Det er lettere end nogensinde at etablere en virksomhed. Og det er jo dejligt.
Men det betyder også, at flere virksomheder end nogensinde før kæmper om de samme kunder.
Samtidig så har it-/tech-branchen oplevet lavere vækst end tidligere – en branche i det danske erhvervsliv som jo ellers gennem mange år var garanten for vækst.
Tendensen er forværret af nye toldmure på netop it og teknologi, og vilkårene for den ’Growth at all Cost’-vækststrategi, der har hersket i branchen, er ikke længere til stede.
Og det har fået hele erhvervslivet i gang med at lede efter den næste vækstgenerator.
Intelligent marketing frem for kunstig intelligens
For mange danske virksomheder er det kunstig intelligens (AI), som fylder mest i disse dage, når vi taler om vækst.
Men AI bør ikke fylde nær så meget, når vi taler om vækst inden for it- og tech-iværksætteri.
Her bør man i stedet fokusere på at løfte sin marketingindsats og flytte fokus for vækst til, hvordan marketing driver væksten på den rette måde – ikke mindst hvis man fx arbejder inden for Software as a Service-området (Saas, red.).
Herhjemme i Danmark har vi SaaS-virksomheder med stort potentiale. De lider dog ofte under en alt eller intet-tilgang.
Og lige nu går man all-in på kunstig intelligens som en genvej til vækst.
Ifølge Saas Academy bruger 35 procent af SaaS-virksomheder allerede AI, mens yderligere 42 procent planlægger at tage AI i brug snart.
I virkeligheden bør de fokusere på vækst via intelligent marketing.
Tre skridt til sund, effektiv og holdbar udvikling
It- og tech-iværksætteri udvikler sig i raketfart, og prioriteringerne samt rammerne for den sunde vækst er ikke automatisk på plads.
Så det er ikke let at få sat skik på sin strategiske markedsføringsindsats.
Men markedsføringsindsatsen skal netop være strategisk. For ofte handler markedsføring mere end noget andet om at skabe den rette form for vækst til sin virksomhed og med de markedsvilkår, man arbejder under.
Og selv om vilkårene varierer mellem brancher, så er der tre intelligente marketingtiltag, som vi mener, alle bør sætte i værk nu.
De er:
- Prioriter og professionaliser
Hvis dansk it- og tech-iværksætteri skal op i Silicon Valley-klassen, er det et must, at man prioriterer og professionaliserer sin marketingindsats.
I Growth-at-all-cost æraen, var dette muligvis mindre vigtigt, men on-the-fly flyver ikke længere, og man er i dag nødt til at være knivskarp i sin strategiske positionering.
- Sæt rammerne for holdbar vækst
Tiden med grænseløs marketing spend er ovre. Og det er godt det samme, mener vi, for det var ikke bæredygtigt i længden.
Strategien og tilgangen, markedsføring i dag skal sikre, er, at rammerne for udvikling er baseret på begejstring for sund, effektiv og langtidsholdbar vækst.
Det inkluderer at allokere de rette ressourcer de rette steder. Brug derfor gerne flere interne kræfter på kerneopgaver og eksterne kræfter på specialistopgaverne.
- Få styr på dine metrics
Det handler om at etablere en positiv relation mellem det, det koster at anskaffe kunden og kundens værdi over tid.
Så man skal altid spørge sig selv: Hvad måler vi på? Hvorfor måler vi sådan? Og hvad er vores KPI’er? For succesfuld markedsføring kræver mere end nogensinde en kost-effektiv og performanceorienteret tilgang.