Wolt vil fremover gerne tjene markant flere penge på retail media.
Derfor har Wolt siden sidste efterår eksperimenteret med konceptet Wolt Ads, som nu er rullet fuldt ud globalt for Wolt – og også i Danmark, hvor Anders Randrup har fået ansvaret for området, imens der er blevet ansat yderligere medarbejdere til at håndtere Wolt Ads.
Det fortæller Anders Randrup, der er Promotions Lead i Wolt.
”Vi har kørt Wolt Ads beta fra oktober sidste år med en masse test, og nu har vi i foråret gjort det helt virkeligt her i Danmark,” siger han.
”Wolt Ads er vores bud på retail media. Det er Wolt globalt, der har udviklet det som et forretningsben, og så kører det ud både regionalt og lokalt i de forskellige markeder – vi har også ansatte her i Danmark, der har ansvar for det, men vi arbejder med det på tværs af roller i Danmark.”
Og det skal gerne betale sig på den lange bane for Wolt, siger han – Wolt satser nemlig på tydelig vækst i Wolt Ads.
”Det bliver eksplosivt, regner vi med,” siger Anders Randrup.
Forskellige annonce-modeller
Grundlæggende tilbyder Wolt en række forskellige annonceringsmodeller i sin app under Wolt Ads.
For det første er der annoncer for de restauranter og retail-partnere, Wolt allerede har samarbejder med på platformen. Her betaler annoncørerne per konvertering.
”Så konverterer vi ikke, betaler de ikke noget for det. De får også en masse synlighed, som vi også tracker på, men det betaler de ikke for,” siger Anders Randrup, der sammenligner Wolt Ads med Google Ads eller Meta – altså med andre ord, er der en algoritme bag, som giver placeringer, synlighed og konverteringer til brands.
Derudover er der mere klassisk retail media, hvor eksterne brands kan købe sig til annonceplads og potentielle konverteringer hos Wolt.
”Den anden del af Wolt Ads er mere traditionel retail media, hvor Wolt er en platform, som brands og leverandører kan købe annoncer på. Det rammer både retail, restauranter og andre kategorier,” siger han.
Hvordan oplever I interessen for det indtil videre?
”Vi kan se, at Wolt er rigtigt interessant. Rigtigt mange brands og bureauer rækker ud til os. Vi er ikke så traditionelle som Matas med deres eget varelager. Vi arbejder med partnerskaber, så det er deres menuer og produkter, vi handler med. Men af den grund er vi meget attraktive, fordi vi er så konverterende,” siger han.
Hvor meget har I tjent på det?
”Vi kan ikke sige, hvor meget vi tjener på det, men det er et klart forretningsben. Så vi forventer, at vi kan drive en god forretning på det,” siger Anders Randrup.
Wolt peger blandt andet på, at Amazon henter et milliardbeløb på retail media hvert år som eksempel på, at der er penge i markedet.
”Retail media er super hot lige nu. Og den meget simple fordel hos os er, at vi har hele funnel fra synlighed til konvertering. Vi laver ikke bare støj, men skaber direkte salgsværdi for brands,” siger Anders Randrup.
Mere komplekst samarbejde
Ifølge Wolt har man lige nu dialoger med nogle af landets største virksomheder om annoncering på platformen.
Derudover arbejder man også med at få overbevist landets bureauer om, at man er en stærk og værdifuld annonceplads. Men det kan generelt være en udfordring at overbevise branchen om Wolts format og full funnel-tankegang, siger Anders Randrup.
Artiklen fortsætter efter billedet …
”Det er lidt mere komplekst at samarbejde med Wolt, så vi har en stor opgave i at være meget transparente over for brands. Vi oplever også, at bureauerne godt kan se ideen, men det kræver et stærkt samarbejde i organisationerne ude hos brandene,” siger Anders Randrup.
”Men det er grundlæggende helt vildt fedt for mig at sige, at i stedet for at køre en bannerannonce et sted ude på bussen eller på Google, så kan deres kroner og ører i stedet bruges hos Wolt. Vi har samme publikum, men vi er mere konverterende og har en fuldkommen datapakke,” siger han.
Hvilke resultater kan I se for jeres annoncører indtil videre?
”Et godt eksempel er en lokal restaurant på Vesterbro, Fromberg, som har en god menu og god drift i et område med konkurrence om ordrer fra mange andre restauranter. Deres Wolt Ads kampagne giver i procent et tocifret løft i omsætningen,” lyder det fra Anders Randrup.
Han tilføjer, at Wolt også på FMCG-siden har lavet en kampagne med Ben & Jerry’s som en del af Wolts dagligvarer, der gav et salgsløft på 500 procent.
Wolt fortæller desuden, at man håber, at Wolt Ads kan vokse som arbejdsplads i Danmark de kommende år, hvis tiltaget bliver en vedvarende succes.