Klumme: Det bliver spændende at følge, når eller hvis Amazon åbner fysiske butikker. Rygterne siger, at det bliver 7-Eleven eller Pret a Manger look a like. Men hvorfor?
Hvis det er for at have mere styr på værdikæden således, at selskabets online-kunder kan afhente varen i butikkerne, så giver det god mening.
Personligt tror jeg ikke på, at Amazon blot åbner en konkurrent til de to koncepter, uden at der er tænkt videre end som så.
Kommer selskabets koncept med tiden til Danmark, så giver det også mening for at sikre leveringsikkerheden. Med den kraftige stigning i antallet af online leverancer, så kan det nuværende distributionsnet og setup nemlig ikke følge med.
Frem til jul vil mange skulle tage langt efter deres onlinebestilling, da pladsen i den foretrukne ”pakkeshop” er udsolgt – eller varen bliver leveret efter jul.
Jeg ved godt, at du også kan få leveret varen til en ønsket adresse, men det er fortsat for dyrt.
Det bringer mig frem til, om vi rent faktisk kan markedsføre ”leveringssikkerhed” som en value proposition. Det bidrager til sikkerheden, hvis du selv ejer din værdikæde.
Hvis du kan håndtere ordren fra modtagelse til udlevering af varen, så bør du udnytte dette langt mere offensivt i din markedsføring, end vi pt ser. Dine rene online-konkurrenter, uden egen værdikæde, er underlagt kapaciteten i distributionsnettet og kan ikke love ”leveret til tiden eller gratis”.
Specielt op til jul er det en USP, at sikre kunderne levering inden den 24. december.
Burde de største danske onlinebutikker åbne fysiske ”butikker/lokationer” evt. i joint venture?
Til en start må det primære mål være at sikre logistikken og udspille deres konkurrenter med en klar VP, som giver kunden absolut værdi. Det behøver jo ikke være en strøgplacering til en helt urimelig husleje.
Desuden kan jeg se mange andre spændende aspekter i at tænke fysiske ”butikker/lokationer” ind i den fremtidige strategi.
Fremskudte lagre med topsælgende varer, der giver kortere leveringstider, bedre servicering af kunderne, mindre retur og meget mere, som hvis det kan føre til øget salg og omkostningen kan omsættes til værdi, vil give os en øget konkurrencefordel.
God jul!
Af BO VELLING-THEISEN, DIREKTØR FOR MARKETING & RETAIL, BRØDRENE DAHL