Jeg har trukket nitten. Jeg skal starte. 

“Yes Frida, du var ikke hurtig nok og har nu fået tirsdag”. En halvbitter start, for hvad fanden skal jeg skrive om? Jeg er presset. Men intet kan slå mig ud, det er jo høj sol, 32° og jeg er i Cannes. 

Jeg har læst de andre dagbøger fra forrige år. De er sjove og indsigtsfulde. Mit imposter-syndrom banker derudaf. Med en form for ironisk distance får jeg ved poolen slynget ud, at jeg virkelig ikke ved hvad jeg skal skrive om.

Ulik (Kepinski Rode, creative director på Uncle Grey, red.) og Monique (Marie Funch, junior creative på Uncle Grey, red.) griber mig. “Hvad er vinklen?” “Er der et tema for i år?”.

Vi brainer løs, Monique på en flydende donut, Ulik iført gennemsigtige briller på en solstol og jeg på kanten af poolen. 

Pludselig, som et lyn fra en klar himmel kommer det til os. Vi skal jo holde den årlige Grey Pool party for de unge kreative. Så vi vælger at give ordet til dem. 

Ny taktik giver Meta-svar

De første tre dukker op til festen. Jeg spørger: “Hva såååå, er det fedt i Cannes?”. Det er et lortespørgsmål.

Jeg fortryder og skifter taktik. 

“Hvis du skulle have et citat med i Markedsførings artiklen for i dag, hvad skulle det så være?”. Det er jo deres største drøm, må man tænke.

Jeg går hen til en flok KK’ere (studerende på Kreativ Kommunikation, DMJX, red.) der sidder og drikker øl og stiller spørgsmålet. 

“Metabeach har god morgenmad”
Lucia Gabriella Ryhl

Et rigtig godt råd, jeg også selv benyttede mig af, da jeg var her for 2 år siden. Jeg spørger ivrigt “Hvad ellers?”, for ligesom alle andre i Cannes er jeg grådig for mere. 

“Vi giver så meget til Meta, så det er på tide at vi hustler nu.”
Sebastian Holm, Sigrid Lykke og Flora Kjær

Jeg kan kun erklære mig enig.

Deadline-panik og FOMO

Jeg bevæger mig nu hen til poolen hvor fire boys chiller. I panik stiller jeg igen spørgsmålet, for deadlinen for dagbogen er nu. Og jeg mærker presset komme snigende. Igen bliver jeg grebet og de er klar. 

“Ik køb passet. Det er et scam.” 
Zander Brøgger

“Cannes you dream it Cannes you do it.” 
Simon Cordes

“Hvis du er til noget fedt. Så bliv der.”
William Hastrup

Jeg skynder mig op på mit værelse for at skrive dagbogen færdig. Festen er i fuld gang. Jeg er 4 øl, minimum, inde – og i bedste gen-z (jeg er er gen-z) stil, er min FOMO allerede ved at snige sig ind.

Jeg skal være færdig nu. Fordi de kolde har aldrig været køligere.

PS. Vi (Uncle Grey, red.) har vundet den første danske løve. Kan det blive køligere?