De netop vedtagne forbud mod reklamer for fossiltungt forbrug i Københavns Kommune og Region Østdanmark har for alvor sat gang i debatten om fordele og ulemper ved reklameregulering.
Dansk Industri kalder den nye bølge af reklameforbud for symbolpolitik, brancheorganisationen KreaKom efterlyser dokumentation for effekten, og Spies mener, at debatten mangler “perspektiver”. Det på trods af, at alle i dag er enige om, at det var en god idé at forbyde reklamer for tobak i 2001.
Flere af disse kritikpunkter er ikke nye for os. Sidste år udgav vi bogen Reklamemagt, der sætter spot på, hvordan den danske reklamebranche saboterer vores mulighed for at håndtere klimakrisen demokratisk – og gemmer ubehaget over medskyldigheden bag statuetter og konfetti. Vi gennemgik bogens hovedpointer og besvarede de mest udbredte indvendinger fra branchen i en kronik sidste år og i et stort interview i dette medie.
Men nu hvor flere reklameforbud vinder frem, er det på sin plads, at vi gentager, hvorfor det er en glimrende idé, at kommuner og regioner begynder at sige nej til reklamer for de mest sundheds- og klimaskadelige produkter og virksomheder.
Reklamer virker – og det gør forbud også
Branchens hyppigste indvending mod reklameforbud er, paradoksalt nok, at reklamerne ikke har en mærkbar effekt på folks forbrug og at det derfor ikke gør en forskel, om de forbydes eller ej. Men selvfølgelig virker reklamer, og selvfølgelig skaber de et mersalg. Det har branchen sit eget begreb for, nemlig return on ad spend eller ROAS.