”Det kunne have gjort uoprettelig skade, hvis jeg ikke havde haft adgang til medier og vidst, hvordan jeg skulle agere i den her sag. Så på en måde er jeg glad for, at det var mig og ikke én med færre ressourcer, det her gik udover.”  

I begyndelsen af januar i år begyndte der at tikke vrede beskeder ind på journalist Steffen Hous Instagram-konto.

Beskederne kom fra folk, han ikke anede, hvem var.

”Når jeg åbnede dem, stod der alt muligt fra ”dit pædofile svin” til ”lad være med at jagte Louise”,” fortæller Steffen Hou, der i mange år har arbejdet professionelt med kommunikation.

Først troede han, at hans konto var blevet hacket, men han opdagede snart, at det var mere alvorligt.

”Da jeg begynder at researche på sagen, så opdagede jeg, at jeg i et halvt år havde været hovedkarakter i et tilbagevendende reality-show på Youtube og Instagram, som jeg ikke har været vidende om,” siger Steffen Hou.

Følgere forarges

Det viste sig, at hans underbo Louise Madsen, en kendt influencer med ca. 300.000 følgere, havde brugt en nabokonflikt med Steffen Hou i sit indhold – også annoncørbetalt – på sine sociale platforme. Og det var hendes følgere, der gik efter ham.

”Lige pludselig tager hendes følgere hende så meget i forsvar, at jeg i nogle folks øjne er så dumt et svin, at jeg burde straffes.”

Baggrunden for forargelsen blandt Louise Madsens følgere var, at Steffen Hou som formand for ejerforeningen, de begge bor i, havde formidlet en række klager fra bestyrelsen til influenceren, som hun efterfølgende i sit content påstod, at han stod personligt bag.

Steffen Hou tog hurtigt til genmæle og forsvarede sig selv i blandt andet en omfangsrig artikel i Ekstra Bladet.

Men det har mange andre uden hans baggrund ikke samme mulighed for, mener han. Og derfor storroser han også, at regeringen i sit medieudspil i forrige uge foreslog, at der skal være langt strammere regler, der holder influencere ansvarlige for det indhold, de deler.

”Influencere er jo medievirksomheder med en lige så stor gennemslagkraft som mange traditionelle medier, og endda i nogle tilfælde langt større,” siger han og tilføjer:

”Og da Influenceren oftest både fungerer som journalist, redaktør og publicist på sit eget indhold, gør det jo, at der slet ikke er nogen form for kontrollerende led undervejs, hvor fornuftige mennesker ville sige stop. Og når der ikke er de her kontrollerende led, så er det endnu vigtigere, at der er et lag i kraft af lovgivning på området.” 

Strategisk modangreb

I dag er det et par uger siden, at konflikten toppede, og Louise Madsen har siden været ude og beklage, at hun brugte nabokonflikten som indhold på sine kanaler og platforme. Og hendes bureau erkendte, at de ikke havde rådgivet hende godt nok.

Selvom Louise Madsen har skrevet til TV2, at hun fortryder, at hun delte sin private nabostrid på sociale medier, så holder hun fast i sin version af de hændelser, som hun har beskrevet i sine videoer.  

Konflikten har betydet, at Louise Madsen ifølge en udtalelse i Ekstra Bladet har mistet mindst én sponsor, hun havde linet op. I samme artikel udtaler flere af hendes tidligere og nuværende sponsorer – b.la. NA-KD og Hello Fresh – at de tager samarbejdet med influenceren op til overvejelse

Steffen Hou er glad for, at han selv havde evnerne til at gå hårdt ind i sagen.

”Det var ekstremt vigtig for mig at få fremlagt min side af sagen og få Louise Madsen til at bringe en form for dementi i forhold til de ting, som hun påstod, at jeg havde gjort,” siger Steffen Hou, der fortæller, at han udarbejdede en strategi for, hvordan han skulle få renset sit navn.

”Jeg spurgte mig selv, hvordan får jeg fremsat min side af historien? Og hvordan får jeg dokumenteret, at jeg har ret – og faktuelt bevist, at det som Louise Madsen påstår er løgn og latin,” siger Steffen Hou.

Men:

”Hvad med den person, der ikke forstår at formulere sig, eller er hamrende nervøs for at skulle ringe til en journalist og fortælle, at man er havnet i en klemme, hvor man er under beskydning fra et kendt, indflydelsesrigt menneske?,” spørger han retorisk og fortsætter:

”Hvis der ikke var nogle medier, der havde ønsket at tage den her principielle sag op, så havde jeg rent faktisk selv været på Herrens mark.”

Gældende kontra ny lov

Forslaget fra regeringen fik kritik af formanden for Bloggere og Influenter under Dansk Journalistforbund, Lisbeth Kiel. Til Markedsføring siger hun, at hun ikke kan se, hvordan man i praksis vil lægge et redaktøransvar og dermed medieansvarsloven og de presseetiske regler ned over en influent. Hun tror, at retningslinjer udarbejdet sammen med branchen selv vil have større effekt.

Samtidig satte Lisbeth Kiel spørgsmålstegn ved, hvorfor vi behøver ny lovgivning, når Steffen Hou eksempelvis kunne benytte sig af gældende lovgivning og anklage Louise Madsen for injurier.

Men det argument køber Steffen Hou ikke.

“Min advokat gennemgik sagen, og konklusionen var, at injuriesager generelt er ekstremt svære at anlægge. Og i værste fald ville det koste mig op mod 50.000 – 75.000 kr. Og hvis jeg fik medhold, ville Louise Madsen blive pålagt at dække mine sagsomkostninger, men rettens fastsættelse af beløbsstørrelsen er af symbolsk betydning i forhold til de reelle udgifter, så jeg ville formentlig fortsat stå tilbage med omkostninger af 25.000 – 50.000 kr.”

Samtidig fik han at vide, at det ville tage mindst to år, før sagen ville komme for byretten.

”Jeg kan ikke vente to år med at tage til genmæle i så offentlig en sag, når jeg lever af min troværdighed”, siger Steffen Hou og tilføjer:

”Hvis det er den eneste sanktionsmulighed for at få oprejsning i en sag med en influencer, så er man jo ekstremt dårligt stillet og ikke lige for loven, hvis man ikke har midlerne til at gennemføre en sådan injuriesag,” tilføjer han.

Hvordan tror du, din sag havde set ud, hvis Louise Madsen havde opereret som et medie under en form for redaktøransvar? 

”Så håber jeg, at Louise Madsen i første omgang havde tænkt over, at hun opererede under et redaktøransvar, og at hun derfor aldrig nogensinde i første omgang havde uploadet en eneste af de løgne, som hun har,” siger Steffen Hou.

“Bloggere og influencere skal være deres magt bevidst og vide, at de rent faktisk kan ødelægge både karrierer og privatliv med det content, som de publicerer. Og de skal stå på mål for det indhold på akkurat samme måde, som medievirksomheder gør.”

Mediet Markedsføring har foreholdt Louise Madsen, influencerbureauet AA Agency og Lisbeth Kiel Steffen Hous kritik. Louise Madsen og Lisbeth Kiel er ikke vendt tilbage på Markedsførings henvendelser. AA Agency svarer i en mail, at de ikke har yderligere kommetarer end dem, de allerede er kommet med i sagen.