En “systematisk overtrædelse” og en vildledende forretningsmodel. Sådan lyder den harske kritik fra to eksperter i markedsføringsloven af sengefabrikanten Bedre Nætter til DR Kontant.
Bedre Nætter har i flere år praktiseret det, to jurister beskriver som en vildledende tilbudskarrusel. Her, beskriver DR, sætter Bedre Nætter løbende forskellige modeller af den samme seng til salg med samme tilbud og omgår dermed reglerne om, at en seng skal have haft en normalpris i 30 dage, før man kan sætte den på tilbud. Forskellen på sengene var, viser det sig, at et betræk på en topmadras blev skiftet.
Fra jurist i Forbrugerrådet Tænk, Daniel Bager, lyder det, at tilbuddet ikke afspejler en faktisk besparelse. Og også jurist Jane Frederikke Land er kritisk.
“Det er jo hele deres koncept, der er skruet op på den her måde, og det er en systematisk overtrædelse, sådan som jeg ser det,” siger hun til DR.
Over for DR afviser direktør i Bedre Nætter, Martin Byskov, kritikken. Efter DR’s henvendelse har Bedre Nætter dog stoppet deres tilbud og ændret tilbudspriserne til normalpriser på sengene.