Vinduesvirksomheden Velux har indgået et samarbejde med bureauet Twenty.

Det oplyser bureauet i en pressemeddelelse, hvor det fremgår, at Twenty i første omgang skal sikre Velux bedre fodfæste på det svenske marked.

“Velux har opbygget en stærk position på de fleste vesteuropæiske markeder, men ikke i Sverige, hvor kategoriforståelsen og kendskabet til Velux er lavt,” udtaler Christian Vilgaard Thomsen, senior marketing director for Nordeuropa, i meddelelsen og uddyber:

”Der er ikke nogen enkel forklaring på vores udfordring med Sverige, men derimod et komplekst sammenfald af traditionsbunden arkitektur, lovgivning og en perception blandt den ældre generation af, at ovenlysvinduer i gamle dage lækkede.”

Det gør det vanskeligt at nå samme resultater på det svenske marked med globale kampagner, der ofte er tilpasset mere modne markeder, påpeger han og forklarer, at Velux derfor har ”taget initiativ til en indsats, som skal sikre relevans og kendskab i mindre modne markeder, herunder det svenske”.  

Christian Vilgaard Thomsen, senior marketing director for Velux Nordeuropa. Foto: PR

“Har fokus på at løfte forretningen”

Ifølge Christian Vilgaard Thomsen har man ”behov for et bureau der skal hjælpe os med implementeringen af en mere langsigtet strategi som skal sikre Velux’ positionering på nye underpenetrerede markeder”. 

Om valget af Twenty til opgaven siger han:

”Twenty har ikke kun vist os en stærk strategisk forståelse og en lovende kreativ løsning til vores udfordringer, de har også demonstreret med tidligere cases, at de har fokus på at løfte forretningen. Så vi er slet ikke i tvivl om, at samarbejdet kan bidrage til at indfri vores ambitioner over de næste år.”

Hos Twenty ser medstifter og direktør, Thomas Bjerg, frem til samarbejdet og udfordringen.

”Vi har stor respekt for Velux-brandet, og de budskaber som brandet repræsenterer. Men når kendskabet til brand og produktløsninger mangler, kan det være vanskeligt for forbrugerne at sætte disse budskaber i den rette kontekst,” siger han.

Thomas Bjerg tilføjer, at den strategiske platform kom på plads inden sommerferien, og at den første vigtige opgave er at sikre, ”at et ovenlysvindue har en tydelig differentiering til mere traditionelle løsninger, og som handler om mere end blot lys og luft”.

Parterne afslører ikke detaljer om økonomien i aftalen, men oplyser, at første del af deres langsigtede indsats forventes lanceret i slutningen af året.

Velux er ejet af VKR Holding, der igen ejes af Villum Fonden og medlemmer af Kann Rasmussen-familien.

Ifølge seneste regnskab havde VKR Holding i 2023 en omsætning på 29,5 milliarder kroner, hvoraf de 21,7 milliarder kom fra Velux. Årets overskud lød på 4,2 milliarder kroner.

VKR Holding beskæftiger godt 11.900 medarbejdere fordelt på 37 lande.

Rettelse onsdag de 25. september klokken 13.35: I den oprindelige artikel stod der, at VKR Holding beskæftiger godt 17.000 medarbejdere fordelt på 38 lande. Det er ikke korrekt. Det er derfor rettet til 11.900 medarbejdere fordelt på 37 lande.