Et flertal i det kommende regionsråd i Region Østdanmark vil have færre reklamer for fossile produkter og flyrejser på ni buslinjer.

Det skriver World Without Fossil Ads i en pressemeddelelse.

Ifølge meddelelsen var det 20. oktober, at rådet besluttede at opfordre Movias bestyrelse til at indføre en begrænsning i det kommende udbud, hvor aftalerne ifølge World Without Fossil Ads kan vare op til 14 år.

Afstemningen endte med 25 stemmer for og 22 imod i regionen.

“Jeg har stillet forslaget fordi jeg tror på, at et forbud mod fossile reklamer vil mindske unødig forbrug og dermed forbedre miljø, klima og sundhed. Jeg mener ikke vi som politikere skal stille det offentlig rum til rådighed for at reklamere for klimaskadelige produkter,” siger regionsrådsmedlem Laila Kildesgaard (S) til World Without Fossil Ads.

Første begrænsning af fossile reklamer i Danmark

Ifølge Klimamonitor er det første gang, en begrænsning af fossile reklamer er stemt igennem i Danmark. Lignende forslag har tidligere været på dagsordenen i blandt andet Frederiksberg, Aarhus og København.

“Vi ved, at reklamer påvirker folks forbrug, og det er ikke vores opgave at opfordre til forbrug, der både er skadeligt for klimaet og vores borgeres sundhed,” skriver regionsrådsmedlem Sofie Holm (R) på Instagram ifølge Klimamonitor.

Esther Michelsen Kjeldahl, der er medforfatter på bogen Reklamemagt, som Markedsføring tidligere har omtalt, og freelancekampagneleder i Fossil Free Advertising og Fossilfri Fremtid, glæder sig over beslutningen.

“Vi håber, at den historiske beslutning vil skabe præcedens for danske myndigheder, så de tager forskningen i sundhed og klima alvorligt og begynder at overveje, hvilke typer reklamer de vil tillade i den kollektive transport og det offentlige rum fremover,” siger hun i en meddelelse fra World Without Fossil Ads.

Ifølge Fossilfri Fremtid stemte Socialdemokratiet, SF, Radikale Venstre og Enhedslisten for. Konservative, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Venstre, Danmarksdemokraterne og Moderaterne stemte imod forslaget.

Ifølge Klimamonitor drejer det sig om linjerne 440R, 490, 500S, 520, 540, 620R, 630R, 660R og 750 – og opfordringen gælder også reklamer inde i busserne.

Markedsføring har rakt ud til Movia for at høre, hvordan trafikselskabet forholder sig til regionrådets anbefaling.