO, der tilføjer:
”Først og fremmest helt bogstaveligt, da han var den første ansatte i Twenty, men også i kraft af hans rolle som Project og Production Manager. Augusts bidrag taler for sig selv, og derfor glæder det os utrolig meget at byde ham velkommen i partnerkredsen.”
Selv skriver August Rein i mailen om den nye partnertitel og medejerskabet af Twenty:
“Når man arbejder på et mindre bureau, falder det meget naturligt at tage et stort ejerskab på de opgaver man sidder med, og samarbejdet med både Farah og Thomas har derfor altid været meget tæt og tillidsfuldt. Derfor glæder jeg mig også utrolig meget til at få muligheden for ikke kun at bidrage til at sikre kundernes udvikling, men nu også bureauets.”
Parterne oplyser ikke, hvor stor en ejerandel August Rein køber, men ifølge cvr.dk er der tale om 5-10 procent.