Alt handler om at skille sig ud. Om at finde sin kant, sin stemme, sin position.
Vi beskytter vores idéer, koncepter, opskrifter og metoder som små hemmeligheder, vi håber, kan give os et forspring.
Og vi bruger enorme kræfter på at bygge mure omkring vores viden, erfaring og kreativitet. Men nogle gange ligger styrken et helt andet sted.
Ikke i det, vi holder for os selv – men i det, vi deler.
Man skal turde give slip
Det er menneskeligt at dele. Vi har gjort det altid.
Om det var jagtstrategier, opskrifter, sange eller historier omkring et lejrbål – så har vi gennem deling givet hinanden viden, tryghed og fremskridt.
Det er sådan, vi har udviklet os. Ikke ved at gemme på det, vi vidste, men ved at give det videre.
Der er en særlig kraft i den tanke, der bliver sagt højt. I den idé, der bliver givet videre. Når noget, vi har tænkt, pludselig får liv i andres hænder – og hoveder. Når det bevæger sig, forandres og forbedres. Når det, vi troede var vores, bliver til noget større.
At tænke frit frem handler netop om det. Om at turde slippe grebet. Ikke fordi man mister noget – men fordi man vinder noget større.
Fra ejerskab til effekt
Vi lever i en tid, hvor næsten alt kan gøres til ejendom. Hvor data, design og tanker kan patenteres, licenseres og låses inde.
Men viden bliver først ægte værdifuld, når den bevæger sig. Når den bliver brugt. Når den får konsekvenser uden for den oprindelige kontekst.
Det er derfor, nogle af de mest fremsynede virksomheder i dag er dem, der tør tænke frit frem.
De forstår, at deling ikke nødvendigvis betyder tab. Det kan også betyde indflydelse. Et oplagt eksempel er selvfølgelig OpenAI – særligt deres oprindelige åbenhed og hele tanken bag tilblivelsen.
Et andet stærkt eksempel er Volvo.
Da Volvo delte sin styrke
I mange år var bilsikkerhed næsten udelukkende testet ud fra én standard – den gennemsnitlige mand på 177 cm og 76 kilo.
Det betød, at kvinder – og særligt gravide – var langt dårligere beskyttet i tilfælde af ulykker.
Volvo, som altid har haft sikkerhed som sit hjerteblod, begyndte for over 40 år siden at indsamle data fra tusindvis af rigtige ulykker.
" Der er en særlig kraft i den tanke, der bliver sagt højt. I den idé, der bliver givet videre.Peter Thielst
De udviklede kvindelige crash test dummies, testede igen og igen – og opbyggede en enorm vidensbank om, hvordan kvindekroppe påvirkes i kollisioner.
Men efter i mange år at have holdt på den viden som en konkurrencefordel, gjorde de i 2019 det modsatte. De lancerede E.V.A. – Equal Vehicles for All – og gjorde hele deres sikkerhedsforskning frit tilgængelig.
Alle data, test og indsigter kunne nu downloades af konkurrenter, forskere og myndigheder.
Det var et radikalt og modigt valg. Volvo delte ud af deres mest værdifulde forretningshemmeligheder. Men de gjorde det, fordi de forstod, at nogle idéer er vigtigere end ejerskab
E.V.A.-initiativet var derfor ikke et tab. Tværtimod.
Det cementerede Volvos position som verdens mest troværdige sikkerhedsbrand – netop fordi de satte fællesskabet før konkurrencen.
De blev ikke mindre unikke. De blev mere menneskelige. Og dermed stærkere.
Fælles tankegang
At tænke frit frem er ikke kun for store virksomheder med PR-afdelinger og CSR-strategier.
Det er en tankegang, vi alle kan tage til os.
En måde at arbejde på, hvor vi ikke kun spørger: Hvad kan jeg få ud af det? – men også: Hvad kan der komme ud af det?
Det kræver tillid. Og en smule mod. For man ved ikke, hvad der sker, når man slipper sin idé fri.
Den kan blive misforstået, kopieret eller glemt. Men den kan også blive til noget, man aldrig selv kunne have tænkt. Den kan vokse.
Når vi tør dele, skaber vi bevægelse. Når vi tænker frit frem, giver vi andre noget at bygge videre på – og det er sådan, udvikling sker.
Ikke gennem afgrænsning, men gennem udveksling.
Idéer skal leve, ikke ejes
Vi har brug for en ny form for generøsitet i kreativiteten.
En erkendelse af, at vi ikke altid mister, når vi giver. Nogle gange er det netop i delingen, vi kan finde den største styrke.
For hvis noget virkelig har værdi – en indsigt, et perspektiv, en idé – hvorfor så holde det for sig selv? Hvorfor ikke lade det bevæge sig, blive brugt, udfordret og omsat?
Hvor tit har jeg ikke selv i min karriere siddet lidt for længe og puttet med en idé?
At tænke frit frem handler om at se sig selv som en del af noget større. Om at tro på, at det, vi sender ud i verden, ikke forsvinder – men forgrener sig.
Nogle idéer skal ikke ejes. De skal leve.
Og måske er det netop det mest menneskelige af alt: at give videre, så andre kan bygge ovenpå – som vi altid har gjort.
Tænk frit frem. Det er sådan idéer vokser.
Du kan også deltage i debatten ved at sende et bud på et debatindlæg til en@markedsforing.dk. Indlægget må maksimalt være på 4.500 tegn.