Det er længe siden, jeg har mødt en dygtig SoMe-manager.

Jeg har netop talt med den tredje virksomhed på to uger, der desperat har brug for en SoMe-manager. For nogle skyldes efterspørgslen en erkendelse af, hvor vigtig positionen er. For andre har de måttet afskedige en eksisterende SoMe-manager på grund af utilstrækkelig performance. Fælles for dem alle er, at de ringer til mig for at høre, om jeg kender nogen.

Svaret er altid det samme:

“Nej, desværre, og jeg tror ikke, I kommer til at finde en.”

Nick Traulsen

Er ekspert i annoncering på sociale medier og står bag bureauet The Marketing Guy.

Er leder af uddannelsen Social Media Professional hos Dansk Markedsføring.

Det er klart, jeg har dygtige konsulenter ansat, ligesom mine konkurrenter har. Men en SoMe-manager? En, der kan navigere mellem organisk indhold, flere sociale medier, håndtere et bureau og rapportere til ledelsen, samtidig med at de holder sig ajour med de nyeste tendenser, værktøjer og trends?

Det er længe siden, jeg har mødt sådan en. Derfor siger jeg nej til dem, der ringer.

Selvfølgelig kan jeg give nogle navne, men hvis det var min virksomhed og mine penge på spil, ville jeg ikke ansætte dem. Problemet er ikke at finde en person, der er god til en af disciplinerne.

Men du ansætter heller ikke en håndværker, hvis det eneste, vedkommende er god til, er at hamre søm i. Ligesom med alle andre job kræver det, at du mestrer flere discipliner inden for dit felt for at være dygtig.

Jeg tror, problemet er opstået, fordi der ikke rigtig findes en grundlæggende SoMe-uddannelse, i hvert fald ikke en, som flertallet har taget. Og jeg er ikke nødvendigvis fortaler for lange uddannelser. Der er mange problemer med dem, blandt andet en mangel på tilpasning til nutidige værktøjer.

Men på et specielt punkt er de essentielle: De definerer de færdigheder, der er nødvendige inden for et domæne, for at du kan navigere i hverdagen inden for dit job.

Det er ikke sket i min branche. De fleste lander i jobbet på grund af en passion for feltet, enten for organisk indhold, grafik, projektstyring eller lignende. Men ingen fortæller dem, at det kun udgør 5 procent af deres job. En SoMe-manager i 2024 er en ekstremt bred rolle, der kræver en ekstremt bred forståelse og viden.

Derfor tror jeg, vi i branchen skal tage os sammen og udvikle mere fuldbyrdede SoMe-managers – SoMe-managers, som jeg faktisk ville ansætte eller anbefale en ven at ansætte.

Hvad enten du opsøger denne viden gennem YouTube, sætter dig ned for at snakke med nogle i branchen om, hvad markedet efterspørger, eller tager en uddannelse, så har jeg i hvert fald tre job til dig – så længe du er dygtig nok.

Social Media Professional – next level SoMe! Nyt akkrediteret diplomforløb – både Aarhus og København

Læs mere her