Du har måske set dem langs grønsværen, når der sparkes bold på amatørplan i weekenden: høje standere med kameraer, der optager fodboldkampe, som normalt ikke ville blive gemt for eftertiden.

Det er konceptet hos danske tech-virksomhed Veo, der nu for tredje år i træk er ude med deres People’s Puskas-kampagne, der i år lyder titlen Beat That, som hylder amatørfodboldens ypperste scoringer.

Kampagnens formål er slet og ret at løfte de mål, der ellers aldrig ville nå længere ud i fodboldsfæren end holdets egen Instagram-story.

“Nogle af årets bedste mål bliver ikke scoret på store stadioner. De bliver scoret på lokale baner, i ungdomshold, amatørligaer og weekendkampe. Vi håber, at fans vil dele deres mål, hvis de føler, de kan ‘slå det’,” lyder det fra Rob Scotland, der er head of brand & communications hos Veo, i en pressemeddelelse om kampagnen.

Tusindvis af indsendelser fra hele verden

People’s Puskas er et spin-off på den oprindelige, officielle FIFA Puskás-pris, en årlig fodboldpris, der bliver uddelt af FIFA til den spiller, som har score det ‘smukkeste’ mål det forgangne år.

People’s Puskas blev ifølge Veo etableret i 2023 og har på kort tid udviklet sig til en af de største digitale kampagner for amatørfodbold. Sidste år fik kampagnen tusindvis af indsendelser og stor international opmærksomhed, hvilket ifølge Veo har fået dem til at skrue ambitionerne op i årets udgave.

Nedenfor kan du se sidste års vinder af People’s Puskas, et imponerende mål sat ind af Ardi Canolli i London’s Islington Midweek Football League, hvor han på direkte frispark scorede for sit hold Northside mod Barnet Deaf FC.

Artiklen fortsætter efter filmen.

Kampagnefilmen trækker på 80’er-TV og tør humor

Årets kampagnefilm er instrueret af Andreas Landgaard, creative director hos Veo, som fortæller, at hele filmens univers er designet til at aktivere fællesskabet gennem en drillende tone.

“Når man beder folk om at indsende deres mål, er det ofte lettere med humor og et glimt i øjet. ‘Beat That’ er en direkte invitation – og vi er godt klar over, at titlen også har en lille smule irriterende kant, som vi læner os bevidst ind i,” skriver han i en mail til Markedsføring.

Ifølge Andreas Landgaard refererer stilen i filmen til amerikanske tv-reklamer fra 80’erne og 90’erne:

“Med gentagelser, store grafiske overlays og en lettere påtrængende tone, der nærmest bliver mast ind i hovedet på seeren.”

Kampagne med et bevidst nik til FIFA

Den oprindelige FIFA Puskás-Prisen blev etableret i 2009 og er opkaldt efter den ungarske fodboldspiller Ferenc Puskás.

Med årets kampagne vil People Puskas og Veo ifølge Andreas Landgaard positionere sig tydeligere i forhold til den officielle Puskás-pris.

“Vi er en smule skarpere i vores positionering op mod FIFA Puskás-prisen. Ikke for at pege fingre, men for at hylde dem, der scorer de vildeste mål uden spotlightet.”

Der henvises blandt andet humoristisk til tidligere FIFA-vindere:

“Vi refererer til tidligere vindere som Garnacho og Giroud. Eksempelvis: ‘Sidste år scorede jeg et bedre saksespark end Garnacho… heldigvis så People’s Puskas mit mål… tak People’s Puskas.’,” skriver Andreas Landgaard.

Ifølge Veo’s creative director understreger Veo med kampagnen, at mål ikke behøver professionelle rammer:

“Årets mål behøver ikke blive scoret af en spiller med et kendt navn. Det kan lige så godt være Mason, forrige års 18-årige vinder fra en lille landsby i Wales, eller Gus, 2024-vinderen fra en flække i det vestlige Frankrig.”

Community som kampagnemotor

Hvor sidste års Peoples Puskas-kampagne havde fokus på at etablere People’s Puskas som pris, handler årets kampagne mere om at aktivere brugerne, skriver Andreas Landgaard.

“Vi har skruet op for community-aspektet og for humoren. ‘Beat That’ gør det hele mere legende. Brugernes egne mål er kampagnens egentlige stjerner.”

Også den visuelle stil har fået en ny drejning, pointerer han.

“Vi har bevidst gjort stilen mere deadpan og lidt mockumentary-agtig. Det føles, som noget der hører hjemme på internettet og i omklædningsrummet – ikke som en traditionel, poleret sportsfilm.”

Se Beat That-filmen, der markerer, at der nu er åbnet for indsendelse af sine egen mest gyldne fodboldøjeblikke, nedenfor: