I oktober blev det godt 10 år gamle community-bureau Very en del af Egmont-koncernen, og nu har bureauet leveret sit sidste regnskab som selvstændig virksomhed.

Det er blevet til 1,322 mio. kroner på bundlinjen, og selv om bruttofortjenesten er faldet en smule i forhold til  2015/2016, er det samlede billede tilfredsstillende, lyder det fra Thomas Bjerg , der tilbage i 2006 stiftede bureauet – dengang som det, han kaldte et buzz-marketing-bureau.

- Jeg er godt tilfreds med resultatet. Vi tjener penge på bunden og holder os inden for normalen. Vi har egentlig aldrig haft en vækstambition, og har i lang tid ligget på en omsætning på omkring 20 millioner. Her har vi været gode til at tjene penge og leverer til vores kunder. Det afspejler sig jo også i vores track record, hvor vi siden 2006 næsten kontinuerligt har tjent penge - og det kan vi være stolte af, siger Thomas Bjerg.

Fremover påtager han sig rollen som Group CCO i det nyfusionerede bureau Very Patchwork.

Ud på dybt vand igen

Siden starten i 2016 har Very gjort sig bemærket på den danske bureauscene med en community-baseret tilgang, som flere og flere brands gennem tiden har købt ind i. Herunder bl.a. Carlsbergs Somersby Cider, KiM's og Ford Danmark, sammen med hvem Very vandt en guld-løve i Cannes sidste sommer.

Senest har bureauet stået bag en bemærkelsesværdig film for Volkswagen, som har vakt betydelig international opsigt, og som så sent som i sidste måned vandt guld ved Epica Awards.

- Very har været en stor del af mit liv de sidste 11 år, og personligt er det et stort kapitel, der lukker. Det har været en fantastisk rejse med nogle fantastiske mennesker. Jeg har haft fornøjelsen af, at arbejde sammen med nogle af de dygtigste mennesker i branchen og lavet nogle helt fantastiske projekter på vejen, siger Thomas Bjerg og tilføjer:

- Jeg har dog altid været drevet af nytænkning og nogle af de sjoveste ting er opstået, når jeg er sprunget ud på det dybe vand. Det gør Very og jeg nu - og jeg glæder mig til at se, hvad det kan udvikle sig til. 

En større motor

Fusionen mellem Very og Patchwork ser Thomas Bjerg store muligheder i:

- Egmont har købt majoriteten af Very, og det betyder flere muskler - og et nyt projekt. Det er super spændende, at være en del af en større virksomhed, hvor vi bliver mere driftsikre med en større motor, siger han.

I praksis er Very flyttet ind i Patchworks lokaler på Østerbro, og ledelsen består af Martin Olesen som Group CEO og Thomas Bjerg som Group CCO.

Bureauet kommer til at have omkring 70 ansatte på tværs af Norden. I tillæg hertil kommer netværket af tilknyttede community planners, som siden Verys fødsel i 2006 har været bureauets særlige kendetegn.

Nøgletal for Very

Mio. kr.                                   2016/17    2015/16    2014/15

Netto-omsætning:                     16,6        22,6        17,3

Bruttoresultat:                            9,1           10,5        9,9

Årets resultat:                             1,3           1,7           1,6