I takt med at AI vinder mere og mere frem, har begrebet “prompting” vundet indpas i ordforrådet hos mange danskere – ikke mindst marketingfolk. At prompte betyder at “initiere, anspore og inspirere”.

Og i en digital verden drevet frem af generativ AI er det med lynets hast blevet en helt afgørende kompetence for at kunne operere effektivt. Men hvad vil det egentlig sige at prompte i praksis, og hvordan laver man den gode prompt?

Jeg oplever ofte, at Googles AI-redskab Gemini bliver brugt på samme måde som en søgemaskine. Men hvor søgemaskinen er bedre egnet til tørre fakta og links, er AI-værktøjer af natur mere udforskende.

Derfor skal der andre typer spørgsmål og opgaver til for at udnytte AI-værktøjernes fulde potentiale. Lærer du at prompte godt, kan chatbots blive en uvurderlig sparringspartner, som hjælper med at sætte skub i din fantasi, øge din produktivitet og føre idéer ud i livet.

Grundreglerne for god prompting er, at jo mere specifik og uddybende, du er i din prompt, jo bedre bliver resultatet. Giv altid den nødvendige kontekst, så AI-modellen forstår, hvad du ønsker. Vær kreativ og prøv forskellige prompts af for at se, hvad der virker.

Har du mod på at dykke et spadestik dybere, kommer her yderligere tre gode råd til, hvordan
du kan prompte dig til bedre og mere effektiv markedsføring.

1. Få AI til at opsummere datapunkter i researchfasen

I en hektisk hverdag med korte deadlines kan det være svært at finde tid til at læse lange white papers, blogs og brugerinterviews. Men det er alt sammen vigtige kilder til at gøre os klogere på vores målgruppe og teste nye idéer.

Her er AI-værktøjerne et fantastisk redskab til at opsummere store mængder information om industrisektorer, markedsspecifikke data, brand-specifik intelligens, brugeradfærd og forbrugsvaner og koge det ned til letfordøjelige indsigter.

Vi kan kalde denne fase den reduktive fase, hvor det handler om at få store mængder af data kogt ned, så vi kan komme hurtigt videre til den næste fase – den ekspansive tænkning.

2. Brug AI som sparringspartner til idégenerering

En måde at få en samtale med Gemini omkring nye idéer og perspektiver på dit brand kan være at spørge til metaforer.

For eksempel: Giv mig 10 metaforer for, hvordan Brand X er det mest innovative produkt lige nu. Svaret kan hjælpe dig med at tænke på dit brand på nye måder, og sammenkoblet med den viden, du allerede har om dit brand, kan det bidrage til forståelsen af din brand value samt i hvilke kontekster, det giver mest værdi for dit brand at indgå.

Hvis man er en shampooproducent og skal lave en kampagne til et nyt produkt, kan det være nærliggende at bede chatbotten om at være en 18-årig pige – eller sågar en 18-årig pige med krøllet hår.

Men det er endnu bedre at bede den om at være en 18-årig pige med krøllet hår, som altid har ønsket sig at have glat hår, fordi de fleste af vennerne har det.

3. Udstyr din AI med en rolle

Experimentér med forskellige personaer og udtryk og gør din AI til en mere virkelighedstro samtalepartner.

Prøv med personaer, som potentielt indeholder kontraster, for eksempel Confucius, en standupper eller et barn. Det kan gøre det lettere at se din interaktion med din AI som en samtale, der lige så godt kan handle om at udfordre eget tankesæt som om at finde svar på konkrete problemstillinger.

Tænk over, at du kan styre samtalen ved at stille enten åbne prompts, der giver AI’en frihed til at fortolke og være kreativ i sin udførelse af opgaven – eller lukkede prompts, der giver mere specifikke svar.

Jo mere du eksperimenterer med prompts, desto bedre bliver du til at forfine og tilpasse dem.

Analysér dine resultater, identificer, hvad der fungerer for din målgruppe – og bliv ved med at prøve nye ting af. Men husk, at gode resultater aldrig er skabt af prompts alene.

Outputtet er ikke bedre end det input, du giver. Det handler om at co-create og ikke om at erstatte – eller sagt på en anden måde: AI er en invitation til at blive bedre.