I Danmark er kongen over alle søgemaskiner stadig uden sammenligning Google.

Søgemaskinen sidder ifølge Statcounter på knap 94 procent af søgningerne i Danmark, og på verdensplan behandler Google 3,5 milliarder daglige søgninger. Derfor er Google også det mest naturlige sted for de fleste danske virksomheder at annoncere.

Men de seneste år er en konkurrent begyndt at vokse til en ikke ubetydelig størrelse: Microsofts søgemaskine Bing.com, der blev lanceret i 2009, og ifølge Similarweb i dag er det 30. mest besøgte website i verden.

Ifølge The Verge passerede Microsofts Bing-søgemaskine i marts 100 millioner daglige aktive brugere kun få uger efter, at Microsoft lancerede sin AI-drevne Bing Chat-funktion, baseret på teknologien fra ChatGPT. I gennemsnit bruger mere end 1,1 milliarder personer Bing hver måned.

Ifølge Statcounter havde Bing i april 2023 en markedsandel på 3,7% i Danmark, mens Tyskland ligger på 5,1%, USA 6,4% og topscoreren er Kina med hele 17,2%. Ifølge Statista er Bings globale markedsandel kommet helt op på over 9%.

Da danskere bruger Bing mindre end andre lande, kan søgemaskinen derfor være relevant for danske virksomheder, der har en international målgruppe.

Højere afkast på annoncekronerne

Det er tydeligt, at Bing har spist af Googles markedsandel det seneste år. Men giver det mening at annoncere dér, når Google til sammenligning har mere end 1 milliard daglige aktive brugere og sidder på 85 procent af søgemarkedet?

Ja, for først og fremmest tilbyder Bing i langt de fleste tilfælde et højere afkast på annoncekronerne (return on ad spend / ROAS) sammenlignet med Google, fordi der er langt færre konkurrenter til at byde annonceprisen op. 

Den gennemsnitlige pris pr. klik på Bing på tværs af alle brancher er ifølge WordStream 11,50 kroner. Det er 33 procent lavere end gennemsnittet for Google Ads.

Bedst til at ramme B2B

Bing er standard-søgemaskinen på Microsoft Windows-baserede computere, som findes på et hav af arbejdspladser verden over. Derfor har Bing 8,2 procent af markedsandelen på desktopsøgemaskiner på verdensplan. Men Bing er til gengæld mindre populær blandt mobilbrugere end Google (MeetAnshi).

Det betyder, at Bing er en god måde at nå ud til kontorfolket og især potentielle B2B-købere, når de researcher produkter og tjenester fra arbejdspladsen.

Bings store tilstedeværelse på arbejdspladser er formentlig årsagen til, at den typiske Bing-bruger er anderledes.

Demografien på Bing er ifølge WordStream lidt ældre med en gennemsnitsalder på 45 år, 46 procent er gift, og 30 procent har børn i hjemmet.

De er højere uddannet, da 50 procent har en universitetsgrad, og de er mere velhavende end gennemsnittet af befolkningen, hvilket blandt andet ses ved, at den gennemsnitlige Bing-søger bruger 35% flere penge på at handle online end via Google.

Det er formentlig allerede gået op for dig, om det er relevant for din virksomhed at være til stede på Bing. Hvor Google i kraft af sin massive størrelse repræsenterer bredden i markedet, kan du på Bing i de fleste tilfælde ramme en mere købestærk målgruppe, mens de er på arbejde, for færre penge. Det handler også om mangfoldighed i markedsføringsstrategien. 

Og måske er din konkurrent ikke på Bing. Endnu.

Thomas Michelsen er dansk landechef for BrightBid.