“Du skal ikke forsøge at fremstå som én af os. Du har aldrig gjort noget for os.”
Ovenstående var bare én ud af utallige vrede TikTok-brugeres reaktioner på en scene fra Jennifer Lopez selvfinansierede dokumentarfilm: ‘THIS IS ME … NOW: A LOVE STORY’.
Hvad det er for en scene, der har kunne få manges sind i kog, og hvorfor det er et problem – og hvilke konsekvenserne det har for sangerindens brand, kommer jeg tilbage til senere.
For først vil jeg byde velkommen til den nye virkelighed, hvor hvert tweet tæller, den digitale domstol aldrig sover og alle med en internetforbindelse kan skabe positiv eller negativ omtale om dig – uden du er klar over det.
Rockstar-effekt a la Hollywood
Før i tiden havde offentligt kendte mulighed for at kontrollere deres image og den fortælling, der omgav dem, via et begrænset udvalg af mediekanaler. De havde en fornemmelse af, hvornår – og hvornår ikke – de befandt sig i søgelyset.
Med tiden er kontrollen blevet udfordret, delvis som følge af cancel culture, men også af de digitale fodspor, man ikke har været klar over, man efterlader.
En CEO brandingstrategi kan direkte påvirke bundlinjen, virksomhedens image, tiltrække talent og skabe positiv omtale. På mange måder har erhvervslivet opnået en rockstar-effekt, som kan sammenlignes med det, vi ser i Hollywood.
Men, før internettet eksploderede, var det nærmest uhørt at forestille sig, at topchefer skulle bruge tid på personlig branding. Netværk var vigtigt, men ingen følte et større behov for at promovere sig selv som sympatiske ledere udadtil. Men nu hvor en ny generation med friske øjne ser på erhvervslivet og også prioriterer ledere, der udviser menneskelige kvaliteter, oplever vi et paradigmeskifte mod en ny type af ’kendthed’ for erhvervsledere.
Dem som etablerede sig, da medielandskabet var begrænset, kunne lettere forme offentlighedens opfattelse. De levede før nyheder og sladder var i alles lommer, og den globale kommunikation på Reddit, TikTok eller Twitter var mulig.
Siden har flere dog indset, at deres kontrol over, hvordan de selv fremstilles og opfattes, er blevet markant reduceret.
Den kritiske masse vejer ind
Sociale medier og internettet er allestedsnærværende. Alt hvad man har sagt eller skrevet er tilgængeligt, og det er ikke kun fans, der graver i din fortid, men enhver med en internetforbindelse og lidt fritid. Digitale fodspor, fra paparazzi-billeder til tweets, skaber et omfattende online arkiv, som gør det nemt for alle at grave dybt.
En markant forskel mellem fortiden og nutiden er demokratiseringen af stemmen via sociale medier. Nu kan en privatperson nå ud til millioner af mennesker, gennem platforme som TikTok og Twitter, hvilket har skabt en større offentlig domstol, hvor alle kan ytre sig, og kendte – som for nylig skuespilleren og musikeren Jennifer Lopez – kan finde sig selv i centrum for cancel culture.
Hvis du ikke er bekendt med Jennifer Lopez-sagen, så er den her kort opridset:
I et forsøg på at genrejse sit brand med hendes selvfinansierede dokumentarfilm “THIS IS ME … NOW: A LOVE STORY”, møder hun stor kritik. Særligt for én scene i filmen, hvor hun forsøger at fremstå autentisk, men falder komplet fladt. I scenen sidder ’J.Lo’ ned, folder sit hår ud og siger:
“Jeg kan godt lide at tage mit hår ud sådan her. Det minder mig om, da jeg var 16 og løb op og ned ad gaden i Bronx. En skør lille pige, der drømte stort og uden grænser.”
Scener som denne har fået folk til at fare i flint. Og den fejlslagne dokumentar har bragt Jennifer Lopez’ karriere under lup.
Kritikken startede hos dem, som er bekendt med hendes Bronx-forbindelse, og som mener, at hun skaber et urealistisk billede af sin fortid. Siden er kritikken eksploderet, hvilket har fremprovokeret historier om plagiat, dårlig attitude og utaknemmelighed. Hele seancen understreger, hvordan sociale mediers har givet alle en stemme.
Tale er ikke sølv, men tavshed er heller ikke guld
Det kræver en ægte og vedvarende indsats at vedligeholde et positivt image. Det indebærer åbenhed omkring ens handlinger og fejl, og viljen til at tage ansvar. Offentligheden forventer ægthed og ansvarlighed både i gode og dårlige tider.
Betyder det så, at talemåden “den der lever stille lever godt” er vejen frem? Nej. Ved at vælge en tilværelse i det stille risikerer man kun at blive omtalt i medierne, når man begår fejl, og her er resultatet, at offentligheden primært vil høre fra dig – eller om dig – i negative sammenhænge.
Det er bedre at medskabe og forme dit eller virksomhedens image end at overlade det til tilfældighederne og risikere, at den eneste omtale, du får, er dårlig. Men, du skal være bevidst og informeret omkring det medielandskab, du bevæger dig i.
Takket være sociale medier har enhver et talerør, hvilket betyder, at fortællingerne ikke længere kun skrives af de få. De skrives af alle, om alle, og til alle. Man bør hæfte sig ved at den digitale domstol, som er peer to peer drevet og har et kredsløb, hvor publikum også har et talerør, findes. Virksomheder, politikere, organisationer, kunstnere – ingen er undtaget.
