Det digitale bureau Valtech, der 12. februar købte danske eCapacity, har nu også købt det kreative bureau Radon Creative.

Det oplyser bureauet i en pressemeddelelse.

Radon Creative, der er svensk, har især sine styrker inden for kreative discipliner som brand strategi, filmproduktion, design, animation og mediehåndtering.

Kundelisten omfatter blandt andre Electrolux, Carlsberg, Essity, Husqvarna, Ericsson, Interflora og Klarna.

– Hos Valtech har vi fokus på at levere exceptionelle kundeoplevelser for vores kunder på tværs af alle kontaktpunkter, og er derfor aldeles opmærksomme på, hvor essentielt det er at kunne tilbyde kreative strategier på tværs af vores engagementer, siger Olivier Padiou, Group Chief Operating Officer, Valtech, i pressemeddelelsen.

Han fortsætter:

– Med tilføjelsen af Radon Creative skærper vi vores kreative kant og løfter niveauet for de kundeoplevelser, vi skaber med vores kunder. Hvor vores historier er forskellige, er vores værdier og tilgange i høj grad ens, og jeg ser frem til vores fælles succeser.

For Sofia Kocken, CEO i Radon Creative handler det om ”at brede bureauets kreative univers længere ud” som en del af Valtech.

– Vi kombinerer vores innovative ekspertise inde for kreativ kommunikation med det mere forretningsdrevne perspektiv på digitale oplevelser, hvor Valtech excellerer og opererer på en helt anden skala globalt, siger hun i meddelelsen.

Valtech, der har 3.500 medarbejdere fordelt på 45 kontorer verden over, har ud over Radon Creative og eCapacity tidligere købt de danske bureauer Ahead, Par No 1. Interactive og Codehuse.