Lørdag bekræftede Advice-direktør Espen Højlund i en skriftlig kommentar, at det var kommunikationsbureauet, som var dybt involveret i Falcks sværtekampagne mod BIOS. Men Jesper Højberg, der stiftede Advice A/S i 1991 og som er medejer og medlem af bureauets bestyrelse, har fortsat fuld tillid til ledelsen i Advice.

- Advices ledelse har lagt en udtalelse ud på adviceas.dk, som til fulde viser, hvordan ledelsen forstår sagen og hvad den gør i den, lyder det i et skriftligt svar til Markedsføring fra Jesper Højberg.

I udtalelsen, som han henviser til, skriver Espen Højlund bl.a., at ”sagen, som for os er ganske usædvanlig, giver anledning til dyb selvransagelse og skærpelse af vores interne værdier og guidelines”.

Videre lyder det om en medarbejder, der var involveret i Falck-sagen og fortsat arbejder i bureauet:

- Vi har valgt at give vedkommende en kraftig advarsel for sin rolle i sagen, der på mange parametre er uacceptabel og meget langt fra, hvad Advice ønsker at være kendt for. Og den ligger langt fra, hvad vi praktiserer i dag.

Jesper Højberg fastslår, at han bakker fuldt op om udtalelsen:

- Så jeg har ikke noget at tilføje, skriver han.

Bestyrelsesformand: Fuld tillid til Advice-ledelsen

Stort set enslydende svar kommer fra Nicolaj Vang Jessen, der er bestyrelsesformand i Advice:

- Jeg henviser til og bakker op om den udtalelse, der ligger på Advices hjemmeside under Nyheder. Derudover har jeg fuld tillid til den nuværende ledelse i Advice ,og det er derfor også vores CEO, Espen Højlund, der udtaler sig i denne sag.

Falck-sagen tager sit udgangspunkt i en afgørelse fra Konkurrencerådet, der blev offentliggjort i sidste uge, hvori det konkluderes, at Falck misbrugte sin dominerende stilling på markedet for ambulancekørsel til at tvinge konkurrenten BIOS ud af landet i perioden 25. august 2014 til oktober 2015.

Det skete med noget, der bedst kan beskrives som en sværtekampagne, der bød på ganske ufine PR-tricks. Falck meddelte mandag, at sagen alligevel ikke ankes.