Efter at have sendt mails uger tilbage, der i skrivende stund forbliver ubesvarede, er det på det seneste gået op for mig, hvor forskellige e-mailkulturer, vi alle opererer i.
Måske er det lidt ligesom børneopdragelse – enten er man meget bevidst om, hvilken forælder man gerne vil være, eller også tager man det lidt, som det kommer. Jeg er meget bevidst om, hvilken person, jeg gerne vil være, når det gælder kommunikation med andre.
Man kan se, hvor forskellige vi er ved f.eks. CC-kulturen.
Der er dem, der altid CC’er hele teamet på alt, selv hvis indholdet ikke er relevant for alle i modtagergruppen. Og så er der dem, der aldrig laver ”Reply all”, selvom man selv har brugt CC for at inkludere en vigtig stakeholder i loopet.
Og så er der indbakken
Hvordan prioriterer man det, der kommer ind i en travl hverdag? Om det er e-mail eller LinkedIn?
Er der nogle mails, man simpelthen bare aldrig besvarer?
Jeg bestræber mig på at svare alle, der henvender sig til mig, med undtagelse af decideret random spam fanget i min ”uønsket” mappe.
Hvis nogen søger arbejde eller praktikplads, så svarer jeg altid. Enten et kort høfligt svar for at meddele dem om, at jeg ser på det senere, når jeg har tid, eller en længere venlig afvisning, hvis jeg har tid og ved, vi ikke mangler nogen lige nu.
De værste eksempler er fra venner, der beretter om jobs, de har søgt via reelle jobopslag, men aldrig har modtaget så meget som en kvittering for.
Er store virksomheder undskyldt?
Ja. Har man et stort reklamebureau, så kan det bimle og bamle med uopfordrede henvendelser og det kan næsten kræve en PA at besvare dem alle. Og der er bestemt forskel på indkommende fra mennesker, man kender, og mennesker man ikke kender – ligesom der nok må differentieres mellem breve sendt til en bestemt person i virksomheden og breve sendt til ”info@XXX.dk”.
Men hvis jeg en dag selv har et stort bureau, er det mit håb, vi har ressourcerne til, at jeg som et minimum kan videresende en henvendelse til en medarbejder, der har tid – skulle jeg ikke selv have det.
Stort set alle freelancere eller mindre virksomheder, der gerne vil fremvise deres Portfolio får lov at komme på besøg hos os – så snart, der er hul i kalenderen – og sender nogle velkendte leverandører og samarbejdspartnere en mail for blot at række ud og gøre opmærksom på dem selv, svarer jeg altid. De har været der for os før, og det mangler derfor bare.
Karrierekaffe
Hvis en person i mit netværk er arbejdssøgende eller er freelancer og savner arbejde, tager jeg også gerne en ”karriekaffe”, som jeg kalder det. Det kan jo være, jeg kender nogen, der kan bruge netop deres kompetencer.
I år har vi som mange andre i branchen mærket en let nedgang i de faste opgaver. At nogle kunder holder lidt på briefene eller lægger eksekveringsopgaver inhouse. Derfor har jeg også måttet være mere udadvendt og række ud i mit netværk. Både det nære og det brede.
Og der oplever jeg kæmpe forskel på, om folk svarer mig.
De fleste gør heldigvis, om det er med venlige henvisninger til interne sparerunder eller med frugtbare resultater i form af nye opgaver til os, men der er altså også nogle, der bare aldrig vender tilbage.
Der kan være mange faktorer, der spiller ind, når nogen ikke får svaret på en henvendelse. Og jeg medgiver, at en enkelt mail kan smutte i en travl hverdag, så jeg skriver ikke dette for at være en hellig-Franz, der peger fingre ad andre, men blot for begejstret at opfordre til bevidsthed om det.
Jeg tror nemlig på, at det er en kæmpe gave at holde både mit eget og min virksomheds netværk stort og levende.
Hilda Fro Prins Kløvedal Hickling er stifter af reklamebureauet Ruby&Red.
