Det her er en af mine absolutte yndlingsreklamer:
En mor synger kærligt om sin datter. Få sekunder senere kommer plottwistet, og sangen handler i virkeligheden om kidnapning, dødsulykker, organhandel og andre katastrofer, som hendes bekymrede forældrehjerne kan forestille sig.
Jeg tror, at alle forældre kan genkende de bekymringer. Dog nok i en mindre ekstrem udgave.
Det er sådan, Life360-filmen I Think of You (Dying) begynder. Det er en reklame for en familie- og location-app, men formen er ikke klassisk sikkerhedskommunikation. I stedet har brandet gjort “parental anxiety” til en animeret musical med sang, koreografi og en god spand sort humor.
Og Life360 er langt fra alene om at vælge den løsning.
Da Coinbase ville markere sig på det britiske marked, lancerede kryptovirksomheden kampagnen Everything Is Fine. Filmen viser et Storbritannien præget af økonomisk frustration, stigende priser, lukkede butikker og mennesker, der mister deres arbejde. Imens synger og danser alle videre med det samme sarkastiske omkvæd: “Alt er fint”.
For mig er omkvædet i øvrigt en reel konkurrent til Dumb Ways to Die, der ellers har siddet ubestridt på reklame-ørehængertronen i 14 år – se filmen nedenfor.
Derfor dukker musicals op netop nu
Musicals og sangbaserede reklamer har en lang historie, så tendensen er ikke ny. Men koncentrationen af musicalreklamer er alligevel bemærkelsesværdig. Flere store kampagneproduktioner er kommet i 2025 og 2026 på tværs af kategorier, markeder og bureauer.
Det er der flere mulige forklaringer på.
En af dem er, at musicalgenren gør det muligt at samle fortælling, følelser og budskab i ét format. Musicalen kan på få minutter etablere karakterer, konflikt og stemning på en måde, som få andre genregreb kan.
Life360 illustrerer mekanismen tydeligt. Usikkerhed og forældreangst kunne let være blevet behandlet med alvorlig musik og bekymrede ansigter. Musicalen giver derimod mulighed for at overdrive angsten så voldsomt, at den bliver genkendelig og morsom uden at miste sin menneskelige kerne.
Coinbase bruger et beslægtet greb. Økonomisk frustration bliver ikke forklaret med grafer og argumenter, men iscenesat som kollektiv fornægtelse. Jo værre situationen bliver, desto mere insisterer ensemblet på, at “alt er fint”.
Musicalen gør dermed noget, mange brands leder efter: Den kan behandle alvorlige emner uden at blive alvorstung. Det er ikke uvæsentligt i en tid præget af usikkerhed, kriser og dårlige nyheder.
Musicalformatet har også en anden interessant egenskab: Det kan gøre det ordinære ekstraordinært. Det er ikke nødvendigvis de store, spektakulære emner, der får lov at udfolde sig i formatet. Faktisk tværtimod.
I Australien har hundefoderbrandet Lyka eksempelvis lavet Poo Glorious Poo, en omskrivning af Food, Glorious Food fra musicalen Oliver!. Her er det hundelort, hundeejere og dyrlæger, der får den helt store musikalske behandling. Andre brands har kastet sig over hverdagstrivialiteter som afløb der ikke virker, skrald og irritationen over, at man ikke kan nå varer på øverste hylde.
Det tydelige i de eksempler er, at det er kontrasten, der skaber effekten. Jo mere ordinært, hverdagsagtigt eller usexet emnet er, desto større bliver komikken, når det får storladen musik, scenografi og koreografi.
Det er et greb, som mange flere brands ville kunne bruge.
Et modsvar til content-effektivisering
Reklamebranchen har i flere år bevæget sig mod mere automatisering, flere versioneringer og mere effektiv produktion. AI har kun accelereret udviklingen.
Set i dét lys er musicalen næsten demonstrativt ineffektiv. Den kræver musikkomposition, koreografi, performere, prøver, scenografi, timing og ofte en relativt kompleks fysisk produktion. Den er arbejdskrævende. Den er dyr. Og den er svær at skalere.
Måske er det netop derfor, musicalgenren føles interessant lige nu. Når poleret visuelt indhold bliver lettere at producere, kan synligt håndværk få en ny kulturel værdi, fordi vi kan se, at mennesker har brugt tid, talent og ressourcer på at skabe det.
I Lykas tilfælde har brandet eksempelvis fremhævet, at de syngende blomster og hundelorten er skabt fysisk frem for AI-genereret. For få år siden ville det have været en produktionsdetalje. I dag bliver det pludselig en del af historien.
Musicals er en mikrotrend, men de passer samtidig ind i en større bevægelse omkring “made by humans”. Vi hylder fortsat håndværket hos mennesker, der har brugt år på at mestre komposition, dramaturgi, musik, scenografi og iscenesættelse.
Det er derfor også et greb, som vi ser ind i dette års trendstudie PULSE, der lanceres af dentsu til december.
Fra ironi til oprigtighed
Der er også noget interessant ved musicalens tone.
Digital kultur har i mange år været præget af understatement, deadpan-humor og ironisk distance. Musicalen er det stik modsatte. Der er ingen underspillet måde at få et helt ensemble til at bryde ud i sang på. Formatet kræver, at man accepterer det overdrevne og tør stå ved følelserne.
For mig at se giver det brands mulighed for at kombinere to kvaliteter, som ellers kan være svære at forene: oprigtighed og selvironi.
Man kan godt mene noget alvorligt og samtidig grine af sig selv. Det er måske netop den kombination, der gør musicalen interessant i en tid, hvor mange brands kæmper for at fremstå relaterbare, nærværende og autentiske, uden at blive kedelige og forsvinde i feedet af hverdagsreklamer.
Lav noget, der er svært
Musicalgenren som markedsføringsgreb er som sagt en mikrotrend. Det bliver den nok ved med at være. Produktionen er dyr, kompliceret og vanskelig at skalere.
Men netop derfor er den interessant.
For musicalreklamernes comeback peger på et paradoks i moderne marketing. I årevis har branchen arbejdet på at gøre produktion hurtigere, billigere og mere skalerbar. Samtidig ser vi brands investere i nogle af de mest arbejdskrævende reklameformater, man kan forestille sig.
Fordi værdien flytter sig: Jo lettere det bliver at producere content, desto mere interessant bliver det håndværk, der ikke ligner noget, som kunne være genereret på få sekunder.
Derfor handler tendensen mindre om, at brands pludselig udfolder sig på Broadway, og mere om, at de leder efter måder at vise menneskelig kreativitet i en tid, hvor alt andet kan automatiseres.
Og at vi ønsker at kommunikere ind i hverdagen, men uden eksekveringen bliver ren leverpostej.
Julie Daugaard er executive strategy & growth director i Dentsu.