“Det er ikke en gang kækt, det er næsten mangel på respekt.”
Sådan lyder kritikken fra den danske håndboldstjerne Mikkel Hansen af TV 2’s nye reklame for det kommende EM i håndbold til Jyllands-Posten.
Reklamen forsøger at lave sjov med, at Danmark er favoritter til EM-guldet. I reklamen ser man en lang række timeouts fra Danmarks håndboldkonkurrenter, hvor der er sat “forkerte” undertekster ind. Her fastslår spillere og træner fra de andre lande, at det bedste mål ved slutrunden er sølv – for guldet er reserveret, som det lyder i reklamen, som du kan se her.
Men netop den reklame falder landsholdets egne profiler for brystet, da de opfatter den som respektløs over for de andre konkurrenter. Og den går heller ikke i spænd med landsholdets egen selvopfattelse, lyder det til TV 2 fra profilen Mathias Gidsel.
“Jeg synes heller ikke, at den helt viser, hvad vi står for,” siger han til TV 2.
Hos TV 2 står håndboldredaktør John Jäger dog på mål for reklamen, siger han til TV 2.
“Den er skidesjov og gør lige nøjagtig det, den skal: at skabe noget opmærksomhed omkring slutrunden,” siger han.
Også uden for landsholdet og TV 2 har reklamen vakt røre. Fra cykelrytter Frederik Muff er der ros til reklamen på det sociale medie X:
“Jeg grinte, da jeg så TV2’s reklame. Jeg tillagde den heller ikke alle mulige intentioner eller værdier fordi det var ganske tydeligt, at den var produceret med tyk ironi. Det må egentligt være trist at være så tynget af janteloven, at man vil krænkes,” skriver han.
Det er dog ikke enighed om alle steder. Fra journalist og redaktør Esben Schjørring lyder det på X tilbage:
“Jeg synes ikke, der er for to gram ironi i den. Jeg er heller ikke krænkelsesparat eller præget af janteloven. Det er bare en pinlig, skrydende og småtskåren reklame. Det havde jo været ironi, hvis vi var dårlige til håndbold. Den her er uden klasse.”
Markedsføring har rakt ud til TV 2’s kreative afdeling for en kommentar til kritikken. Denne er ikke vendt tilbage på vores henvendelser.