Når man taler om hovedsponsorater i sport, ender samtalen ofte om logoer, reach og eksponering. Det er forståeligt, og der skal den også starte. Synlighed ér en del af værdien. Men hvis man stopper dér, misser man det, der i praksis afgør, om et sponsorat bliver stærkt, eller hurtigt kan miste betydning.
Det vigtigste element i et hovedsponsorat er nemlig ikke logoet. Det er menneskerne.
I arbejdet med at finde en ny hovedsponsor til herrelandsholdet i DanskHåndbold har vi inviteret mange perspektiver ind.
Vi har arbejdet med brandmålinger, dataindsigt og analyser for at forstå, hvor vores brand står, og hvordan det opleves. Vi samarbejder med bureauer om præsentation og fortælling. Og vi lytter, til markedet, til rådgivere og til virksomheder, der henvender sig med idéer og interesse.
Der er mange gode forslag. Og mange komponenter.
En potentiel hovedsponsor skal være aktiv i markedet, have den økonomiske robusthed og kunne se en klar forretningsmæssig værdi. Branchen betyder noget. Omdømmet betyder noget. Navn og visuel identitet betyder noget. Brand smitter brand, og i et hovedsponsorat er man uløseligt forbundet i offentlighedens blik.
Men selv når alt det er på plads, mangler det vigtigste ofte stadig.
For et sponsorat lever ikke i præsentationer eller kontrakter. Det lever i hverdagen. I prioriteringen. I viljen til at aktivere samarbejdet og gøre det relevant, også når det kræver tid, ledelsesopmærksomhed og intern opbakning.
Derfor bliver menneskene afgørende.
Den direktør, der skal stå på mål for samarbejdet, også når det blæser.
Den organisation, der ikke bare vil associeres, men engagere sig.
Dem der har viljen til at gøre sponsoratet til mere end et logo på en trøje.
Det er dem, vi leder efter – for det vil vi, og vi ved af erfaring, at det virker.
Vores værdier i håndbolden er begejstring, udvikling, fællesskab og ansvarlighed. Men værdier betyder kun noget, hvis de kan omsættes til handling. Det gælder i sporten, og det gælder i partnerskaber.
Når vi nærmer os et endeligt valg, handler det derfor ikke kun om, hvem der kan betale. Det handler om, hvem der vil noget sammen med os. Hvem der ser partnerskabet som en investering i relation og fællesskab, ikke kun i synlighed.
Og måske er det her, debatten bør begynde.
For er vi blevet for hurtige til at indgå sponsorater og for dårlige til at vælge dem?
Er vi for optagede af eksponering og for lidt af relation?
Og hvornår blev det kontroversielt at sige, at alle penge ikke nødvendigvis er gode penge for et brand?
Stærke sponsorater bygges ikke på hurtige ja’er. De bygges på valg, man kan stå på mål for. Og på mennesker, der vil det samme, også når det forpligter.
