Reklamebureauet Twenty, det digitale bureau Vertica og mediebureauet Calibrate har de mest tilfredse kunder i hver deres respektive bureaukategori.

Det viser MyImage Bureau 2023, som analysehuset MyResearch står bag.

Og her er der tale om tre helt andre navne end dem, der ligger øverst på de samlede imagelister i de tre bureaukategorier i årets analyse, nemlig & Co., Impact og Carat.

Men ifølge Mogens Østergaard, adm. direktør i MyResearch, er der faktisk heller ikke nogen direkte sammenhæng mellem et godt image blandt danske annoncører i bred forstand på den ene side og høj kundetilfredshed på den anden side.

”I modsætning til selve hovedanalysen, hvor 966 marketingansvarlige i år har ranket 60 bureauer inden for tre bureautyper, er det i forbindelse med kundetilfredshedsmålingen kun de enkelte bureauers egne kunder, der bedømmer,” forklarer han og uddyber:

”I analysen måler vi ved hjælp af en fem-punktskala: Meget tilfreds, tilfreds, hverken tilfreds eller utilfreds, utilfreds, meget utilfreds. På baggrund af svarene – og der skal være minimum 10 kundebesvarelser pr. bureau – beregner vi den gennemsnitlige kundetilfredshed.”

Usædvanlig præstation

Hvad tænker du om dette års resultat?

”At der ser ud til at være en vis konsistens. Twenty tager førstepladsen efter at have været nummer to sidste år. Det samme med Calibrate,” siger Mogens Østergaard.

Mogens Østergaard, adm. direktør i analysehuset MyResearch. Foto: Dan Poulsen/Karnov/K-NEWS

Men han er især imponeret over, at Vertica lykkes med at tage titlen for andet år i træk.

”De ligger med en bruttoavance på omkring de 100 millioner kroner og har over 100 medarbejdere, og da det ofte er de mindre bureauer, der scorer højt på kundetilfredshed, synes jeg faktisk, det er imponerende,” siger han og uddyber:

”Vi har dog også set det i andre analyser. Sidste år var Tryg i vores forsikringsanalyse nummer 1 både på brand power og kundetilfredshed. Men det er stadig usædvanligt, at et af de store brands topper på kundetilfredshed.”

Hvorfor er det egentlig det?

”Jeg tror, det har noget at gøre med, at man ofte kan være tættere på sin kunder og mere agile i en mindre virksomhed og dermed også på et lille bureau. Analysen viser også, at annoncørerne lægger vægt på bureauernes evne til at være ’fleksible og agile’ som en proxy for kundetilfredshed, så hvis man lægger godt til der, er det et godt tegn.”

Det siger vinderne selv

Hos Twenty glæder stifter og CEO, Thomas Bjerg, sig over kåringen.

”Jeg tror, vi er meget bevidste om, hvad vi er gode til og hvad vi kan hjælpe vores kunder med. Omvendt er vi også meget beviste om, at vi ikke er bedst til alt. Vi tør sige nej og anbefale andre løsninger end vores, hvis ikke vi tror, at vi er bedst. Den ærlighed tror jeg, at vores kunder sætter pris på,” skriver han i en mail på Markedsførings spørgsmål om, hvorfor han selv tror, de topper. 

Hvad vil I gøre for at holde positionen til næste år?

”Vi vil gøre som vi plejer. Gøre det som vi er bedst til og holde os fra det, som vi ikke er bedst til. Vi har et superstærkt internationalt team fra øverste hylde, og vi vil gøre vores ypperste for fortsat at levere til vores kunder – så må tiden vise, om vi kan gøre os fortjent til positionen næste år.”

Jeppe Hansen, adm. direktør og partner i Vertica, kan glæde sig dobbelt over resultatet, da Vertica også sidste år havde de mest tilfredse kunder blandt de digitale bureauer i analysen.

Tre års top på kundetilfredshed

2023

Reklamebureauer: Twenty
Digitale bureauer: Vertica
Mediebureauer: Calibrate

2022

Reklamebureauer: Pong
Digitale bureauer: Vertica
Mediabureauer: Hilmar & Høgsberg

2021

Reklamebureauer: Boye & Spellerberg
Digitale bureauer: Frankly
Mediebureauer: Vizeum

Kilde: MyResearch.

”Det betyder rigtig meget for vores selvforståelse. Det bekræfter os i, at vi gør det rigtige – og er et ret godt argument over for nye kunder,” skriver han i en mail til Markedsføring.

Hvad er det, I er gode til?

”Først og fremmest at overholde de aftaler, vi indgår med kunderne. Vi indfrier forventningerne med høj kvalitet og høj faglighed. Og vi møder vores kunder et sted, hvor de kan gennemskue, hvad vi laver,” siger Jeppe Hansen og uddyber:

”Vi tror på, at man kommer længst med gennemsigtighed, ærlighed og høj kvalitet. Så det fortsætter vi med. Så er der en god mulighed for at vi også næste år placeres godt i kundetilfredshedsundersøgelsen.”

Heinrich Thomsen, stifter og CEO i mediebureauet Calibrate, glæder sig også over at bureauet topper listen blandt mediebureauerne.

”Kundetilfredshed er jo det absolut vigtigste i enhver forretning. Det er dem, vi er til for, og uden kunderne er vi intet. Og så er høj kundetilfredshed et godt udgangspunkt for at videreudvikle og vækste et bureau – fordi det giver os et godt fundament til at forbedre vores kendskab og image i de kommende år,” skriver han til Markedsføring.

Om hvad, der karakteriserer Calibrate, skriver Heinrich Thomsen.

”Vi er – og skal forsat være – det modsatte af de store internationale bureaugiganter, hvor kampagnerne triller ind i ”fabrikken” og bliver behandlet på en ensartet måde, og selvom vi i 2022 har mere end fordoblet størrelsen på vores forretning, er vi lykkedes med bibeholde den tilgang til vores kunder.”

Han mener dog på ingen måde, bureauet er i mål:

”Vi skal gøre mere af det, vi er gode til, men vi skal også øge vores kendskab og positionere os på andre parametre end ”objektivitet & transparens” og ”kundetilfredshed”. Så vi er ikke i mål endnu – heldigvis.”