I et af landets mest prisvindende, kreative bureauer sidder Søren Christensen og griner. ”Nu kommer du igen med det samme spørgsmål,” ligner han én, der tænker.
Men han er for pæn til at sige det. Indgangsreplikken er nemlig, hvad danske bureauer skal bruge Cannes Lions til? Er det ikke bare pengespild, og ”bare” en anledning til at vise det flag, der er vanskeligt at sælge i et marked, hvor timepriser er svære at fakturere, og hvor der kæmpes stenhårdt om hver eneste kunde.
– Cannes betyder meget for os. Det bør det også gøre, fordi vi sender mange cases ind, og det koster mange penge, siger Søren Christensen, kontaktdirektør og partner i Robert/Boisen & Like-minded.
|
Dette er tredje artikel i serien: Hvorfor vinder Danmark ikke mere i Cannes? |
I år var ikke et jubelår for bureauet, der i 2015 hentede to bronzeløver hjem til award-skabet – begge for Spies’ ”Do it for Denmark”. Efterfølgeren, ”Do it for Mom”, har vundet et hav af awards ved andre festivaler, bare ikke i Cannes.
Cannes-løver giver taletid
Hvis det er dyrt, og hvis I ikke får løver med hjem, hvorfor fortsætter I så med at sende ind til Cannes Lions?
– Fordi Cannes giver taletid, vi får opmærksomhed, og det bliver lettere at rekruttere de dygtigste medarbejdere. Det bedste eksempel fra i år er, at Forsman & Bodenfors vandt en Glass Lion for Procter & Gambles ”SK-II”, og den kunde fik de kun, fordi kunden så F&Bs ”Epic Split” for Volvo Trucks, fortsætter Søren Christensen.
Men er det pengene værd?
– Det er vi sikre på, også selv om jeg erkender, at der gemmer sig mange sygdomme i Cannes-indsendelser. Det er jo rigtigt, at nogle sender arbejder ind, der kun er skabt til award-shows, men det gør vi ikke. Vi vil kun indsende kommunikation, der flytter noget for kunden, og derfor er vi også mest interesseret i at vinde priser, der gives for effektivitet.
Du siger ”sygdomme”, kan du uddybe det?
– Der er jo politik involveret, når Cannes uddeler løver. Det er en illusion at tro, at det sker helt neutralt. Det er en pengemaskine, hvor mange store netværk og brands skal tilgodeses. Det betyder noget, når Coca-Cola, Heineken, Unilever og Procter & Gamble fyrer kanonerne af.
Det skærper, at ville vinde og lære af konkurrenterne
Er det ikke trist?
– Nej, man skal ikke græde over noget, man ikke kan gøre noget ved. Vi har brug for Cannes Lions, og kender præmisserne for voteringen. Det skærper os jo, at ville vinde og lære af og konkurrere med de bedste. Og den allerbedste idé vil også altid vinde.
– Vi har arbejdet internationalt med bl.a. Puma og Somersby, og vi ved, at de store brands holder øje med, hvilke bureauer vinder i Cannes. Og da vi meget gerne vil arbejde for internationale kunder, er det logisk at sende virkelig gode cases ind til Cannes.
Men konkurrencevilkårene er jo ikke ens. Der skal både gøres et enormt case-arbejde, og det skal kommunikeres?
– Præcis, men det gider vi ikke tude over. De store netværk har folk til at skræddersy indsendelserne, og de har PR-folk til at bombardere de relevante beslutningstagere med netop deres kampagner.
– Der bruges jo mange penge til at skabe synlighed for kampagnerne, før de sendes ind. Det har vi desværre ikke penge til, men så må man bare prøve at lave endnu bedre arbejde og tænke anderledes i den måde, man skruer casene sammen på.
– Man siger, at de store vindere altid er de store brands, fordi ”Big Brands Solve Big Problems”. Det er et vilkår. Det svarer helt til optakten til Oscar-festen. Til tops kommer kun de film, der har lavet et professionelt forarbejde.
Så summa summarum?
– Vi sender kun cases ind, der er ægte, og som løser problemer for kunderne. Og det gør de bedste Cannes-indsendelser. Du kan sige, at vi i de fleste år ligger som FCK, der er med i gruppespillet, men ikke når finalen. Men vi klør på, fordi vi gerne vil gøre opmærksom på os selv, slutter Søren Christensen.