Det er ved at være et par uger siden, at Virtue vandt den første, danske Grand Prix ved reklame-VM i 16 år, og den første sejrsrus har lagt sig.

Men hos bureauets kreative direktør, Morten Grubak, sidder oplevelsen stadig i kroppen. På den gode måde.

Markedsføring møder ham på kontoret i København for at fange et par Post Cannes-vibes og høre, hvilke tanker, han har gjort sig om succesen.

LÆS OGSÅ: DANSK GRAND PRIX-VINDERCASE TÆT PÅ SLET IKKE AT KOMME TIL CANNES.

- Jeg har reflekteret over det, siden vi kom hjem, og jeg er kommet til den konklusion, at det ganske vist er de dygtige mennesker her på Virtue, der har vundet og modtaget Grand Prix’en, men at den i virkeligheden tilhører hele den danske kreative branche, siger Morten Grubak og tilføjer: 

- Og det er uanset, om man sidder på det ene eller det andet bureau.

Hvorfor det?

- Fordi vi ikke er nået hertil alene. Det er branchens samlede push, der skaber noget, der kan nå helt derop. 

- Og det er jo et faktum, at der har været en sindssygt positiv udvikling i dansk kreativitet over de senere år, som for eksempel et bureau som & Co. har skubbet hårdt på.

Kreativitetens månekapløb

Du nævner specifikt & Co.?

- Jamen det er også hundrede procent sikkert, at deres dominans gennem de senere år har været stærkt medvirkende til, at jeg har sat mig for at skubbe til Virtue som kreativt bureau, siger han og fortsætter: 

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

- Uden Rusland havde USA aldrig sat en mand på månen, og uden konkurrence havde vi aldrig skubbet os selv så hårdt, som vi har.

Ser du i grunden så også & Co. som jeres største konkurrent?

- Det skulle man måske tro, men egentlig ikke. Frederik Preisler fra Mensch sagde engang til mig: “Du skal respektere andre bureauer, men betragte dem som konkurrenter - og ikke som kollegaer.” Men i dag føler jeg det faktisk ikke sådan. 

- Forretningsmæssigt har han jo unægteligt ret, men som kreativ synes jeg alligevel, der er en større, fælles agenda: Vi knokler alle sammen hver dag for at vise, at dansk kreativitet kan hamle op med udlandet, siger Morten Grubak. 

LÆS OGSÅ: OPRUSTER EFTER GRAND PRIX: KREATIVE TALENTER FLOKKES OM VIRTUE.

Han mener ikke længere, at bureauerne kun kæmper mod hinanden: 

- Vi kæmper for at sætte Danmark på det kreative verdenskort. Ellers forsvinder budgetterne bare til udlandet. 

- Så på den måde vi er jo alle sammen i samme båd – og hvis du prikker til andre fremadskuende danske profiler som for eksempel Kenneth Kaadtmann, Kaave Pour eller Clara Prior-Knock, tror jeg også, de er meget bevidste om det.

- Men når det så er sagt, så hører det jo med til svaret, at vi stort set kun har internationale kunder i dag. Og så synes jeg også, at & Co. står for noget andet, end vi gør.

To forskellige discipliner

Hvordan det?

- Min og vores opfattelse af kreativitet er anderledes end deres. Virtue er mere progressivt fokuserede på kultur og teknologi. Forstået på den måde, at vi vil skabe noget nyt, give noget til verden, opfinde noget, der ikke var der før – noget der afspejler vores - og VICE’s - værdier.

- Det jeg beundrer ved & Co. er, at de er så suverænt dygtige til at fortælle en historie. Det, de laver, rammer folk lige i maven, det er gode indsigter, og de er knivskarpe. Men jeg mener, vi opererer inden for to forskellige discipliner: Storytelling contra Storydoing.

- Men det rokker ikke ved, at deres høje kreative niveau har været med til at skubbe os. Hoffmann og Cerkez har jo været i branchen i en del år, og de har så meget ild i sjælen – for mig er det vildt inspirerende.

- Så igen: Det er først og fremmest Danmark, der har vundet Grand Prix.

”Out of this world”

I løbet af årets Cannes-uge samlede danske Virtue i alt 22 shortlister og otte trofæer sammen: En Grand Prix, en guldløve, en sølvløve, fire bronzeløver plus en “Glass Lion for Change”.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

Priserne faldt for to forskellige cases: adDRESS THE FUTURE for modebrandet Carlings, der fik 13 shortlister og vandt Grand Prix, en guldløve, en sølvløve og en bronzeløve - og Genderless Voice for Copenhagen Pride, der fik ni shortlister og vandt fire bronzeløver.

En dansk præstation, der giver selv de største London-bureauer kamp til stregen.

Og med hæderen i Cannes var det faktisk anden gang inden for bare en måned, at Virtue landede en international Grand Prix for Carlings-casen.

I maj vandt bureauet således den første danske Grand Prix nogensinde ved The One Show.

Er denne her større eller mindre eller på niveau med The One Show?

- Det er svært at svare på. Begge priser er store, men jeg synes, det er to forskellige ting. Ved The One Show er fokus meget på craft. Det er et mindre forum og en personlig anerkendelse af kreativiteten, men også en pris, der er uhyre vanskelig at vinde. Juryen er benhård, og der lukkes ikke meget igennem.

- Cannes er en større festival med tusinder af mennesker og mere en anerkendelse af hele bureauet. Festivalen er mere synlig, mere bredt kendt - alle medier skriver om Cannes.

- Jeg blev interviewet af CNBC og masser af andre internationale medier - også uden for branchen. Og den brede interesse gør, at en Grand Prix i Cannes på en eller anden måde bliver out of this world. Men begge dele er kæmpestort – bare på hver sin måde.

Og blev I så fejret, da I kom hjem fra Cannes?

- Ja, helt fantastisk. Der var arrangeret en stor fest for os på en lejet båd nede foran Operaen, hvor hele Virtues europæiske ledelse i øvrigt også deltog. Og vi havde ellers lige holdt sommerfest 14 dage tidligere.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

- Men det går også godt for os herinde lige nu, og det er jo altid en god grund til fest, siger Morten Gunbak.

Se klippet med et udpluk af Grand Prix-vinderne fra CNBC herunder.