For godt tre år siden ændrede reklamebureauet Advance strategi og valgte at fokusere mere på indtjening end på vækst - og den strategi ser fortsat ud til at virke.

Advance, som med godt 63 mio. kroner i bureauindtægt rangerer som et af de største full-service reklamebureauer i Danmark, har for tredje år i træk leveret et resultat af den primære drift på over 10 mio. kroner: Helt præcist 10,414 mio. kroner.

Der er ganske vist tale om et lille fald i forhold til regnskabet for 2014/2015, hvor driftsresultatet landede på 11,541 mio. kroner, men det er stadig tilfredsstillende, siger Jens Krog, der er CEO hos Advance:

- I en årrække oplevede vi vækst, men uden at bundlinjen fulgte med – nærmest tværtimod. Derfor lavede vi et skifte i vores fokus, så vi byggede en mere fleksibel organisation med brug af faste freelancere til at hjælpe, når der er peaks i vores arbejde. Samtidig forenklede vi vores organisation, hvor vi tidligere havde forskellige set-up inde i bureauet med forskellige specialkompetencer. Dem samarbejder vi os til nu. Det har virket rigtig godt for os.

Kendskab skal øges
Ifølge årsrapporten forventer ledelsen stigende bureauindtægt for 2016/2017 som følge af vækst på eksisterende kunder og tilgang af nye.

- Vi føler nu, at der er godt styr på basisforretningen, og vi har derfor i løbet af året styrket vores organisation med flere ansættelser - senest har vi ansat Camilla Pelle fra Vertic. Samtidig har vi brugt det forgangne år til skærpe vores profil og være mere aktive i markedet med bl.a. vores morgenseminarer, Advance your Morning, en større analyse af CMO’ernes udfordringer og en ny identitet, som snart lanceres, siger Jens Krog, som tilføjer at der på flere fronter satses på at øge kendskabet.

- I forhold til vores størrelse og den kvalitet, vi selv mener, vi leverer, så er kendskabet til Advance alt for lavt. Det er vi fuld gang med at ændre. Heldigvis kan vi mærke, at interessen for os er stigende og vi har ikke tidligere haft så mange dialoger med potentielle kunder som nu.

Jens Krog peger i den forbindelse på, at man oplever stor interesse for det øgede samarbejde med Responsive.

Brandstrategi og data
Samarbejdet mellem de to virksomheder blev mere formaliseret i november 2015, hvor Advance købte en ejerandel af Responsive, som samtidig rykkede ind hos Advance på Landemærket.

- Det er tydeligt for os, at kunderne finder vores samarbejde med Responsive - hvor kreativitet og brandstrategi mødes med data og customer engagement - rigtig interessant, siger Jens Krog.

Og hvis du skulle sætte et par ord på det år, I nu er i gang med?

- Vi er klar til og forventer en mindre vækst i det kommende år. Det kræver investeringer at skabe vækst i et stærkt konkurrencepræget marked - men dem er vi indstillet på at foretage. Også selv om det midlertidigt kan gå ud over driftsresultatet. Vi er gået over til generelt at vurdere vores forretning i et tre-årigt perspektiv, da mange investeringer sjældent kaster noget af sig fra dag ét, slutter Jens Krog.

Nøgletal for Advance

2015/16 (2014/15)

- Bruttoavance 63,043 (63,749)

- Bruttoavance pr. medarbejder 1,033 (1,080)

- Lønandel 63,8 (61,8)

- Resultat af primær drift +10,414 mio.kr. (11.539)