Logoer og piktogrammer fra Sundhedsstyrelsen bliver igen kopieret og brugt til misinformation af vaccine-skeptikere.
En gul flyer med teksterne ”Hvor mange stik vil du have” på forsiden og ”Forhold dig kritisk og døm selv” på bagisden er blevet omdelt flere steder i København. På flyeren er blandt andet et piktogram af en person, der får et stik med en kanyle, som er identisk med et piktogram fra Sundhedsstyrelsens officielle corona-kommunikation.
Ligeledes bliver logoer med teksterne ”Corona/Covid-19” og ”Vaccination” fra Sundhedsstyrelsens officielle kommunikation også brugt på pamfletten.
Flyeren henviser med QR-koder også til interviews med corona-skeptikere, som tidligere har spredt falsk information og misinformation om corona.

Professor: Kan være i strid med straffeloven
Pamfletten er efter juraprofessor ved Syddansk Universitet Sten Schaumburg-Müllers vurdering i strid med både ophavsretsloven, fordi piktogram og logoer fra styrelsen er ophavsretsligt beskyttede – og potentielt er pamfletten også i strid med straffeloven, siger han.
”Det er muligvis stafbart efter straffelovens paragraf 131, der siger, at man ikke må udgive sig for at være en offentlig myndighed,” siger Sten Schaumburg-Müller.
”Tidligere er domme i sådanne sager givet for at ringe og sige, at man eksempelvis er politibetjent. Derfor kan vi ikke sige det med absolut sikkerhed – men det er svært at se, at pamfletten ikke kommer fra Sundhedsstyrelsen. Hele layoutet og logoerne ligner det,” siger han.
”Det er helt oplagt, at det er designet til at blive forvekslet med materiale fra Sundhedsstyrelsen. De må gerne ytre sig kritisk over for corona, men denne måde at ytre sig på vil jeg anse for problematisk,” siger han.
Eksperter slår hårdt ned
Det er langt fra første gang, at misinformation af denne type misbruger ophavsretsligt beskyttet materiale fra Sundhedsstyrelsen og planker styrelsens kommunikation.
Markedsføring har tidligere afsløret, hvordan blandt andre vaccine-skeptiker Saszeline Sørensen samt brugere på flere Facebook-grupper delte indhold, der var i strid med loven.
Dengang vurderede Sten Schaumburg-Müller ligeledes, at materialet potentielt var i strid med straffeloven. Det samme gjorde ekspert i strafferet ved SDU Lotte Helms.
”Det ligner, at det er udgivet af Sundhedsstyrelsen. Der har været massiv markedsføring af deres kampagner, så de er meget genkendelige og kan forveksles, når deres design bliver brugt i andre sammenhænge,” sagde Lotte Helms dengang til Markedsføring.
”Derfor er det muligt, at det er i strid med paragraf 131 i straffeloven. Hvis det skal overtræde den lov, så skal man have til hensigt at udgive sig for at være en offentlig myndighed.”
Og fra advokat med speciale i medie- og ophavsret Vibeke Borberg lød det:
”Det, hun gør, er vildledende. Ved at bruge Sundhedsstyrelsens symboler ligner det officiel kommunikation, men budskabet er det stik modsatte af myndighederne og er præget af misinformation. Det er en underminering af den autoritet, som Sundhedsstyrelsen har. Det kan skade bekæmpelsen af corona og føre til misforståelser,” sagde hun.
Sundhedsstyrelsen har svært ved at gøre noget
Sundhedsstyrelsen lægger afstand til den nye pamflet med misinformation.
”Misbrug af Sundhedsstyrelsens logo og ikoner kan skabe tvivl hos borgerne om Sundhedsstyrelsens generelle anbefalinger, og det tager vi naturligvis alvorligt,” lyder det i et skriftligt svar fra Sundhedssstyrelsen sendt af pressechef Tina Gustavsen.
Det er dog svært for Sundhedsstyrelsen at slå ned på de personer, der står bag materialet, lyder det.
”Når vi hidtil er stødt på den slags, har vi forsøgt at tage dialogen med dem, der har delt materialer med vores navn eller logo. Og I de fleste tilfælde fjerner de materialet. Men nogle gange kan det være svært at se, hvem afsenderen er,” lyder det.
”Vi kan også vælge at anmelde det til politiet. Men kommunikativt får vi mere ud af at bruge vores krudt på at hjælpe folk med endnu bedre at kunne se, hvornår der er tale om misinformation.”
En mystisk folkepensionist
Markedsføring forsøgte i august at afklare, hvem der står bag materialet.
Saszeline Sørensen, der tidligere havde delt det, havde ingen kommentarer til Markedsføring. Vi fandt også frem til planket materiale med misinformation på den lukkede Facebook-gruppe ”Aktiv Modstand International”, der havde misbrugt logoer og piktogrammer fra Sundhedsstyrelsen i en flyer.
Her forsøgte vi gentagne gange at få et svar fra den anonyme administrator ”Koni Kognitiv” – men uden held. Til sidst blev Markedsføring ringet op af en folkepensionist, der gerne ville fortælle om sin skepsis over for corona-vacciner, og som selv havde omdelt pamfletter med planket materiale. Men personen kunne ikke fortælle, hvem der havde lavet det.
Fra kommunikationschef i Sundhedsstyrelsen, Eva Tolstrup Ziegler, lød det dengang, at misbrugen af Sundhedsstyrelsens grafik og troværdighed var ”frustrerende”.
”Det er problematisk, fordi der bevidst bliver sået tvivl om, hvem afsenderen er. Dem, der taber på det her, er helt almindelige mennesker, der står og har brug for fakta. Når der bliver skabt tvivl om, hvem der er afsendere på information, så kan de heller ikke vide sig sikre på, hvad fakta er,” sagde hun.