Det startede med en alt for sarkastisk Facebook-update for lidt over et år siden. 

Det var lige efter Sofie Lindes tale, hvor MeToo-debatten var rødglødende. I kølvandet heraf kom alt muligt andet op til overfladen, stort som småt, relevant som fuldstændig irrelevant. Jeg synes, der var en overvægt af det irrelevante, og jeg følte, der blev skabt en kæmpe kløft mellem kønnene, hvor jeg faktisk havde mere lyst til at være på mændenes side i den krig, der var i gang. 

Ja ja, det er måske lidt hårdt sagt – bevares – men det kommer jeg tilbage til, når jeg kommer til pointen. Og misforstå mig ikke. Der kom et stort fokus på ligestilling, det underkender jeg slet ikke, men at samtalerne mange steder tog mudrede retninger, dét syntes jeg var et stort problem. 

Det var min egen Facebook-wall, det gik udover, da jeg skrev noget i retning af, ‘at jeg var så træt af at høre om kvinder, som følte sig voldsomt krænkede over en sjofel bemærkning eller et lille klask på låret, og at jeg fik en brændende trang til at rejse på turné på alle landets største virksomheder, for at alle interesserede mænd (og kvinder) kunne gramse sexistisk på mig, så de andre kvinder kunne få fred, og alle kunne få ro’-ish. Den delte vandene, for at sige det mildt. 

For mig handlede det udelukkende om, at jeg ikke synes, der blev skelnet mellem de reelle krænkende situationer med magtmisbrug og den lille envejs-flirt til firmafesten. Jeg oplevede det, som om at alt for meget blev skåret over én kam, og folk kastede rundt med ordet ‘krænker’ til højre og venstre. Det skadede den vigtige samtale. Den samtale, som Sofie Linde netop var med til at sætte ild under. Og det skadede det reelle mål – at fremme forståelse, respekt og ligestilling mellem mænd og kvinder (og alle midt imellem). 

Men ikke desto mindre så fik jeg rødglødende beskeder retur i kommentarsporet. Fra folk, som syntes, at det var kvinder som mig, der gjorde det hele værre og fik andre kvinder til at tie (beklager inderligt, hvis det var tilfældet). 

Fra folk som var dybt uenige eller som misforstod fuldstændig, som ikke fangede sarkasmen eller som rasede over, at jeg overhovedet bragte sarkasme ind i noget så alvorligt som #Metoo. Jeg fik lige så mange positive tilkendegivelser fra andre, der havde det ligesom jeg, og som var lettede over, at der endelig var en kvinde, der stod op for mændene. Men det var selvsagt i private beskeder, da ingen turde hoppe ind i samtalen offentligt. Klart nok, det var heller ikke en god idé, det var tydeligt at se for alle. 

Som en god ven sagde til mig i går: “Godt at se, at du er blevet klogere i dine indlæg om krænkelser, for du var på halvdybt vand sidste år”. 

Og det var jeg. Men det er hele pointen, for man bliver heldigvis klogere med tiden, og det skal man have lov til. Flere historier er kommet frem, flere detaljer og nuancer fra alle sider. 

I går valgte jeg derfor igen at dele mine tanker i en update på LinkedIn, naturligvis uden sarkasme, efter at have have set dokumentaren “Metoo: Sexisme bag skærmen”. Jeg skrev følgende: 

”Med 19 år i den danske reklamebranche troede jeg faktisk, at jeg havde set og oplevet det meste, når det kommer til seksuel krænkelse og magtmisbrug, både som begreber hver for sig og sammen. Måske er det på sin plads, at jeg eksemplificerer, hvad jeg helt konkret mener. 

En mediebranche-kultur, der både er vild, dragende, og fuld af liv (og fester og druk), men som samtidig er et vanvittigt hårdt miljø. 

Jeg var 19 år, da jeg fik mit første job, og har siden da oplevet lidt af hvert. 

Der har været både gramseri, “kom ind på mit hotelværelse” sms’er, sex-mails, upassende spørgsmål til firmafesterne, indvielsesritualer med spanking, invitationer til sex, mv. 

Men jeg havde altid nemt ved at sige fra, når jeg oplevede noget grænseoverskridende rettet mod mig. Jeg betragtede det aldrig, som om jeg havde noget at miste, men tværtimod som om jeg fik magten. 

Som om de liderlige mænd tabte både ansigt og magt, og den endte hos mig. 

Det var jo dem, der havde noget at miste. De havde store, vigtige job og familier. De kunne blive opdaget, eller afsløret. Jeg havde bare mig selv. Jeg har fundet mig i meget, men det har ikke generet mig så meget, jeg har nok bare taget det som en selvfølge, fordi “mænd er bare mænd”. Og så har jeg ikke tænkt meget mere over det. 

Men efter at have set “Metoo: Sexisme bag skærmen” går det op for mig, hvor mange andre, der gennem tiderne virkelig har lidt under denne kultur. Kvinder, som er blevet kørt psykisk ned, kørt over, manipuleret, udnyttet, og som har varige mén. Det gør ondt at tænke på. 

Jeg har haft svært ved at forstå, hvordan det kan ske, hvordan nogen ikke kan sige fra, når den slags sker. Men dokumentaren om TV 2 viser netop det. 

De kvinder er pisse seje, at de står frem. Deres skildringer er voldsomme, og det er forfærdeligt at høre om. Men de er modige. Ingen mennesker er ens, alle reagerer og håndterer det forskelligt og situationer kan ikke sammenlignes. 

Men ingen skal føle det, de kvinder, der står frem i dokumentaren, har følt. Aldrig nogensinde. 

Og jeg vil holde op med at tænke, at “mænd er bare mænd” og se det som en selvfølge – for allerede dér, er den jo helt gal.” 

Denne gang delte jeg ikke vandene. 

Jeg håber, at vi som branche kan lære af tidligere tider, af fejl og uopmærksomhed. Måske det kræver, at der bliver stillet større krav til branchens ledende medarbejdere, måske det kræver flere kvinder i ledelserne, måske det kræver kortere vej til HR eller muligheden for, at man kan komme med anonyme henvendelser til sin nærmeste leder i tilfælde af krænkelser. 

Måske det også kræver en større fællesskabsfølelse, så kolleger er mere obs på hinanden, og så ansvaret for en sund kultur ikke udelukkende påhviler ledelsen. For det, vi har gang i, er stort – det er større end os selv.  

Vi oplever allerede en yngre generation, som stiller større krav til arbejdspladserne, til kulturen og til trivslen. 

En generation som ikke trives i hierarki og management by fear, som vægter livskvalitet og ikke bare arbejder sig ihjel – en generation, som måske generelt set lader til at være bedre til at sige fra og tage vare om sig selv. 

Jeg tror på, at selvom der er lang vej igen, så bliver datidens (bureau)ledere udfaset, og forhåbentligt kan vi løfte branchen til et sundt niveau. Det er i hvert fald et sted at starte – med at prøve hårdere og blive klogere hver for sig og sammen. 

Anne Sophie Lange, Direktør i og ejer af Butter Agency.